22. dec – Overvældelse, relationer og kreativitet.

Jeg sad pludselig og reflekterede over mit 2019.

 

Jeg har virkelig været all over the place, når det kommer til at sætte ord på det. Måske er det også lidt tidligt, når det “kun” er november, men hey, der er sket mere end jeg lige troede.

 

Jeg var til meditationsaften og under meditationen fik jeg en følelse af kvalme og ubehag i hele kroppen. Den følelse som gik igennem mig var følelsen af overvældelse. Det trykkede ubehageligt i brystkassen og jeg havde det ikke så godt.

Lige pludselig lettede det hele, da jeg begyndte at gå mere ind i følelsen af overvældelse. Ikke, at det har været et dårligt år, men jeg har følt mig underligt overvældet af alt muligt.

 

Kærlighed er ikke nemt

Det første der kom frem var mit forhold. Det har overvældet mig. Det har overvældet mig at have så mange ægte følelser for et andet menneske, som jeg har for R. Det har ramt mig hårdt og jeg har kæmpet med følelsen af at være forelsket og den kærlighed, som er opstået.

Åha, det lyder da hårdt, var Louise? Sådan at have en god kæreste, der støtter dig og som altid kysser dig på panden, når du er stresset eller som holder om dig, når du har brug for det? Pyha, det er da overvældende.

Det har været enormt overvældende for sådan en som mig. Både det at føle så meget den anden vej, men også at skulle modtage den andens kærlighed.

Jeg har ikke prøvet det før. Jeg har kun prøvet forhold, hvor ingen helt vidste, hvorfor at de var gået ind i det. Det her har været anderledes og R er det mest rummelige og gode menneske på jorden.

Han bliver stort set aldrig sur. Han råber ikke af mig. Han passer på mig. Han holder mig i hånden, når jeg har angst og han lytter, når jeg brokker mig over alt muligt, eller lytter når jeg fortæller om et parfumeevent, som jeg var til. Han accepterer min “sindssyge” (og meget upraktiske) tøjstil og kører gerne en time i hver retning for at hente mig efter en koncert – bare fordi.

Hvordan tackler man det, når man er vant til stole, der flyver igennem lokalet og en masse grimme ord, der bliver råbt i begge retninger?

Det har krævet meget af mig og vores forhold har fyldt meget i 2019 – på den gode måde.

Det har været helt underligt at blive modtaget så godt ind i en svigerfamilie og have følelsen af, at jeg kan være mig selv – den upraktiske og aaaaalt for følsomme pige, som jeg nu engang er.

Det hele har været lidt en rutchebane, fordi vi begge komme fra en lidt rå fortid af forhold og vi begge er sindssygt følsomme. Vi har danset frem og tilbage, fordi ingen ville blive såret og ingen ville give sig alt for meget.

Det er en dans, fordi nogle gange føler jeg, at vi næsten har mødt hinanden et par år for tidligt. Jeg tror på, at det er os, som skal være sammen, men jeg tror også på, at vi skal give hinanden god plads til at vokse ind i det. Der er et stort behov for frihed for os begge.

Vi ses ikke hver dag og vi kommer måske ikke til at bo sammen i første omgang. Men det er okay for os, fordi vi har en masse ting, som vi skal finde ud af – sammen og hver for sig.

Jeg ved, at jeg elsker ham. Det var derfor, at jeg sagde det helt skælvende og græd, da han sagde det tilbage. Det hele prikkede i min krop, da han en dag var den, som sagde det først.

Vi har vores ting, men vi er også rigtig gode sammen.

 

 

Job – Blog – Kreativitet.

Part to af 2019 har været jobbet som selvstændig, dét at søge jobs og dét at finde sin kreativitet frem på en ny måde.

Jeg laver fashion-inspirerede shoots som aldrig før. Jeg nyder det langt mere end tidligere. Jeg tror, at jeg har fundet en anden måde at udtrykke mig på end tidligere.

 

Men ja…..

Året 2019 har bragt livet som selvstændig med sig. Det har været en vild omgang. Eller vild og vild, men det har krævet meget af mig. Det har krævet at skrive til firma efter firma med pitches, ideer, collager, presskits og meget andet – for at få et nej eller ikke at få et svar overhovedet.

 

Det har været vildt frustrerende at have så mange fede ideer og så meget på hjerte uden at nogen har set det eller ville investere i det.

Det har været hårdt at blive afvist. Men det har også været fedt, når nogen virkelige troede på en eller var tilfreds med det arbejde, som man lavede for dem.

Det har været et år, hvor jeg har skulle finde ud af, hvem jeg var og hvad jeg gerne ville.

Det gik fra frkmejer.dk til missmejer.com – og nu er jeg i tvivl om hele “frøken”-delen. Er jeg overhovedet så meget en frøken, som jeg gik og troede?

Nå, men det må komme med tiden.

Alligevel har jeg optaget podcast med både Katrine Gisiger (perfekt uperfekt) og Jasmin Søe (ungliv). Jeg har fået lov til at opdage, hvor afklaret jeg er med den del af mit liv, som indeholdte en narcassist til far, en spiseforstyrrelse og ikke mindst forhold, som ikke var sunde.

 

2018 var året, hvor jeg boksede mig igennem gamle følelser og minder, som skulle bearbejdes og 2019 har været mindre boksen, men alligevel har jeg skulle se nogle ting i øjnene.

 

Da jeg så i september fandt ud af, at jeg trængte til en pause fra bloggen, så fik jeg dårlig samvittighed igen.

Kan man det? Jeg er jo ikke engang kommet på toppen endnu. Er jeg så en dårlig iværksætter?

Måske. Jesper Buch ville nok ikke være stolt, men det bliver han måske senere.

Jeg måtte erkende, at jeg har brug for at blive stimuleret udefra og komme ud i et job. Har det så været nemt, spørger du måske? Næh!

Det har været samme proces, som da jeg søgte samarbejde til bloggen. Næh, nej og nej tak fra så mange firmaer.

 

Nå, men det lykkedes vel.

 

Så hvad har 2019 budt på?

Jeg har været overvældet, ja. Men jeg har også knoklet helt vildt meget. Jeg ved godt, at jeg bor hjemme i en alder af 24 år. Jeg har ingen uddannelse og jeg har kan ikke få et job. Og så har jeg kæmpet med økonomien. Hver gang jeg har bestilt et lille stykke tøj eller en eller anden skulle have en gave, så har jeg følt, at jeg hellere måtte sælge min milt.

Men jeg er en fighter helt ind til benet. Jeg kæmper for bloggen (som jeg ikke har givet op på). Jeg kæmper for et job. Jeg kæmper for mit forhold og relationer.

Jeg har ikke givet op på noget, men derimod lyttet til mig selv.

Jeg har følt mig doven, utilstrækkelig og håbløst bagud, men jeg er på rette vej. Jeg gør det rigtige og jeg må følge min proces, som er at flytte hjemmefra lidt senere end så mange andre og alt muligt andet.

Min proces er min proces. Og så må jeg følge den.

Jeg blev dog alligevel overrasket over, hvor stolt jeg er og hvor god jeg har været. Jeg har ikke været så doven, som jeg føler det. Jeg har arbejdet. Jeg har ikke bare siddet hjemme og nusset rundt, bare fordi.

Jeg har måske sovet længe eller rendt rundt i min kærestes joggingbukser, men jeg har stadig skrevet mails, svaret, lavet content eller søgt jobs.

 

Jeg har gjort meget i år. Og mit 2019 har handlet om kærlighed, relationer og kreativitet. Det har derimod ikke handlet så meget om karriere og job, så måske var det vigtigt for mig at skabe en god base, inden alting tager fart?

Måske er det bare godt, at jeg har haft ro til at finde ud af mit forhold og kunne tage en lur, når alt blev for meget i det hele taget?

Jeg er helt vanvittig priviligeret og i den sidste tid er det gået op i brok, sure miner og følelsen af dovenskab. Men hey altså. Vågn op, Louise.

Jeg er så priviligeret og så heldig. Jeg har en god familie, en dejlig kæreste og jeg har fået lov til at få en masse personlige gennembrud i 2019.

Jeg er taknemmelig og jeg er stolt af mig. Jeg vil derfor sige tak til 2019 og det, som er tilbage af det. Jeg glæder mig også til et 2020 og se, hvad det bringer med sig.

16. dec – 1 år med Mus.

 

Ja, det virker måske lidt fjollet at reflektere over året på bloggen, nu hvor han ikke har været så stor en del af den.

Og så alligevel.

 

Det her år er gået hurtigt. Sidste år sad vi inde i stuen. Jeg havde lavet sushi og gin & tonics. En kombination som R ikke helt forstod, men jeg kan godt lide begge dele. Vi snakkede om det med at blive kærester, men jeg forstod ikke helt, hvad han mente.

Det var faktisk først måneden efter, hvor R sagde “Ved du hvilken dag det er i moooooorgen??” og jeg tænkte “Hvilken dag er det i mooooooorgen???”

Og først der gik det op for mig, at det var vores månedsdag. Ja, jeg havde slet ikke lige forstået, at vi rent faktisk havde haft snakken, fordi i min verden, så var vi jo bare sammen og så var alt godt.

 

 

Det har været år, som har budt på mange forskellige følelser. Et år, hvor vi har lært hinanden at kende. Vi har kendt hinanden lang tid inden, at vi blev kærester, men det her har været på en helt ny måde.

For mig har det her år nok mest af alt handlet om at finde ud af, at der findes en, som faktisk holder af mig – også når jeg er irriterende eller for meget. Det har været enormt underligt at stå over for et menneske, som virkelig bare tager en, som man er.

R har så meget tålmodighed og så meget ro. Han har nogle af de ting, som jeg ikke rigtig har.

Han er nok også det mest støttende menneske, som nogensinde har været i mit liv. I hele jobsøgningsperioden og med alle de afslag har R konstant sagt “Men nu er du bare endnu tættere på end nogensinde før. Det skal nok gå og de går glip af en ildsjæl.”

Det har været så fantastisk at opleve den støtte og den kærlighed fra andre end sine forældre.

Han har holdt om mig, når jeg pludselig stod midt på Østerbro og stortudede. Han har fået mig til at grine og så har han helt sikkert også gjort mig sur.

Men man kan ikke få det ene uden det andet. Men vi tager vores konflikter og vi prøver at komme videre. Jeg ved godt, at jeg klart er den, som “starter” flest ting, men jeg har lovet at være ærlig.

Jeg prøver heller ikke at lave R om eller ændre på ham. Jeg tror bare, at jeg tit ønsker at vi kan snakke om alt – også det svære, om tvivlen eller om nogle af de ting, som godt kan komme til at såre den anden part.

Det er okay. Vi kommer jo alle sammen til at såre andre om vi vil det eller ej. Det er en del af kærlighed og en del af at være sammen.

Hvad der er rigtigt for mig eller min sandhed, er ikke nødvendigvis også rigtigt eller Rs sandhed. Vi ser ting forskelligt. Vi oplever forskelligt og vi er forskellige.

 

På nogle områder er vi enormt forskellige. Som skrevet tidligere er jeg planlæggeren og R er mere den, som ikke forstår sig på tid. Jeg øver mig i at blive mere afslappet og jeg tror nogle gange, at R godt kan se fordelen i at planlægge.

På andre områder er vi meget ens. Vi deler nogenlunde samme humor. Vi er begge virkelig dedikerede mennesker og begge mennesker som passer på folk omkring os. R kan ikke sidde stille, når han er vært for en fest. Så skal der fyldes skåle op og så skal der lige noget ordnes noget andet. Og sådan er jeg også, når jeg er værtinde. Vi ønsker at folk omkring har det godt og at vi kan opfylde de behov. Så da Rs lillesøster stod for en venindes polterabend i Rs lejlighed, så var vi uden tvivl de voksne.

Vi sørgede for de ting, som vi kunne. Vi ryddede op, da de tog i byen og vi faldt i søvn til vores kæresteserie efter et halvt glas rødvin til hver.

 

Ja, vi sætter ære i at have en høj moral og så tror jeg at vi begge er lige nørdede på hver vores måde.

Vi har nok også nogenlunde samme behov for frihed og tryghed. Vi kan godt lide at gøre ting hver for sig, men vi deler også flere og flere ting sammen.

 

Så det her år har været fyldt med ups and downs. Hvor vi stod henne og hvad vi vil i fremtiden. Sandheden er bare, at vi ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Får vi et år mere? Det håber jeg og mange flere endda.

Det vi er blevet enige om er, at vi er taknemmelige for det vi har og hinanden (det meste af tiden, hvertfald).

Vi har ikke travlt, fordi hvis det skal være os derudaf, så når vi det hele.

Jeg føler hvertfald, at R har givet mig et rum til at være mig selv. Et helle hvor at jeg kan vokse og stole mere på mig selv i takt med, at jeg stoler mere på ham. Jeg lærer ikke kun R bedre at kende, men jeg lærer også nye sider af mig selv og at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg vil.

Det har været en rutschebane, men det har givet meget.

 

Så skål for 1 år som Mis og Mus.

 

Tak.