18. dec – De gode nyheder der indebar champagne.

Ja, jeg ved godt, at jeg konstant er bagud på denne her kalender, men det har krævet mere af mig end jeg lige regnede med. Og så må jeg indrømme, at jeg fik ideen for sent i forhold til planlægningen af den.

Så det ved jeg til en anden gang.

 

Men altså.

En af grundene til at det har været svært at følge med, er fordi jeg har haft mange andre ting i hovedet. Jeg kommer også til at meddele allerede nu, at bloggen kommer til at fylde mindre i fremtiden.

Det er nemlig slut med at søge job alle vegne og gå amok over rekrutteringssystemer.

 

JEG HAR NEMLIG FÅET ET JOB!

PÅ ESTÈE LAUDER.

 

Jeg har fået en “Brand Office Trainee” stilling, som betyder at jeg starter i lære som praktikelev hos Estée Lauder Cosmetics. Jeg kommer til at være i stillingen de næste to år. Ca. 11 uger er skole sammenlagt, samt at jeg har et fem ugers grundforløb her i starten, men ellers skal jeg bare knokle derudaf på hovedkontoret.

Forløbet med jobsamtalen har virkelig været hård og lang, fordi jeg har været så spændt og nervøs. Det bestod af to samtaler, et par tests og nu sidder vi med kontrakten (som er underskrevet), samt tilmelding til grundforløb og en uddannelsesplan, som skal laves.

Jeg kommer til at arbejde hos forskellige Estée Lauder brands igennem de to år. Først MAC (hvor der også er FASHION WEEK!!!), så Tom Ford Beauty & Jo Malone London, til sidst Glamglow & Smashbox.

Jeg glæder mig helt vildt og det var en lettelse uden lige, da jeg fik opkaldet i går. Jeg sad i toget, men jeg blev nødt til at tage telefonen og få svar på det. Jeg har været så meget i tvivl, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad det ville ende ud i.

Jeg kommer til at være den første elev, som Estée Lauder har. Altså sammen med en anden som bliver Online Office Trainee. Så vi kommer til at starte sammen og have hinanden i de næste to år.

 

Jeg ved, at det bliver hårdt. Det bliver især hårdt det første stykke tid, hvor jeg nok kommer til at køre online grundforløb og fuldtidsjob ved siden af hinanden. Jeg er lidt nervøs, men mere sådan en form for spændings-nervøsitet.

Jeg har så længe bare kunne styre min egen tid og nu kommer der for alvor run på. Jeg glæder mig til at komme igang og være en del af marketing-teamet. Generelt bare være en del af et team.

Jeg glæder mig også til at lære nyt, men jeg må indrømme at grundforløbet skræmmer mig lidt med virksomhedsøkonomi og og IT. Men jeg håber at jeg kommer igennem det. Der vil være en lærer tilknyttet og så handler meget jo om at “lege” iværksætter og forstå hvordan firmaer er bygget op. Det er jo god viden at have med sig uanset hvad.

 

Som det ser ud nu, så starter jeg 6. januar 2020.

Så mit liv kommer til at ændre sig markant i starten af 2020 og der kommer virkelig gang i den.

Jeg glæder mig. Jeg er nervøs. Jeg er spændt. Jeg er glad og så håber jeg bare på, at jeg kan leve op til det hele og være en god medarbejder for Estée Lauder.

Mest af alt, så er jeg taknemmelig for chancen!

Bag om optagelserne til Ditungliv.dk

Reklame for DitUngLiv.dk

Jeg må nok hellere skrive reklame for en god ordens skyld, men det er jo også lidt skamløs reklame for mig selv, da jeg er gæstevært hos Jasmin Søe og DitUngLiv Podcasten.

Det var en rigtig rar oplevelse at træde ind hos Jasmin Søe, som er kvinden bag DitUngLiv-podcasten og den tidligere Ung Kærlighed-podcast.
Det var i sin tid mig der kontaktede Jasmin, da hun aktivt søgte mennesker, som ville dele ud. Der gik nogle måneder og pludselig poppede der en besked op “Er du stadig klar på at være en åben bog?”
Og jeg tænkte med det samme “Ja, for søren da!”
Jeg er altid klar på at være en åben bog og da snakken faldt på emnet, der tænker jeg altid “Sig noget, så snakker vi om det – skal det være seksualitet (overgreb), spiseforstyrrelse, svær kærlighed, biologisk far, forkerthed, angst, angsten for at være god nok eller noget helt ottende?”
Jeg er efterhånden en ret åben bog. Jeg har ret mange emner at trække på og mit 2018 blev virkelig brugt på at bearbejde såååååå mange ting, så jeg kan snakke om dem idag.

Jeg spurgte til sidst mine følgere. Det er trods alt dem, som skal lytte til mig plapre derudaf. Så valget faldt mest på “forkert ung” og min biologiske far. Så vi formåede simpelthen at komme igennem begge emner.

Første del af podcasten ligger øverst i indlægget. Så der trykker du bare play, når du lyster. Den handler om emnet “forkert ung” og anden del udkommer mandag med emnet biologisk far.

“Forkert ung” – hvad betyder det overhovedet?

Som jeg også snakker om i episoden, så er det simpelthen en følelse af ikke at passe ind. Jeg har altid følt, at mine interesser var forkerte, at jeg var forkert ung og at jeg ikke kunne leve op til det at være festglad, udadvendt og på hele tiden.
Jeg er sensitiv, jeg er nørdet og jeg er introvert meget af tiden.
Jeg bruger energi, når jeg er sammen med mennesker og jeg er drænet efter en fest. Jeg har siden hen fundet ud af, at jeg er allergisk overfor alkohol, så jeg kan godt drikke det, men det står 1000 gange hårdere. Jeg er ikke bare ramt af tømmermænd dagen efter, jeg er decideret syg.
Nå, men jeg har generelt brugt rigtig mange år på at forsøge at følge med i en eller anden grad. Jeg har været i byen. Jeg har drukket med stjernefuld i tequila og jeg har haft et one-night-stand.
Ups! Men var det noget, som jeg virkelig gerne ville?
Næh! Men folk klappede næsten af mig efter mit ONS, fordi jeg endelig havde løsnet korsettet lidt. Og at løsne korsettet er noget som også står som “klassens råd” til mig i min blå bog.
Så jeg er har været en lidt stramtandet ung dame. Hele min familie joker med, at jeg har en 80-årig sjæl (så er det godt, at min kæreste også har det).
Men jeg vil hellere i teateret end i byen. Jeg kan bedre lide én cocktail frem for 50 øl til beerbong. Jeg kan godt lide dybe samtaler frem for smalltalk. Jeg vil hellere se Vild med Dans end at stå mast inde på “Floor”, som de unge siger nu til dags.
Men ja, jeg er også hende der er vild med Downton Abbey og Matador og Badehotellet. Det er pissehyggeligt!
Ditungliv louise mejer

Så en facade.

Ja, jeg har levet bag en facade, fordi jeg har været bange for at vise hvem jeg er. Jeg har altid været bange for, om de andre kunne lide mig. Jeg er stadig typen, så hvis folk griner bag mig, så er jeg sikker på, at det er mig.
Jeg er alt for selvbevidst og jeg er usikker. Noget af det har resulteret i, at folk tror jeg er snobbet (I promise, at det er jeg ikke). Jeg er bare nervøs eller akavet.
Jeg har nok også i mange år følt mig ensom eller udenfor. Selvom jeg havde veninder i gymnasiet, så havde jeg det bedre med at snakke med lærerne. Jeg kunne godt lide min skolegang for skolen – ikke så meget det sociale.
Jeg havde svært ved at passe ind – men kigger jeg tilbage, så tror jeg, at folk gerne ville mig det bedste og at jeg også var svær at komme ind på.

Folk kendte mig jo ikke – jeg lod dem heller ikke komme ind på mig. Jeg havde det svært i skolen, fordi jeg baksede med alt muligt.
I folkeskolen var det min biologiske far der nagede. I 2.g udviklede jeg for alvor starten på en lang spiseforstyrrelse og angsten har altid fulgt mig.
Jeg ville være perfekt, så jeg gjorde alt for at være perfekt. Fordi mit hoved skreg på “er man perfekt, så kan alle lide en”. Men perfekt findes ikke og det gør ikke en gladere.

Aktiv vs. Passiv.

Så jeg havde på et tidspunkt brug for at være mere aktiv i mit eget liv. Jeg ville gerne tage ansvar for, hvordan mit liv gik hen og blev.
I 2014 tog jeg beslutningen om at tage hjem fra min tur til London. Det varede kun 2,5 måned. Jeg skulle have været der i seks, men det kunne jeg ikke.
I 2016 tog jeg beslutningen om at gå fra min daværende kæreste. Jeg flyttede hjem for at få ro på spiseforstyrrelsen og alle sårene. I 2017 droppede jeg ud af mit studie. 5. semester men jeg var helt død og det var ikke mig.
Jeg tog beslutninger på vegne af mig selv. Noget som jeg ikke havde gjort i 100. år.
Jeg fløjtede bare afsted igennem mine egne forventninger og andres ide om, hvem jeg var.
jeg havde en spiseforstyrrelse, der kunne tage alt ansvaret. Så kunne jeg cruise derudaf, mens jeg havde det som et skjold.
Så da jeg pludselig blev træt af bare at være på cruisecontrol, så var det at komme igang.
Jeg tog aktive valg og jeg har bokset, bokset og bokset noget mere med gamle spøgelser, dumme følelser og sorte tanker.
På et tidspunkt følte jeg, at hele min krop var opslugt at sort tjære og alt var dumt. Jeg vejede 42 kilo, da januar 2017 ramte. Kærestesorg, anoreksi og følelsen af at alle valg havde været forkerte for mig.
Det havde de også, men jeg gjorde det bedste jeg kunne. Jeg har kæmpet med at acceptere det og at slippe vreden over mig selv. Jeg har altid gjort det bedste, men jeg har brugt mere energi på at bekymre mig om andre og deres følelser om mig, end jeg gjorde om mig selv.
Det skulle være slut.

Jeg siger ikke, at det ikke har taget lang tid. For det har det og der er stadig nye ting hele tiden, som også dukker op.
Jeg ville bare gerne være den, som bestemte over mit liv og den som var glad, for det liv, som jeg har fået.
Så ja…
Ditungliv louise mejer

DITUNGLIV.DK

Der er meget mere om det i podcasten. Der er også mange flere råd og små videoklip inde på ditungliv.dk Klik her for at komme derind!
Det kræver et medlemsskab, men det koster 40 kr og den første måned er altså gratis (uden binding). Der er også utrolig meget andet indhold fra andre dygtige og skønne sjæle, som har deltaget.
Så jeg kan klart anbefale at tjekke det ud. Det kan være, at der er nogle ting, som bare giver fantastisk genlyd inde i dig. Så kig hjertens gerne på det.

Og ellers lyt, lyt, lyt til episoden øverst.

Tak!

Cavaproppen springer: gode nyheder og bedre tider.

Annonce (Mofibo)

Som nogle af jer nok så på Instagram, så sprang cavaproppen igår.

Det er nemlig sådan, at jeg har noget at fejre for tiden.

Det føles rigtig rart at mit arbejde skrider fremad og at jeg kan se, at der sker noget. Det går fremad hver eneste dag, men nogle gange så sker der bare noget mere end andre dage.

Jeg knokler derudaf med alt muligt spændende og selvom, at man indimellem er lige ved at drukne i nej’er og folk der ikke engang orker at åbne pressekittet, så føles det bare rigtig rart at kunne se fremskridt og ikke mindst få et JA.


1. MISSMEJER.COM X MOFIBO

Det går nemlig rigtig godt fremad på Missmejer.com og kan nu afsløre at Missmejer.com er blevet ambassadør for selveste Mofibo. Et samarbejde, som bliver rigtig spændende og som kommer til at bringe meget sjovt med sig.

Det gik hurtigt med det hele, fordi det bare var et rigtig godt match. Så glæden herfra er rigtig stor.

Det betyder også at Missmejer.com kan tilbyde en rabatkode på 30 dage gratis* til Mofibo ved at bruge koden “MISSMEJER”

Eller du kan klikke på knappen herunder og tilmelde dig.

Så du kan nyde sommeren med de bedste lyd- og e-bøger.

Men meget mere om dem senere!

*Rabatkoden gælder kun nye kunder og gælder indtil 1 november 2019


2. PRESSEADGANG TIL CPH FASHION WEEK

Ikke nok med det, så har jeg fået adgang til tre af CPH Fashion Week shows. Det er mere end FW19, hvor jeg kun fik adgang til ét. Og det er bare indtil videre. Jeg har faktisk kommet til at tilmelde mig 10 gange i år, fordi der var noget galt med hjemmesiden, så jeg blev bare ved med at sende samme formular ind og lige pludselig var de alle gået igennem. UPS!

Så når jeg får afslag, så får jeg 10 af dem. Men når jeg får JA, så kommer der også en brag! Jeg troede vitterligt ikke, at jeg ville få nogen shows i år, fordi jeg lavede den fejl, men hey!

Som det ser ud nu, så skal jeg deltage hos PSEUDONYM, Elaine Hersby og Soeren Le Schmidt.


3. MIN PODCASTEPISODE MED KATRINE GISIGER (PERFEKT UPERFEKT) ER UDKOMMET.

Jeg fortæller mere om den i et andet indlæg, hvor jeg gennemgår lidt mere om, hvad episoden handler om.

Men episoden hedder “70# Fedme på drop” og handler om min historie med anoreksi. Vi snakker lidt om at føle sig forkert, fordi man er ung på en anden måde. Vi snakker lidt om følsomhed, præstationspres og ikke mindst om at blive syg og at føle at spiseforstyrrelsen er hele ens identitet.

Det har været rigtigt fedt at få den mulighed. Jeg gjorde det på ingen måde for at få omtale, men for at snakke om nogle af de mange ting, som jeg har på hjerte.

Jeg giver også et par enkelte råd til pårørende eller jeg giver mit bud på, hvordan man som pårørende kan hjælpe til og hvordan jeg ønskede, at jeg måske var blevet hjulpet.

Min historie med anoreksi er bare én ud af mange og det er vigtigt at snakke om. Så selvom at jeg var lidt nervøs i starten, så har det bare været så fedt at få endnu et talerør.


Så jeg er simpelthen så taknemmelig og glad for tiden. Selvom at min krop har været lidt ude af balance, så er det dejligt, at der sker gode ting rundt om mig.

Vil du gerne holde dig opdateret? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her:

A new era has begun.

Get ready for….

Miss Mindful Styling

Miss Retro Vibes

Miss Honesty




Meet the new: Miss Mejer.

Det her indlæg bliver måske lidt forvirrende, fordi hvad er missmejer.com nu og hvad sker der med frkmejer.dk?

Der er blevet oprettet en ny og bedre platform end tidligere. Frkmejer.dk bliver altså til missmejer.com.

Missmejer.com er en del af Mejer-familien, hvor Skoskabet.com også ligger under. Det er en del af et familieforeliggende og vi er alle enormt glade for at have skabt en platform, hvor der er plads til kreativitet og indlæg om alt mellem himmel og jord.

Som sagt er det pt mig der sidder med alt skrivearbejdet og derfor bliver det også meget, som i kender fra frkmejer.dk. Denne her gang er det dog med henblik på at gøre det hele lidt større og med mulighed for at skalere det til en international størrelse. Uha ja, det lyder voldsomt, men nu starter vi også her.

Det bliver også sådan, at hvis i, som læsere, har lyst til at lave frivilligt indhold, så skal i være mere end velkomne til at kontakte os med en ide og så ser vi på det. Firmaer har mulighed for at annoncere via banner og kan derfor købe annonceplads, hvis det skulle være ønsket. Faktisk er det sådan, at hvis du er et lille “firma”, blog eller instagram, så kan du også få en annonceplads – bare tjek “Advertising” for prislister.

Så en ny æra er begyndt, hvor der kommer til at være meget andet end mig, der fortæller om mit liv. Det bliver også snak om sundhed, astrologi, film og TV, samt mere om de lancering af produkter som jeg går til. Det bliver mere et webmagasin med plads til udefrakommende klummer, informationer om alt muligt og et sted, hvor man kan holde sig opdateret på de ting, som rører sig – både i mit liv, men også uden for min næstetip. Det er bare alt sammen med et drys af min skrivestil og mine vinkler.

Jeg glæder mig mere end nogensinde før og der er allerede lagt indlæg ind, som i måske kender lidt til og så kommer der alt muligt nyt indhold med tiden. Så bookmark websitet eller meld dig til nyhedsbrevet ude i siden og så kommer du ikke til at gå glip af noget.

Det bliver større, bedre og finere.



Hvad synes i? Kan i lide Missmejer.com indtil videre?

F**king Feminist

Jeg havde lige sat mig til at se dokumentaren “Feminists – what were they thinking?” og jeg nåede kun at se fem minutter, før jeg allerede sad ved tasterne.

Måske fordi jeg så på nogle rigtig badass kvinder som Jane Fonda og Lily Tomlin. Og måske fordi jeg allerede der tænkte, at jeg også gerne vil være en badass kvinde, som gør noget for min tid.

Jeg vil egentlig ikke gå så meget ind i dokumentaren, men mere omkring selve det at være feminist. Det er stadig et ord, som resonerer negativt i rigtig mange menneskers sind. Det er stadig et ord, som minder en om 1970’erne med bare bryster, brændte BH’er og ubarberede ben. Det er stadig et ord, som minder en om ø-lejre og kvinder som bare afskyr mænd med alt i deres sjæl.

Er det sådan, som jeg ser mig selv?

Næh. Egentligt ikke.

Jeg bliver bare så vanvittig træt af, at det er den samme gamle sang og dans, når det kommer til ordet feminist. Folk trækker oftest op til kamp med det samme, fordi de forventer, at man ikke kan have en civiliseret snak med en feminist. Selvfølgelig kan man det. Det hele er jo ikke råberi og vrede. Desuden så er det nok rigtigt, at der er en vrede, men det handler om noget af den uretfærdighed som foregår ude i verden. Det handler ikke om personen specifikt foran en. Der er bare så meget ulighed – nu snakker jeg ikke kun om den mellem kønnene.

Jeg bliver personligt bare rigtig træt på forhånd, hvis indstillingen fra den anden side er: “høhø, sikke en træls feminist, der bare larmer op om ligegyldige ting.”

Jeg finder ikke feminisme ligegyldigt. Jeg finder feminisme virkelig vigtigt. Vi bør dog næsten overveje et andet ord for det, da jeg har hørt mange sige noget feministisk og afsluttet med: “altså nu er jeg ikke feminist, vel?”

Jamen, hvorfor dog ikke? Feminisme handler ikke om kvinder, som brænder BH’er eller som råber, at mænd er nogle klamme idioter. Feminisme handler om ligestilling, at få de samme rettigheder og muligheder uanset køn, identitet, religion, kultur, seksualitet og baggrund. Det handler ikke om, at vi alle sammen skal tage imod alle mulighederne, men de skal være der. Vi skal alle sammen have samme adgang til den samme buffet, men vi behøver jo ikke at spise alle retterne?

Feminisme handler også om mændende. Det handler også om at ramme de områder, hvor mændende mangler rettigheder. Forældremyndighed. Toxic Masculinity. Især hele det aspekt der ligger i toxic masculinity er vigtigt. Det handler om, at den kultur der er mændende imellem – at følelser er en svaghed, at omfavne femininitet er svagt, at være anderledes end den norm, som er sat op i den mande-mand kultur. Det handler også om at sætte fokus på de mangler, som ligger der.

Et eksempel kan være dengang, at Zalando lavede en såkaldt MANBOX*. Flere troede at feministerne blev sure over, at mændene fik en MANBOX. Det var ikke det, som gjorde mig lidt øv. For min skyld må de svømme rundt i MANBOXES. Det blev bare en nærmest tragikomisk parodi på at sælge. Det ærgrede mig at reklamen, udskammer mænd, der godt kan lide at shoppe og at nogle lettere stereotype ting som sport og øl var det eneste rigtige manly-men kunne lide. Reklamen slutter vist med ordene: “Cause we men don’t like to shop – we make decisions”. Så mange spørgsmål til det udsagn. Er der ikke også beslutningstagning i at shoppe? Hvad er det for nogle beslutninger, de mener? Der findes da mange manly-men, som godt kan lide at shoppe? Hvorfor degradere mænd til at være sportsidioter, som ikke kan finde ud af at shoppe tøj og derfor har brug for en MANBOX? Som om der er noget i vejen med at gå op i det, som man har på. Mænd indeholder da mange flere nuancer end fiskeri, sport og øldrikning. Ikke at der er noget i vejen med at være en mand, der kan lide de ting og hader at shoppe – der er bare mange måder at fremstille tingene på.

Feminisme omfavner så mange forskellige mennesker. Der er plads til så mange forskelligheder. Der er mange som tror, at man ikke længere kan sige noget, uden der er nogle der bliver stødt. Selvfølgelig kan man det, men det handler jo også om respekten for hinanden.

Feminisme for mig handler netop om respekt. At jeg kan stå som kvinde i et job og blive taget lige så seriøst som mine mandlige kollegaer. Eller at jeg på vej til eksamen på uni, iklædt en kjole og læbestift, ikke behøver kommenterer som: “nååååå, det er måske en mandlig censor, du har dig?” Det gør mig ikke mindre værdig, fordi jeg omfavner min femininitet. Det gør mig ikke mindre intelligent, at jeg har rød læbestift på og krøllet mit hår.

Senest har folk virkelig været vrede over Gilettes seneste reklame. Hvorfor forstår jeg ærlig talt ikke. Jeg synes, at det er fedt at se et firma med så stor indflydelse tage del i de ting, som foregår ude i verden og bruge dem til noget. Den reklame siger ikke at alle mænd er nogle voldelige idioter, som råber efter kvinder eller ikke kan opføre sig ordentligt. Den siger bare, at vi alle sammen har et ansvar for at gøre vores fælles fremtid bedre – og det gælder os alle sammen. Hvis jeg skulle blive forarget over alle de reklamer og artikler som prøver at opfordre kvinder til at blive bedre til det ene og det andet, så kunne jeg ikke andet. Ja, men jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg skal sige til det her palaver. Jeg er nok mest af alt forvirret, men samtidig har det jo tydeligvis ramt et ømt punkt for mange i en eller anden grad. Hvilket heller ikke er så dumt endda.

Jeg sidder hver gang med en storgrinende far, fordi han synes, at det er sjovt at stikke til feministen eller også synes han ikke at det vedkommer ham. Noget som jeg synes er ved at være brugt op nu. Vi har grint af feminisme nu. Vi har grint af rødstrømperne og de kvinder, der blev så ivrige efter at brænde BH’en, at de næsten ikke fik den af inden. Jeg kan sagtens grine af mig selv indimellem, så det er ikke fordi, at det skal blive så alvorligt, at man ikke kan grine igen. Jeg kan sagtens grine af min måde at være feminist på eller af min måde at være kvinde på. Jeg er bare ved at være så frustreret over, at ørene lukkes i inden, at man har sagt noget, fordi det sikkert er den fjollede “råbe-feminisme” igen.

Jeg bliver så frustreret hver gang. Min egen familie griner af min fremtid og mine børns fremtid (hvis de en da kommer). De har sat sig så meget ud af det, fordi de ikke føler, at det omhandler dem. Det gør det. Det omhandler os alle sammen. Det omhandler den tid, som vi lever i nu. Det handler om fremtiden. Det handler om den måde, som vi har tænkt os at opdrage kommende generationer og sætte en dagsorden for den verden, som de skal vokse op i. Det omhandler dem, fordi vi skal hjælpe hinanden til at udvikle os som mennesker. Argumentet med “sådan har det altid været” er bare ikke godt nok længere. Det er ikke længere gyldigt.

Feminisme handler om, at der skal være plads og respekt til at man gør det, som føles rart for en. Om det så er at barbere sig eller ikke gøre det. At små drenge leger med actionman eller klæder sig ud i prinsessekjoler. At små piger leger med legekøkken eller fodbolde. Om det så er læbestift og langt hår eller om det er kort hår og ingen makeup. Om man så definerer sig som det ene eller andet.

Who cares?? You do you.

Så længe at vi ikke er ondskabsfulde overfor andre.

Vi behøver ikke at forstå hinanden hele tiden, men nogle gange skal man bare acceptere hinanden i stedet for.

Det handler om at kæmpe for rettigheden til at være sig selv uden at skulle være bange for hatecrimes, mobning, grimme ord eller udstødelse. Det handler om at kunne skabe en verden, hvor der er rum til at være anderledes. Det går ikke længere bare at grine af det eller at rulle øjne, når en feminist åbner munden.

Mange tror, at det handler om at kønnene skal være helt ens. Nej da! På ingen måde. Vi skal netop være forskellige, men derfor skal vi stadig respekteres og være lige meget værd. Ingen mennesker kan det samme alligevel og ingen er ens. Vi har alle sammen forskellige evner og gaver, men derfor skal vi da stadig være lige værdige.

Vi burde alle være feminister. Hvorfor? Fordi det handler om dig, din familie, dine kommende generationer, din verden og det som foregår udenfor i verden.

Jeg er så træt af at være familiens feminist, som skal udfrittes hver gang på en grinende, ligegyldig måde. Jeg vil så gerne snakke om det, men når vi alle sammen mødes men en defensiv attitude, så kommer vi ingen vegne. Det er så tit kommunikationen, der går galt. Nogle råber, nogle andre råber så højere og så kommer vi ingen vegne.

Jeg lærer konstant om min egen udgave af feminisme. Jeg føler mig nogle gange som en dårlig en af slagsen, fordi jeg stadig synger med på rap-numre med eksplicitte tekster og stadig godt kan sætte Sex & the City på og nyde det for, hvad det var dengang. Jeg lærer hele tiden og jeg vil gerne udvikle mig. Jeg vil gerne lære og lytte, så vi kan komme videre herfra.

Jeg bliver bare så øv over, at vi sidder fast i fordomme og at man næsten ikke tør stå ved, at man kæmper for kønnene. Jeg ved godt, at den perfekte verden ikke findes og at vejen er lang endnu. Jeg ved godt, at vi ikke kan synge en fællessang og alle kommer til at acceptere det. Man har lov at drømme.

Alligevel så vælger jeg sgu at så ved, at jeg er en fucking feminist – og jeg er fucking stolt af det.


MANBOX* = Den er i øvrigt blevet fjernet fra Zalando og det er reklamen også.

New beginning. Who dis?

Ja, det er nok ikke sidste gang, at jeg kommer til at sige det. Det er dog for alvor noget, som jeg har tænkt mig. En ny start. En ny begyndelse.

Jeg har virkelig længe gået med drømmen om at fuldtidsblogge og -influence. Det gør jeg sådan set stadig, men denne her gang der vil jeg gerne gøre noget ved det. Jeg har allerede kastet alt, hvad jeg havde i hænderne for at komme igang, men det er bare ikke nok i sidste ende. Jeg bliver nødt til at få spidset albuerne lidt og tage mig selv seriøst. Måske fordi jeg tit ender med at træde mig selv lidt over tæerne af, at det hele føles lidt pinligt og kan det nu gå. Hvad med fremtiden? Hvad med uddannelse? Hvad med hvad andre tænker?

Jeg har i nu fem måneder siddet hjemme foran skærmen. Jeg har arbejdet, men jeg har godt nok også sovet lidt i timen. Jeg har sat det hele på standby, da jeg fik min kontrakt hos Bloggers Delight. En kontrakt som jeg var så stolt af og som jeg var sikker på ville hjælpe mig videre. Jeg glemte bare, at jeg stadig er den, som skal arbejde for at opnå nogle resultater. Nej, jeg bliver nødt til at vise mig selv og vise at jeg virkelig mener det. Konkurrencen er benhård. Der er så mange dygtige mennesker i denne her branche. Mennesker der knokler dag ud og dag ind for det, som de har opnået.

Så nu har jeg sat kampen ind for at bevise overfor mig selv, at jeg godt kan det her. Jeg ved nemlig, at jeg er stærk og dygtig nok til det, men det ved verden jo ikke nødvendigvis også. Det er noget, som jeg bliver nødt til at lave mit benarbejde omkring.

Så da jeg vågnede i morges var det med en nyfunden glæde til mediet, hvorfor jeg overhovedet begyndte på det og hvad jeg skal til at gøre bedre nu. De sidste fem måneder har ikke været spildt, men niveauet skal op nu.

Jeg skal ud. Så dagen har budt på ideer hele vejen rundt, mens jeg har danset til “I’m still standing” og “I’m coming out”. Fordi selvom at drømmen føles svær at opnå eller tingene ikke lige går efter mit hoved, så er det ikke fordi, at jeg har tænkt mig at bakke ud. Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ved, hvad jeg går efter og jeg ved at det er muligt. Det kræver tid, tålmodighed og hårdt arbejde. Det kræver at kunne tage et afslag indimellem, men midt i det hele, så vil der også være det ja, som man har brug for.

Min brystkasse føles lettere. Jeg kan trække vejret igen. Det er det her, som jeg vil. Det er det her, som jeg brænder for helt ind i det inderste af knoglerne. Det havde jeg bare glemt for en stund. Jeg har så meget på hjerte, så meget jeg gerne vil sige og så meget jeg gerne vil lære.

Så jeg rykkede alt op omkring min instagram. Gamle billeder blev fjernet og et nyt tema begyndte. Ikke, at det er den store revolution set udefra, men indeni så er jeg langt mere stolt af det, som jeg er igang med nu end før. Det er bare pænere og meget mere mig nu end nogensinde før.

Jeg har besluttet mig for at tage ansvar for mig selv. Jeg har tænkt mig at holde hovedet oppe uanset, hvor mange nej’er der kommer, fordi et eller andet sted mellem dem, så kommer der sikkert en masse ja’er og dem er jeg så klar til.

Indrømmet, er hele det her projekt ikke gået helt, som jeg havde planlagt. Måske fordi man ikke rigtig kan planlægge det og det ved jeg så nu. Så jeg har lavet nogle ændringer, skiftet taktik og har en kampgejst der siger spar to.

I’m still standing!

Besøg gerne den “nye” Instagram: @frk.mejer

Forkerthed? Nej tak.

Jeg vågnede i lørdags med en følelse af overvældende overskud. Også selvom at søvnen er svær at finde for tiden. Alligevel opstod der en eller anden energi, som havde været gemt væk under angsten, de kriblende arme og den tunge brystkasse. Der var et eller andet, som fortalte mig, at det var tiden til at steppe op og komme videre. Jeg foretog en god del beslutningen bare den morgen.

Jeg tog beslutningen om at få lukket nogle hængepartier ned, som bare har været i luften og som på et plan har stresset mig. Der blev skrevet og der blev sagt farvel. Der blev åbnet op for en ærlighed og for muligheden af, at der kunne ske noget nyt. Jeg havde brug for at tage skeen i den anden hånd. I stedet for kun at brokke mig. Så ville jeg gøre noget ved de ting, som jeg rent faktisk kunne arbejde på og tage ansvar for. Alt for længe har jeg brokket mig over, hvordan andre mennesker behandlede mig. Jeg sagde bare ikke fra og jeg tillod selv, at de kunne gøre, hvad de ville. Det var slut lige der. Det var en lettelse.

Jeg besluttede mig for at tilgive de gamle forliste parforhold og definitivt tilgive mig selv for at have behandlet mig selv dårligt ved at blive der. Det har taget mig næsten to år at komme mig over det sidste forhold. Ikke på sådan et romantisk plan, men for at kunne lukke for den vrede, som jeg har båret på siden da. Jeg satte mig ned og skrev et fem siders langt brev om, hvordan det hele havde været og hvordan at jeg havde oplevet det. Hvordan det havde fået mig til at føle mig helt forkert. Hvordan at jeg havde lavet om på mig selv i håbet om at få anerkendelse. Hvordan jeg havde slået flikflak og stået på hovedet for at vise, at jeg var rigtig og alligevel ikke kunne være det. Jeg har brugt hele mit liv på at føle mig forkert. Forkert i forhold til påklædning, personlighed og interesser. Jeg har følt mig forkert, når jeg har datet eller mødt nye mennesker, fordi så var jeg sikkert for meget eller for lidt. Måske. Men jeg er kommet frem til, at jeg ikke kan bruge hele mit liv på at lave mig om for andres skyld. Jeg bliver nødt til at være tro overfor mig selv og være den, som jeg er. De personer som sætter pris på det, de er der og dem der ikke gør, de behøver ikke at være i mit liv.

Jeg tilgav mig selv. Jeg fik en brat opvågning i forhold til, at jeg gang på gang har stået med knuden i maven over, om jeg var god nok og om jeg gjorde det rigtige. Jeg tror på, at jeg gør det mest rigtige, ved at være mig selv helt ind i hjertet. Jeg har været så angst for at miste, at jeg har gjort alt for at behage og holde kløerne i. Jeg har været så bange, at jeg ikke engang har kunne vise andre den rigtige mig, fordi hvad nu, hvis det var den forkerte Louise? Jeg har fået sætningen “jamen, jeg kender dig slet ikke længere” rigtig mange gange, når jeg endelig har brudt med personer i mit liv eller har stået ved mig selv. Det er jo på sin vis en fair udmelding, da jeg aldrig turde vise den rigtige mig. Når den så kom frem, så var det jo en hel anden person, end den som de havde oplevet i størstedelen af tiden.

Jeg gider ikke længere være bange for, om jeg siger det rigtige eller om jeg ikke er det, som nogle gerne vil have. Jeg vil gerne stå ved, at jeg har brug for planlægning for at have det rart. Jeg har brug kontrol over sagerne. Jeg kan ikke lide at sove i telt ude i skoven, men jeg kan godt lide at drikke bobler og gå i glimmerhæle. Jeg er pisse upraktisk. Jeg griner nogle gange for højt og andre gange står jeg bare ovre i hjørnet og retter alt for meget på håret af ren og skær usikkerhed. Jeg kan ikke lide at se fodbold, men jeg bliver rørt over Masterchef og gisper til Bagedysten. Jeg elsker mode, designkunst og læbestift i alle mulige farver. Så har jeg også så hulens mange ambitioner, at det halve kunne være nok. Jeg vil ikke sige undskyld for, at det er sådan, jeg er indrettet. This is what you get. Jeg gider ikke gemme mig bag en væld af masker og grimasser for, at der er nogle der skal kunne lide mig. Det tager min energi og det har sat mig i nogle helt forkerte situationer. Jeg er endelig kommet hjem til mig selv.

Jeg kan alligevel ikke behage alle mennesker og det er spild af tid at prøve. Jeg kan derimod prøve på at være et rart og godt menneske. Der vil altid være nogen, som ikke forstår eller, som ikke bryder sig om, og det er faktisk ret okay. Jeg har brugt så meget energi på at være på standby i forhold til, hvor andre mennesker havde brug for, at jeg var. Så jeg stod klar og har været i en permanent venteposition, fordi hvad nu hvis, at det var nu. Eller måske nu? Det har slugt så meget god energi. I stedet for at tage ansvar, så har jeg været så bange for, om jeg nu blev for meget eller gjorde noget forkert ved at pippe forsigtigt ud med mine behov, fordi de var nok ikke vigtige nok. Det gider jeg ikke mere. Jeg gider ikke at spilde min tid på at være 7000 forskellige mennesker eller at have det dårligt over at være, som jeg nu engang er. Jeg siger ikke, at den følelse ikke vil dukke op engang imellem eller jeg altid kommer til at åbne munden, fordi jeg er konfliktsky. Men jeg har fået min åbenbaring og fået kastet lys på noget nyt, så nu ved jeg det til næste gang. Det er altid lettere at gøre noget ved det, når man først kender tegnene.

Jeg er sgu ikke forkert. Det har været noget af en opvågning, men nøj, hvor var den tiltrængt. Farvel til det dårlige, de unødvendige og det negative. Goddag til ansvar for mig selv, tilgivelse og følelsen af rigtighed helt nede i mavsen. Hurra!!

Kan man både være køn og klog?

Jeg sad til eksamen i fredags med fire andre piger. Vi ventede på, at det blev vores tur og imens prøvede min veninde de sko, som jeg havde taget med til hende fra min mors forretning. De var lyserøde med stropper og helt flade. Der var intet vulgært over dem. Hun prøvede dem midt på gangen og en ældre herre dukkede op.
“Nååå, hjælper sådanne sko til at få en bedre karakter?”, spurgte han i ramme alvor og og min veninde grinede lidt og sagde sarkastisk “Ja, man har vel lov at håbe.”  Han fulgte op med spørgsmålet om, hvorvidt det var en mandlig underviser og vi grinede alle sammen og i kor svarede vi “ja da.”
Herrens udtryk gik fra seriøst til chokeret og vi kunne ikke andet end at fnise lidt. Der sad tre af os med høje hæle, to af os havde læbestift på og vi havde da alle tænkt over, hvad vi skulle have på i dagens anledning. Vi begyndte hurtigt at gøre lidt grin med det, da herren havde forladt gangen. Den ene fjollede med, at man måske bare skulle stikke benet ind først og sådan lidt i caberet stil. Silkeblødt og med en sød pigestemme ytrede jeg “Ej, ups! Jeg tabte noget på gulvet. Jeg må hellere…. samle det op”, mens jeg førte hånden elegant op ad låret. Der blev også lavet hairflips og rullet lokker af hår rundt om fingeren på bedste vis.

Vi trillede rundt af grin og alle gjorde grin med, at vi burde have taget en nedringet bluse på i dagens anledning. Så sad vi alle sammen med en høj halsudskæring og hvordan skulle det være en fordel i herrens underlige scenarie? Tænk engang, at fordi vi sidder der fire, labre piger, så er det ikke for vores egen skyld, men det tolkes som, at vi gerne vil have en bedre karakter baseret på vores udseende. Det har intet med det at gøre og ingen af os havde tænkt i de baner. Jeg havde en sort kjole på i 50’er stil, pink læber og et par sko med 3 cm hæl på. Nej, det var ikke for min eksaminators skyld, men fordi jeg gerne vil præsentere mig ordentligt. Jeg er mit eget brand og jeg går op i, hvordan jeg udtrykker mig selv. Jeg har ikke brug for læbestift for at klare mig i livet, men jeg gør det, fordi jeg synes det er pænt. Jeg kan godt klare mine eksaminer uden og fordi vi sidder med lyserøde sandaler og høje hæle, så er vi ikke nødvendigvis så dumme, at vi skal køre på vores udseende. Det er en trist antagelse af piger ikke har andet at spille på eller at det ene eliminerer det andet. Jeg kan da både se hammer godt ud og få gode karakterer. Intelligens og udseende kan godt gå hånd i hånd og det burde vi efterhånden have forstået. Tænk, at vi stadig skal udsættes for antagelser som dem og at man ikke bliver taget seriøst, fordi vi gør op i, hvordan vi tager os ud. Det mest utrolige ved hele situationen er, at jeg faktisk skal til at skrive bachelor i lige netop den problemstilling. Mode og skønhedsidealer er så grundlæggende i kvinders liv og vi bliver stadig konfronteret med det. Jeg har lige netop færdiggjort min læsning af The Beauty Myth af Naomi Wolf og den kan anbefales til alle og enhver. Hun bruger et helt kapitel på problemstillingen med, at kvinder ikke må have begge dele. Der er en ide om, at man som kvinde kun kan rumme looks og brain. Vi er enten smukke, labre og et syn for guder, men så har vi intet relevant at sige og så må vi leve på det. Den anden er at vi er kloge, kreative og kompetente, men så er vi kiksede at kigge på.

Det er også en trist antagelse for mændenes vegne, fordi det er jo ikke alle mænd, som ikke kan sidde sammen med smukke, unge kvinder og kun fokusere på det. Vi burde da været kommet ud over, at mænd udelukkende vurderer vores udseende og at vi kun spiller på det. Den gælder jo begge veje.

Der er mange ting, som jeg ikke ved noget om og hvor jeg ikke er klog. Jeg har også mange andre områder, hvor jeg er klog og reelt ved noget om emnet. Når jeg går til eksamen, så tænker jeg altid på at tage mig ordentligt ud. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil agere professionel, men det betyder ikke, at jeg skal iklæde mig suits and boots. Jeg kan være mindst lige så klog i hæle, læbestift og en kjole. Jeg forventer også, at blive taget mindst lige så seriøst som alle andre.

Den ældre herre kom tilbage senere og kiggede ned på min venindes sko. Hun havde skiftet tilbage til sneakers, fordi sandalerne bare skulle prøves og ellers ville jeg tage dem tilbage igen. Han gav mig et surt blik, men det eneste jeg kan er at smile over sådan noget. Det er frustrerende, at man som kvinde stadig skal leve op til en særlig kønsrolle eller at man skal klæde sig som mændene gør. Det værste ved ham var, at han virkelig mente det. Det var ikke ironisk, men sådan er der så meget. Vi fik til gengæld meget sjov ud af det og vi klarede alle sammen eksamen rigtig godt. Om det så var fordi, at vi så smukke ud, det var jo ikke op til os at vurdere. Dog tror jeg at de fleste mandlige undervisere godt kan se ud over looks, når de bedømmer os. Personligt bruger jeg ikke mit udseende til at komme godt igennem mine eksaminer, fordi det behøver jeg ikke. Nogle gange går det godt og andre gange ikke. Det har intet med min påklædning eller pink læber at gøre. Vi opførte os alle professionelt, fordi universitetet fungerer som vores arbejdsplads og vi vil gerne tages seriøst af vores undervisere. Jeg har også høje hæle på til undervisning, når jeg handler og når jeg bare føler for det. Jeg forventer ikke bedre karakterer, gratis varer eller noget andet af den grund.

Jeg tror, at jeg taler for de fleste kvinder, men femininitet og intellegens kan sagtens kombineres. Vi er faktisk ret fantastiske, fordi vi formår at lægge de perfekte cateyes med rystende hænder på eksamensdagen og vi gør vores ypperste. Vi er kommet længere i dag og vi er ikke sexobjekter uden mening. Uanset hvordan kvinder foretrækker at tage sig ud, så skal vi tages seriøst. Om man så er til suits & boots, catyes & red lips eller  noget helt femte. Der skal være plads til alle og det gælder alle aspekter.

Hvem gider en brystløs, frigid slut?

Jeg er i fuld gang med at læse Ludermanifestet skrevet af de tre ladies fra Girlsquad. Jeg har virkelig være skeptisk omkring dem og bogen, men jeg havde det også samtidig sådan, at man kan ikke have en mening uden at læse lidt op på det. Jeg har kun læst omtrent 100 sider, men jeg har haft kuldegysninger flere gange. De gode af slagsen, fordi jeg netop kan se mig selv i rigtig meget af det. Flere gange har jeg også bare bladret igennem og fundet et citat her og der. Det sat en hulens masse igang inde i mig.

Jeg er blevet kaldt for luder op til flere gange. Luder, fordi at jeg ikke ville give mit telefonnummer til en mand i byen eller luder, fordi at jeg ikke reagerede på catcalling, mens jeg bare mindede min egen business. “Der er jo heller ingen, der vil knalde en brystløs luder” har jeg også fået kastet i hovedet mere end én gang. Godt nok med variation. Det er utroligt, at mine små bryster skal smides ind i ligningen, men det skal de altså. Det er et eller andet forsøg på at ramme noget, der burde gøre ondt. Men truth be told, det gør det ikke, fordi jeg elsker mine små bryster. Det er okay, at andre ikke gør, men jeg er fan. Jeg har haft mine issues, men vi har sluttet fred. Så da en tidligere kæreste spurgte, om jeg ville have lavet dem større, så måtte jeg sige pænt nej – alle fem gange.

Jeg har haft kærester, der har kaldt mig frigid, fordi jeg ikke har været in the mood. Jeg er blevet kaldt uptight og prinsesse mange, mange gange, fordi at jeg går efter, hvad jeg vil og fordi jeg fremstår meget stoisk. Jeg er enormt reserveret, når jeg er blandt mange, men det gør mig ikke til et dårligt menneske. Jeg fik på et tidspunkt smidt i hovedet af en fyr, at jeg gerne måtte “slippe min good girl-act og gå hjem med ham, fordi det var jo det, jeg gerne ville”. Også selvom at jeg lænede mig tilbage og fjernede hans hænder, hver gang at han lagde dem på mig for at trække mig ind til ham. Han spurgte aldrig, om hvad jeg ville? Fordi det var ikke en “act”, det var simpelthen bare sådan at landet lå og sådan jeg er. Jeg sætter ikke en eller anden act op, fordi at jeg ikke går hjem med en dude. Det skal jeg da nok helt selv bestemme. Jeg blev ghostet af en FWB, fordi jeg efter lidt tid begyndte at “kræve”, at jeg også fik lidt mere pleasure ud af det, så det ikke kun var ham. Vores næste aftale blev aflyst og så hørte jeg ingenting derfra. Og alligevel var det mig, som sad med dårlig samvittighed. Mig? Fordi jeg også gerne ville have en afslutning på et samleje.

Det var især linjen “…så jeg kan sætte et fucking godt show på i sengen” fra bogen, som ramte mig. Fordi hvis der er noget, jeg har gjort alle dage, så er det at sætte et show på. Jeg er nået dertil, hvor jeg næsten ikke ved, hvordan man gør andet. Jeg har ikke haft ret mange partnere. Men når jeg tænker tilbage, har alt været for showets skyld. Jeg ved ikke engang, om jeg reelt set er god i sengen. Jeg har været så caught up i at prøve at efterligne pornobranchen udadvendte sex-kitten-ideal, at jeg har glemt mig selv. Jeg har aldrig i mine seksuelt aktive (aktive og aktive er nok så meget sagt) år været i seng med en, hvor jeg har tilladt mig selv at være en del af det. En blanding af, at jeg ikke har troet, at jeg måtte og fordi at jeg hele tiden har troet, at når manden var færdig, så var det hele slut.

Jeg er blevet misbrugt i en eller anden grad som barn, men selv da jeg sagde det højt, der blev det taget imod med en støtte, men samtidig også en “boys will be boys”-vibe. Jeg tog den selv med i ligningen, da jeg fortalte det, fordi intentionen ikke var at gøre mig ked af det, men det blev jeg. Han var 12 år og jeg var 6 år, men intentionen var “bare”, at hans seksualitet var begyndt at udvikle sig og jeg var der. Men hvad med mig? Hvad med al den skam og forkerthed, som jeg sad tilbage med og først kunne få kvækket ud som 22-årig?
Hvad med da jeg blev overgrebet, fordi jeg følte mig presset og overtalt? At jeg først havde sagt nej, men jeg alligevel endte med at gøre det, fordi jeg ikke længere følte, at jeg havde et valg. At jeg har haft svært ved at bruge termet “voldtægt”, fordi jeg stadig ikke helt har accepteret det, eller fordi der ikke var fysisk vold og fysisk tvang. Eller alle de gange, hvor jeg har skulle forsvare det, fordi det heller ikke havde været intentionen at gøre mig ondt? Eller at jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke gjorde noget, men guderne skal vide, at hvis jeg kunne lave alt det om, så havde jeg gjort det.

Hvad med da jeg holdt op med at mærke mig selv, fordi jeg ikke kunne holde ud at være i min egen krop? Hvad med da jeg græd foran min psykolog, da hun foreslog, at jeg skulle lære at være intim med mig selv? Tanken om at skulle køre mine egne hænder ned over min egen beskidte, ulækre og brugte krop gav mig kvalme. Hvad med da jeg prøvede og den velkendte skam skyllede henover mig, fordi jeg har forbundet de to ting. Eller da jeg græd efter at have været inde hos en mandlig læge, som på ingen måde havde tid og overskud til at undersøge mig på en rolig måde eller at lytte til min historie og min bekymring. Så jeg sad sammenkrympet og storhulkende i flere dage, fordi jeg følte, at der endnu engang var blevet rodet ved mit inderste og ved al skammen over at være kvinde. Jeg håbede på at en tur i svømmehallen med klor og vand ville rense mig ren, men hverken det eller turen i saunaen ændrede på, at jeg senere lå på min seng og ikke kunne stoppe med at græde igen og smerterne i mit underliv var altoverskyggende.

Og nu, hvor jeg prøver at finde mig selv og bruger ordet “nej” mere end nogensinde før, så får jeg at vide, at jeg også bare er en eller anden, som tror en hel masse om mig selv. Næh, sådan set ikke, men jeg vil gerne have retten til at sige nej.

Eller hvad med hele historien om, at jeg ikke “kan” være inspireret af pinup og 1950’erne uden, at jeg er automatisk også gerne vil være en hausfrau eller ikke kan være feminist? Eller da jeg blev called out inden en eksamen af en ældre professor, som mente at min påklædning ikke var tækkelig og at han ordret sagde “er det fordi, at det er en mandlig censor, du har dig?”. Jeg stod i en kjole, der gik ned til knæet og en cardigan, samt en hæl og et par røde læber. Jeg kan godt se sådan ud og stadig brillere i at snakke om russisk litteratur. At jeg gerne vil klæde mig på en særlig måde, handler om min egen følelse og ikke fordi, at jeg håber på, at det kan give mig en fordel her i livet. Jeg vil da tages lige så seriøst, som hvis jeg stod i et tækkeligt suit. At jeg også viser lingeribilleder frem, handler om min egen kropsaccept og at jeg aldrig indbyder til noget. Man må gerne kigge, men det er ikke en invitation til noget – nogensinde. Jeg skal nok sige til, hvis jeg vil et eller andet.

Jeg ved godt, at det her indlæg blev lidt mere in your face end, hvad jeg normalt gør. Men jeg tror bare at der var en del af mig, som simpelthen blev så træt af, at jeg altid lidt går og skammer mig. Jeg forsøger at blive mere woke, lære mere og blive mere feminist. Jeg fortæller min historie, min oplevelse og min sandhed. Jeg kan kun sige, hvad der sker indeni mig og jeg kan sige, at jeg glæder mig til at få læst resten af bogen.

Må jeg ligge her – med bare bryster og solhat?

Personligt synes jeg, at det er lidt trist, at kropsbilledet i dag er blevet så forskruet. Der er så mange mennesker, som er nervøse for, hvordan de ser ud. Jeg tilbragte lidt tid på stranden i dag og til trods for at det ikke var stegende hedt, så sad der rigtig mange med tøj på. Jeg bliver selv meget opmærksom på, hvordan jeg ser ud og jeg ville nok aldrig turde ligge med bare bryster. Ikke engang da vi havde et hus med med lukket have midt ude på landet og jeg var alene hjemme. Det er selvfølgelig mit problem, men jeg har ikke bryster som ligner dem på bussens reklamer, på glamourmodellerne eller i TV. Mine er slet ikke så perky, runde og store, mine er bare mine små Louise-bryster.

Jeg har faktisk i mange år været ked af, at jeg ikke havde fået nogle større eller “bedre” bryster fra naturens side. Jeg har hørt så mange fyre sige ting som “ej, du skulle da næsten have tatoveret, hvad der er for og bag” eller “godt at du har langt hår, ellers ville man tro, at du var en dreng.” I starten irriterede det mig og gjorde mig endnu mere opmærksom på mine fine B-skåle. Jeg begyndte på P-piller og fik faktisk lidt større bryster, men fordi jeg tabte mig på et tidspunkt, så tabte jeg også min C-skål. Jeg endte faktisk på en A-skål, men jeg har sjældent været gladere for dem. Det er nok en af de ting, som jeg er mest stolt af, men alligevel så tør jeg ikke ligge og vise dem frem.

Måske ikke så meget fordi, at de ikke er perfekte, men fordi det er blevet underligt i dag. Det er ikke længere normalt at ligge halvnøgen på stranden eller i parkerne, fordi det tør ingen. Der er blevet sat fokus på kroppe, men alligevel er vi alle sammen så kropsforskrækkede. Der er ikke normaliseret at være nøgen, til trods for at vi bliver født sådan og sagtens kunne rende rundt med numsen bar som børn. Det er lige før, at man ikke ser det længere. Børnene er nu pakket ind i UV-badedragter og solhatte. Jeg har overhørt forældre sige til deres vandglade børn, at de ikke kan komme i vandet, fordi de ikke havde pakket badetøjet. Jeg siger ikke, at vi skal gå full-on naked hele tiden, men hvorfor kan vi ikke få lidt af det naturlige tilbage? Vores kroppe er jo dem vi er blevet givet og man skal have lov til at lave det om, som man lyster, hvis det er der lykken ligger, men vi burde jo alle turde vise os frem. Jeg tør næsten ikke engang ligge mig på egen altan i bikini, fordi en nabos køkkenvindue kan se lige ned, men hvad så? Hvis ikke de kan holde ud at se min blege krop, så kan de rulle gardinerne ned eller forlade køkkenet indtil, at jeg er gået indenfor. Jeg er hele tiden så bange for at krænke andre med min krop og min hud, men helt ærligt. Jeg går jo ikke nøgen ned på gaden eller ligger nøgen på altanen.

Jeg kunne også bare være ligeglad, men man er jo nervøs for, at der bliver kigget underligt eller at nogen ikke kan styre deres lyster. Der er jo nogen der har svært nok ved at styre det, når vi er fuldt påklædt. Jeg har ikke tal på alle de gange, at der er en mand, som har gramset på mig, fordi jeg så “for lækker ud” og det er ingen undskyldning. Kvinder bliver filmet på Roskilde, fordi de tisser, hvordan skal det så ikke blive, hvis en ung pige (og andre) ligger med brysterne fremme på stranden. Jeg har ikke lyst til at blive en del af ens feriealbum, fordi jeg ligger halvnøgen. Jeg vil stadig gerne have lov til at være privat og selvfølgelig kan man ikke undgå blikke, men i en tid, hvor kameraet og telefonen altid er i lommen, så vil jeg ikke risikere noget.

Jeg synes at det er ærgerligt og jeg bliver irriteret på mig selv over, at jeg ikke bare gør. At jeg ikke bare er ligeglad, men at opleve andres usikkerhed styrker min egen. Jeg er selv kropsforskrækket, men over for min egen og jeg har et skørt forhold til den. Jeg er kropsforskrækket og berøringsangst, fordi jeg er bange for at udsende signaler, som jeg ikke er klar over. Jeg vil ikke indbyde til noget, som giver en “konsensus” eller adgang til noget, fordi jeg står med min A-skål i vandkanten. Min største frygt er at blive krænket og vi lever i tider, hvor der stadig er meget victimblaming. Så jeg tør ikke gamble alt for meget, fordi hvad hvis der skete noget. Det er en frygtelig tanke og det er frygteligt, at jeg har det sådan. Min fornuft siger jo, at det ikke bare sker, men med alt det man hører og læser, så ved jeg snart ikke. Mennesker er blevet krænket for de særeste ting og signaler, som aldrig er blevet sendt. Sager om det ene og det andet, hvor det var offerets skyld, fordi de klædte sig forkert. Der er ikke noget, der hedder at klæde sig forkert. Der er ikke noget, der hedder at se forkert ud. Det burde der ikke, fordi vi er blevet skabt, fordi vi skal se sådan ud. Jeg har også mine erfaringer med krænkelser, så det er nok også medvirkende til min tøven.

Mit store ønske er at kunne hvile nok i mig selv og kunne elske alle dele af min krop. Jeg elsker mine A-skåle også selvom, at jeg ikke tør vise dem frem. Jeg elsker dem stadig, fordi de er en del af mig og måske ligner jeg et strygebræt, men så er jeg det mest fabulous, fierce og fine strygebræt længe.

I må have mig undskyldt, men jeg skal ud og sole mig på altanen (med bikinitop dog) og så må naboen rulle gardinet ned eller kigge på. Who cares? Jeg er nok slet ikke så spændende, men det er så nemt at analysere, overfortolke og -tænke.

Nyd solskinnet i dag, mens det er her. Møs.

Det her indlæg kom lidt i kølvandet på en fellow bloggerinde Emilie Ildstein og hun er så modig, at hun tør smide badetoppen, når hun er i udlandet. Læs indlægget “Topløs op stranden”, som inspirerede mig.