Jubilæum: 2 år rask

Gud, hvor er det underligt at kunne fejre sin to års dag.

Ja, for to år siden, der erklærede jeg mig officielt rask fra min spiseforstyrrelse.

Det er så dejligt at vide, at tingene bare er blevet bedre med tiden. Jeg har det bedre for hver dag der går og selvom nogle dage er sværere end andre, så formår jeg at kæmpe mig om på den anden side.

Det er noget over to år siden, at jeg havde min sidste bulimiopkastning og jeg savner dem ingenlunde. Jeg savner ikke smagen af mavesyre eller smerterne, som kom efterfølgende. Jeg savner ikke at sulte mig selv eller de dage, hvor jeg ingen energi havde. Jeg savner ikke følelsen af ikke at være til stede i nuet eller kunne holde koncentrationen i mere end fem sekunder.

Det burde jo være ret let for mig at skrive det her indlæg. Det handler om en tid, som er endt og en ny tid, som er begyndt. Jeg synes alligevel, at det har været svært at sætte ord på, fordi det sidste års tid er bare forsvundet. I det år har jeg kæmpet med meget andet end en spiseforstyrrelse. Indimellem har jeg tænkt “åh gud, hvis bare jeg havde min spiseforstyrrelse, så slap jeg for at tage stilling til det her.” For min spiseforstyrrelse er selvfølgelig ikke noget, som jeg ønsker at få tilbage, men den var jo min undskyldning for alting og der hvor jeg gemte alting væk. Jeg behøvede ikke at tage stilling til noget, fordi jeg kæmpede mod den ene ting og det var mere end rigeligt.

Det sidste års tid har jeg kæmpet med angst. Der har været nogle ting, som jeg har været tvunget til at se i øjnene omkring mig selv. Det har været benhårdt og jeg har virkelig måtte tage ansvar for mine tidligere valg og min fortid for at komme videre. Jeg fik fortalt af en veninde, at hun havde set 2018 som et år, hvor jeg havde bokset mig igennem det hele og virkelig taget slag efter slag fra fortiden, som blev ved med at smyge sig ind i min bevidsthed.

Jeg har måtte deale med mine overgreb, mine tidligere forhold, mit drop-out fra studiet og mit arbejde, hvor jeg ikke kunne holde gejsten oppe. Jeg har virkelig haft meget tid, hvor jeg har siddet foran computeren eller herhjemme uden en sjæl. Jeg har haft så meget tid til at mærke efter – på godt og ondt. Det har været godt, fordi jeg har opdaget mange ting omkring mig selv og fordi jeg er stærkere nu, men også ondt, fordi det har været benhårdt og fordi jeg havde mest lyst til at give op på det hele. Jeg har tvivlet så meget på mig selv og mine evner.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg udviklede min spiseforstyrrelse, men det var den letteste coping-mekanisme som jeg kunne nå frem til. Jeg kunne tælle kalorier, lave madplaner og fortælle mig selv, at jeg ikke var god nok dag ud og dag ind. Nogle af dem som var rundt om mig i den tid, sagde jo også, at jeg ikke var god nok, så hvorfor ikke forsætte den stime?

Nu har jeg omgivet mig med gode mennesker, som vil mig det bedste og som fortæller mig, at jeg er god nok og de bekræfter mig i, at jeg faktisk er et godt menneske med et godt hjerte. Det har jeg ikke rigtig kunne se førhen, men jeg er stolt af mig selv og jeg tillader mig selv at mærke efter. Nogle gange mærker jeg måske stadig lidt for meget og nogle gange så er jeg så bange for at gentage en fejl, at jeg passer ekstra meget på mig selv.

Læs også: Spiseforstyrret vol 1. – Anoreksien begynder

Jeg har dog alligevel besluttet mig for at leve livet. Jeg har brugt for meget tid på at være ked af det og hjælpe alle andre end mig selv. Jeg har kigget på mig selv i spejlet og haft så ondt i hjertet over, hvordan jeg så ud og hvordan jeg så behandlede mig selv. Jeg er ikke altid lige glad, når jeg ser på mig selv. Jeg har dage, hvor jeg føler mig tyk eller hvor jeg synes det hele er oppustet og meh. Heldigvis har jeg flest dage, hvor jeg hopper i tøjet med en glæde, hvor smilet går helt op i øjnene og hvor jeg føler mig selv. Jeg tror mere på, at jeg kan klare tingene nu. Jeg tillader de dårlige dage og de dårlige tanker, men jeg lader dem ikke nå helt ind og ødelægge alt det, som jeg har bygget op.

Jeg kan bare godt lide mig selv nu. Må man godt sige det?

Jeg hader ikke hver en fibre. Jeg kan næsten ikke huske, hvordan det føltes at straffe sig selv hele tiden. Jeg læser de gamle indlæg med en knude i maven, fordi jeg ikke føler, at det er mig. Jeg føler, at den Louise, var en helt anden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg har kunne gøre alle de ting.

Læs også: Jubilæum: 1 år rask

Jeg ved jo, at min spiseforstyrrelse stadig er en del af mig. Den popper stadig op og den er en del af mig og mit liv. Det er jo som så mange andre afhængigheder, noget som man skal have mig sig resten af livet. Jeg skal ikke kunne sige, om det nogensinde dukker op igen ude i fremtiden. Jeg tror dog på, at jeg er stærk nok til at kæmpe imod det og at opdage det inden, at det går så galt igen.

Spiseforstyrrelser er jo skabt sådan, at de ikke kommer fra den ene dag til den anden, men langsomt bygger sig op og vokser sig større med tiden. Pludselig står man midt i orkanens øje og aner ikke, hvad man skal gøre ved det. Man bliver lovet kontrol, men det er ren og skær manipulation. Kontrollen ligger ikke i spiseforstyrrelsen, men i livet.

Jeg har kæmpet og fået hjælp, jeg har talt, grædt og været vred. Jeg har været igennem mange følelser og udsving for at nå hertil, men jeg kan med stolthed i stemmen sige:

JEG ER RASK FOR 2. ÅR!!!!!

HURRAAAAAA!


I kan læse mere om spiseforstyrrelser hos LMSOS eller få hjælp hos dem.
Ring eventuelt til 70101818 eller chat anonymt med her.

Spiseforstyrret vol. 3 – Fra Bulimi til anoreksi

Det er så vigtigt for mig at sige, at man skal tage hånd om spiseforstyrrelser og søge hjælp. Det er så trist en ting at have og det er så farligt. Det er ikke noget, som man skal aspirere efter, fordi livet er meget mere end kalorier, sorg og selvskade. Det er så uhyggeligt, hvor misvisende stemmen i hovedet er og jeg fortæller udelukkende min historie, fordi at det er vigtigt at tale om. Jeg advarer dog mod eventuelle triggers, fordi det kan være hårdt at læse om.

Jeg er rask den dag i dag

Jeg var virkelig panisk i mit sabbatår, fordi jeg havde været vant til et skema i rigtig mange år. Det var helt underligt kun at tage på arbejde et par timer om ugen og så var det det? Hvad skulle jeg bruge al den ekstra tid på. Førhen havde man lektier, når man kom hjem. Når jeg gik hjem fra arbejde, så havde jeg rent faktisk fri. Jeg manglede indhold og jeg havde en meget stor identitetskrise. Hele mit liv havde jeg i familie og omgangskredse været kendt som hende, der var god i skolen og hende som var flittig. Jeg var dygtig og jeg tog altid min skole seriøst, men det havde jeg ikke mere. Jeg var ikke noget eller nogen. Jeg var taget hjem fra London, fordi det var for meget og det havde jo været planen hele tiden, så hvad skulle jeg så tage mig til.

Inde i mit hoved begyndte jeg at introducere mig selv som “Hej, jeg hedder Louise og jeg har en spiseforstyrrelse.” Det begyndte langsomt at blive min identitet, fordi så fik jeg følelsen af at være nogen igen. Jeg brugte meget af min tid på tumblr, hvor jeg stirrede intenst på de tynde piger. Jeg chattede med andre spiseforstyrrede piger, så vi kunne “hjælpe” hinanden i den helt forkerte retning. Jeg havde udviklet min BED til bulimi og var langsomt begyndt at kaste mere og mere op. Jeg husker bare en tåge af ikke rigtig at være til stede på noget tidspunkt og hvordan jeg enten sultede mig selv eller spiste for at kaste op. Jeg havde mange dage, hvor jeg tvang mig selv til ikke at spise og jeg husker en episode, hvor jeg ikke havde fået mad i 24 timer og mødte en bekendt. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om, hvad hun sagde til mig og jeg stod bare forstenet, lyttede og nikkede. Jeg svarede meget usammenhængende, da hun spurgte mig, hvordan det gik og jeg gik bagefter zombieagtigt derfra igen. Jeg var ikke glad og jeg følte mig knust af sorg og skam indvendigt. Sorgen over at min drøm om London og eventyr ikke gik og skam, fordi at jeg var nødt til at give op på noget, som jeg havde haft lyst til længe. Jeg følte også en stor skam, fordi at jeg godt vidste, at jeg ikke tacklede tingene ordenligt, men jeg kunne ikke agere anderledes. Jeg følte mig så ensom og selvom, at der var mennesker rundt om mig, så var jeg ikke til stede. Jeg blev “uvenner” med flere, fordi jeg var egoistisk i den periode, men jeg gjorde mit bedste. Der var bare noget andet, som havde kløerne i mig.

Jeg tror, at jeg kastede op mellem 5-6 gange om dagen. Det varierede rigtig meget, fordi de dage, hvor jeg ikke spiste ret meget, så kunne jeg godt springe opkastningerne over. Det var taget til rigtig meget hen over vinteren og det betød også, at der var juleaften og nytår i sigte. Jeg brugte juleaften 2014 på at spise, nikke og smile for så at rejse mig og gå ned at kaste op. Jeg gentog den procedure flere gange den aften. Først anden, så risalamanden, så al konfekten og så endelig hjem i min seng. Jeg husker kun i den tid, hvor træt og udkørt jeg var. Jeg havde lyst til at græde hele tiden og jeg var slet ikke mig selv. Jeg havde ikke lyst til at se på mig selv i spejlet, fordi jeg var så skamfuld over mig selv og min krop. Jeg syntes, at jeg var tyk, ulækker og helt forkert. Jeg var ikke noget af det, men mit selvbillede var så forskruet. Jeg var slet ikke den Louise, som jeg havde været og jeg skulle straffe mig selv. Jeg har godt nok kastet op mange forskellige steder, fordi jeg fik nok eller oplevede den famøse kvalme, som langsomt steg op fra maven og endte i alle celler i min krop.

De opkastninger gav mig en falsk mulighed for at glemme alt i et øjeblik. Det var det eneste, som jeg fokuserede på, når det skete og jeg glemte hvor træt jeg var. Jeg glemte alt. Jeg var bare lige der. Det er først senere, at jeg har opdaget hvor trist en virkelighed det var. Det var jo på ingen mulig måde den rette løsning.

Denne her periode med opkastninger varede i ca. et halvt år, hvor det var meget slemt. Jeg mødte min daværende kæreste, fortalte ham om det hele, fordi han skulle have chancen for at løbe skrigende bort. Han blev og jeg holdte op med at kaste op. Sådan da. Det blev minimeret meget, men han ville ikke have det og jeg ville gerne ham. Dog begyndte anoreksien så at få tag i mig igen. Jeg kunne ikke tåle at spise ret meget, fordi min krop havde vænnet sig til at kaste det op igen. Det var rigtig hårdt, fordi han spiste stort set hele tiden. Jeg kunne slet ikke følge med og jeg tabte mig meget i den periode. Et vægttab som han og andre selvfølgelig opdagede, men jeg var ligeglad. Jeg følte alligevel skam omkring min egen krop. Når jeg var sammen med ham havde jeg altid en følelse af at være forkert. Det ene øjeblik følte jeg mig tyk. Så tyk at huden flød over og lårene smækkede sammen, når jeg gik. Det andet øjeblik følte jeg mig uhyggeligt tynd og på grænsen til at knække. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville og hvem jeg ville være. Jeg sad bare og tænkte på kalorier, mad som burde spises, hvordan jeg slap for det og om jeg nogensinde ville blive normal igen. Jeg kunne ikke forstille mig et liv, hvor jeg havde det godt. Jeg havde lyst til at forsvinde. Forsvinde ud med badevandet eller ud i luften. Jeg var tom.

To be continued….


Har man spørgsmål kan man enten skrive dem i kommentarerne eller skrive til mig på frkmejer@gmail.com, så svarer jeg så godt, som jeg kan. Pas på jer selv.
Få hjælp, råd og vejledning hos www.lmsos.dk

Spiseforstyrret vol. 2 – B.E.D og Bulimi

Post-London billede af mig. Det var nogle måneder efter, at jeg var kommet hjem. Håret blev farvet brunt. Jeg har desværre ikke så mange, fordi jeg har slettet dem i den periode og ellers tog jeg ikke ret mange billeder. 57 kilo +/-

Det her er så anden del af fortællingen om min spiseforstyrrelse og jeg ved ikke endnu, hvor mange dele, som den kommer op på, men det tager vi lidt som det kommer. Jeg lover, at det ikke bliver en million.

Studentertiden var kun lige begyndt og jeg havde det fantastisk. Det var skønt at være færdig med gymnasiet og alle festerne, de glade mennesker og stemning var perfekt. Jeg havde planlagt, at jeg skulle rejse til London i mit sabbatår og arbejde. Planen var først et år, men jeg opdagede hurtigt, hvor dyrt og besværligt det var. Jeg kunne leje mig ind hos tre andre, danske piger i et hus, hvor lejeperioden var på seks måneder. Det passede mig fint med lidt kortere tid, i det mindste kunne jeg komme af sted. Min appetit var røget helt i vejret og jeg lavede stort set ikke andet end at spise inden, at jeg drog mod England. Jeg undrede mig, men tænkte at det nok handlede om stress og at være spændt. Det var jo et stort skridt og en stor drøm for mig. Dog undrede det mig, at jeg ikke kunne græde. Jeg, som græder hele tiden, kunne ikke græde over at rejse væk og heller ikke, da jeg sagde farvel til gymnasiet. Jeg gik bare at ventede på, hvornår det kom. Selv da jeg sagde farvel til mine forældre, da de tog hjem fra London, så græd jeg i to sekunder og så skete der ikke mere.

London var ikke sjovt på nogen måde. Jeg havde problemer i det hus, hvor jeg boede og det var svært at være fire piger, som er så forskellige. Det var også svært for mig hele tiden at skulle være rundt om nogle andre, som jeg ikke rigtig kendte og jeg følte mig meget presset. Det var så ufatteligt svært at finde et arbejde til trods for at alle steder søgte, men London har en million processer inden og man er ofte på “trial”, så de kan få gratis arbejdskraft i en dag eller to og så hører man aldrig fra dem igen. Jeg følte mig så ensom og jeg havde alt for meget tid, så jeg var hjemme i huset og jeg lavede mad. Mad, mad og atter mad. Jeg lavede mad, spiste mad, tænkte på mad og spiste lidt mere. Jeg havde et hul i maven, som nægtede at blive fyldt uanset, hvor meget jeg proppede ned i det. Jeg brugte mine få penge på at købe ind til mad og jeg spiste det hele, fordi det ville være synd at smide ud. Der var bare ingen stopklods og når jeg så ringede grædende hjem, så spiste jeg før, under og efter. Det var umuligt at se tv eller en serie uden at jeg spiste. Jeg kunne ikke åbne en pose mandler uden at have spist dem alle sammen på 10 minutter. Jeg blev aggressiv og irritabel, hvis de andre forstyrrede mig midt i min spisning eller ikke gik, så jeg kunne spise i fred. Jeg følte det enormt skamfuldt, fordi jeg godt viste, at det var lidt overdrevent, så derfor gemte jeg det.

Jeg fik et endeligt et arbejde i London. Jeg arbejdede i Zara på Regent St. og jeg kunne ikke klare mere end en uge. Jeg græd inden, at jeg skulle på arbejde og når jeg gik derfra. Det var så upersonligt og jeg tjente 54 kr i timen. De hundsede rundt og jeg blev kastes ud i alt for meget uden optræning. Jeg kunne ikke få noget til at køre rundt, men alligevel følte jeg ikke, at jeg kunne tage hjem. London havde været min drøm i så mange år og alle vidste det, så det ville være pinligt ikke at kunne klare det. Jeg holdt kun to måneder i London, fordi jeg blev nødt til at sluge min stolthed og komme hjem igen. Min spisning havde sat sig på kroppen og jeg havde taget mere end 10 kilo på. Jeg nærede et stort selvhad, men alligevel kunne jeg ikke stoppe med at proppe mad i munden. Det var umuligt for mig og jeg følte mig afhængig. Jeg havde tabt al kontrol og det var det værste. Mig, som er så vant til at være kontrolleret, reflekteret og have styr på alting. Nu sad jeg grædende på gulvet med slikpapir rundt om mig og en Snickers under hovedpuden, fordi jeg skammede mig, men jeg kunne ikke lade være. Jeg så ikke frygtelig ud og de 10 kilo passede sikkert fint på min før lidt for tynde krop, men jeg hadede det. Jeg kunne mærke mine lår, når jeg gik og jeg kunne ikke længere se mine hofteben. Jeg kunne ikke længere passe en str. 34/XS og øv, hvor gjorde det ondt. Al den “kærlighed”, som jeg havde haft før var forsvundet og nu stod jeg 10 kilo tungere, sulten og ked af det.

Min beslutning om at forlade London kom i kølvandet på, at jeg godt vidste, at der var noget galt. Jeg var begyndt på de naturlige afførringsmidler, fordi min mave var helt i udu, men jeg tog langt flere end det, som stod på pakken. Hellere sidde med koldsved og jagende mavesmerter end ikke, fordi måske tabte jeg mig bare en lille smule. Det var også i London, at mine første opkastninger begyndte. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af det, men jeg overskred i den grad min egen grænse, da jeg fandt mig ude på badeværelset med to fingre i halsen og en hånd bankende ind mod maven i et desperat forsøg på at få maden op igen. Det var det, der gjorde at jeg tog hjem. Jeg fik arrangeret en ny housemate, som tog min plads og en uge efter sad jeg på flyet hjem til Danmark. Jeg var knækket helt ind i det inderste og jeg var så ked af det. Det hele havde været en skuffelse og jeg hadede, at det ikke var gået efter mit hoved og jeg hadede om muligt min krop endnu mere. Jeg var bange for, hvad andre ville mene og tænke, fordi man kunne sagtens se, at der var kommet et par kilo ekstra på.

Mine opkastninger fra London var kun lige begyndt og mens jeg prøvede at acceptere mig selv og samtidig hade alt ved min krop, så indgik jeg den værste pagt i mit liv. Jeg lovede mig selv, at jeg kun ville kaste op, indtil at jeg var nået til en målvægt og jeg havde det godt igen. En pagt, som aldrig fungerede og et løfte, som jeg ikke kunne holde. Det er så farligt, fordi det skaber en afhængigshedsfølelse og en misforstået tryghed. Jeg var gået fra en startede anoreksi til Binge Eating Disorder (BED) og nu stod jeg i en eller anden begyndende form for bulimi. Jeg spiste stadig alt for meget, men min nye løsning var jo netop at kaste det op. Jeg gik rundt i en konstant tåge af tristhed, mavesmerter fra afføringsmidlerne og binging/purging. Mit liv indeholdte ingenting udover det. Jeg havde intet at tage mig til, fordi jeg stadig havde sabbatår og hvad skulle jeg så? Jeg var overladt til mine egne tanker 24/7, jeg havde intet skema og al kontrol var forsvundet. Jeg var panisk og træt.

To be continued…..


Har man spørgsmål kan man enten skrive dem i kommentarerne eller skrive til mig på frkmejer@gmail.com, så svarer jeg så godt, som jeg kan. Pas på jer selv.
*Binging/Purging betyder at man overspiser, nogle gange så meget, at man lige er ved at kaste op og purging er når man kaster det op. 

Spiseforstyrret vol. 1 – anoreksien begynder.

Det miderste er rigtig sløret, men det er et af de eneste, som jeg har gemt, hvor jeg selv har taget det. Jeg brød mig ikke om at tage billeder eller få taget billeder i denne her periode, fordi jeg følte mig tyk og ulækker. Fra venstre mod højre: juni 2014, august 2014, nytår 2013 (44-45 kilo)

Angsten, sensitiviteten, barndommen, skoletiden, traumer. Alt sammen en del af mig og en del af min historie. Jeg fortalte tidligere om min angst og at jeg aldrig har følt, at jeg havde en rigtig barndom. Jeg har altid haft et underligt forhold til mig selv, mad og min krop. Lige så længe jeg kan huske har jeg smidt madpakker væk og vægt har altid været et samtaleemne omkring mig. Jeg har altid kæmpet med at være undervægtig og derfor har snak om mad og krop altid været en stor del.


Jeg har altid næret meget selvhad og usikkerhed. Der var et par år, hvor jeg var stolt og glad af mine 52 kilo. Jeg kunne danse rundt i undertøj på værelset og holde mange taler til et imaginært publikum om, hvor vigtigt det var at acceptere ens former. Jeg var så stolt. En stolthed som forsvandt fra det ene øjeblik til det andet og jeg begyndte for alvor at hade mine former, mine deller, min hud, mit ydre og mig selv. Jeg var ulækker og jeg følte mig tyk.

Jeg har altid stræbet efter at være perfekt. Hvis jeg skulle være det, så skulle jeg også ligne modellerne fra magasinerne. Jeg skulle ikke bare være klog, dygtig, smuk og alt muligt andet. Jeg skulle også være tynd. Det var ikke et ønske, som jeg troede at jeg havde. Jeg har været på diverse “tag på”-kure, for som sagt har vægt og krop har altid fyldt meget i mit liv, men jeg havde aldrig tænkt på at tabe mig. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg havde tabt mig flere kilo i 2.g og det forsatte. Jeg havde svært ved at opretholde en stabil vægt og jeg vejede til sidst omkring 45 kilo. Det raslede af, men jeg havde jo altid en müslibar i tasken og en iste i hånden? Min stræben efter de gode karakterer i 3.g og et ulykkeligt forhold var begyndt at sætte sine spor. Jeg opdagede ikke rigtigt, at mit tøj ikke længere passede. Det gik op for mig, at der var noget galt, da jeg stod foran spejlet og kiggede ned ad mig selv. Jeg var blevet tynd, sådan rigtig tynd. Tynd som dem i magasinerne. Jeg havde “thigh-gap” som pigerne på Instagram og Tumblr. Jeg havde “bikini-bridge”, fordi min hofter stak ud, når jeg lå ned, men alt det var ligemeget, fordi jeg for første gang i rigtig lang tid følte mig smuk. Tiden hvor jeg havde danset rundt i undertøj føltes som en løgn og der havde jeg ikke været flot. Jeg var flot nu. Jeg var glad. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var lykkelig og selvhadet blev mindre. Jeg kunne opnå alt og jeg nød opmærksomheden, når folk bekymret sagde ting som “ej, hvor er du dog tynd.” Det betød blot, at jeg var på rette vej. Jeg sagde altid, at jeg godt vidste det og at jeg nok skulle tage på, men det var løgn. Jeg ville ikke tage på. Jeg ville blive på mine 45 kilo.

Gennem hele 3.g anede jeg ikke, at det var en spiseforstyrrelse. Jeg spiste jo stadig? Jeg kværnede stadig pizza og slik. Jeg brækkede mig ikke, men jeg ville heller ikke tage på. Jeg var stolt af mig selv, hvis jeg kun havde drukket kaffe hele dagen eller hvis jeg kun havde fået ét rigtigt måltid. Jeg var mæt efter at have stukket til et par pastaskruer fra kantinen. Jeg var så fyldt op af stress og negativitet, at jeg ikke kunne spise. Jeg var målrettet efter at være den perfekte kæreste, veninde, elev og datter. Jeg ville ikke skuffe nogen og jeg ville  på ingen måde skuffe mig selv.

Der var et par enkelte gange, hvor jeg tænkte tanken om en spiseforstyrrelse, men det kunne ikke være rigtigt. Det kunne ikke være mig. Jeg fortalte min daværende gymnasiekæreste om det og det eneste han svarede var “sådan en type har du ikke lyst til at være” og så snakkede vi ikke mere om det. Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at have en spiseforstyrrelse, men jeg havde et voksende problem og det involverede spisning og mit udseende. Jeg nægtede mig selv flere og flere ting. Jeg følte dog alligevel, at han holdte øje med min tallerken og det gjorde mig stædig. Pludselig skulle jeg ikke spise slik og sukker i en måned, fordi han i ramme alvor havde sagt “er du sikker på, at det er godt for dig?”, da jeg stod og slikkede flødeskum af et piskeris – en kær barndomsting, som jeg mindes som lykke, da man måtte slikke piskerisene. Jeg kunne ikke abstrahere fra hans ord mod mine egne inde i hovedet. Han blev bare den ydre stemme. Den indre var allerede godt i gang med at pille mig fra hinanden, så derfor kunne jeg ikke bare trække på skuldrene af sådan en kommentar. Det blev for meget for mig og jeg ville gerne se godt ud. Jeg var i panik, når jeg havde taget lidt på og jeg sagde ting som “ej, den kur må jeg da prøve”, hvis nogen sagde, at de selv havde tabt sig. Jeg kunne ikke se, at jeg var syg på det tidspunkt.

Jeg husker tydeligt dengang jeg sad til dimissionen og ventede på at blive kaldt op. Jeg knugede mine hofter og kunne tydeligt mærke mine knogler under det tynde stof. Jeg sad hele tiden med tanken “Jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg er syg. Jeg er spiseforstyrret.” Det var svært at vide, fordi jeg stadig fungerede og ikke var så tynd, at jeg min menstruation stoppede eller at jeg håret faldt ud. Jeg fungerede stadig og jeg spiste stadig, men det var ikke længere hyggeligt. Indeni mig var jeg så ked af det. Jeg forsøgte at passe på mig selv på en selvdestruktiv måde og jeg kunne ikke engang fortælle nogen om det. Min indre stemme skreg, at jeg skulle holde det hemmeligt og at hvis jeg fortalte det til nogen, så ville de grine af mig og sige, at jeg ikke var rigtig syg. En rigtig spiseforstyrret kan ikke spise slik, drikke sodavand eller spise usundt. Det var hvertfald det jeg troede og det viste sig, at dette kun var starten på et langt sygdomsforløb.

To be continued…..


Har man spørgsmål kan man altid skrive til mig på frkmejer@gmail.com eller i kommentarerne, så skal jeg gøre mit bedste for at svare. 

Hvornår er man syg nok til at få hjælp?

Var jeg syg nok?

Jeg så et interview med Ditte fra DR3 dokumentaren “Ditte er fuld af løgn”. Jeg må indrømme, at jeg ikke har set programmet, fordi det kan jeg ikke. Bare de få klip de viste fra dokumentaren gjorde mig ked af det. Det handler om at Ditte har en spiseforstyrrelse og virkelig fik sig set sig selv udefra gennem at filme sig selv og ikke mindst ville gøre opmærksom på spiseforstyrrelser. Det er nemlig en sygdom, hvor man forsøger at få alting til at se perfekt ud og man måske ikke ser decideret syg ud, men man har det inderst inde ikke godt på noget plan.

Jeg kender det fra mig selv. Jeg har dog ikke filmet mit forløb, men jeg har skrevet det ned og bare det at læse, hvad jeg har gjort mod mig selv. Hvad jeg har tilladt og hvor meget selvhad der har været. Jeg kunne nikke genkendende til rigtig meget af det som Ditte beskrev. Mit største problem i hele mit forløb har hele tiden været, at jeg aldrig følte mig “syg nok”. Jeg var ikke så tynd, at jeg skulle mades gennem en sonte. Jeg kastede ikke nok op til at mine organer tog skade eller min negle var ætset af mavesyren. Jeg blev aldrig så tynd at min menstruation forsvandt eller jeg tabte håret. Jeg var der bare. Jeg eksisterede og jeg kæmpede en kamp for at se perfekt ud alligevel. Jeg havde et eller andet greb om fornuften, som ikke fik mig til at kaste mere op end “højst nødvendigt” eller stadig spise mad nok til at kunne overleve nogenlunde fornuftigt. Jeg sørgede hele tiden for at holde mig selv oven vande, men jeg kæmpede. Nøj, hvor jeg kæmpede med billedet af mig selv og min krop inde i hovedet. Mit selvbillede var forskruet. Jeg så ikke andet end fedt, deller og fejl. Jeg nærede så stort et had. Jeg sultede mig selv. Jeg  tog afførringsmidler. Jeg græd. Jeg opgav mange sociale ting, fordi angsten og kontrollen tog over. Alligevel var jeg bange for, om jeg var syg nok – eller om jeg overhovedet kunne tillade mig at sige, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Jeg tog ind til LMS’ kontor i København en dag. Jeg sad og ventede på, at jeg kunne komme ind til dem og der var en dame, som havde tid til at snakke i 20 minutters tid. Jeg forklarede sagte, hvordan jeg havde det, men at jeg ikke vidste om jeg var syg. Det var hele tiden den tanke, som holdt mig tilbage for at søge hjælp. Jeg var jo ikke som dem, man ofte hørte om eller så portrætteret. Jeg gik derfra med en nagende følelse af, at der var noget galt med mig, men at jeg stadig ikke vidste, om det var en spiseforstyrrelse jeg havde.

Hvornår er det okay, at jeg opsøger hjælp?

Jeg lod det stå på i over fire år. Tre af dem, hvor jeg ikke søgte ret meget hjælp eller talte om det. Jeg skammede mig over mig selv og det jeg gjorde. Jeg skammede mig over hverken at være rask eller syg. Jeg følte bare, at jeg stod i midten og så ud. Jeg var bange for at åbne munden omkring det, fordi tænk hvis, at de grinte af mig eller ikke tog mig alvorligt. Jeg tog ikke mig selv alvorligt i forvejen, så hvorfor skulle de? Jeg chattede med andre spiseforstyrrede piger, men jeg følte mig ikke forbundet med dem. Jeg hørte ikke til nogle steder. Hverken hos de raske eller de syge.

I interviewet sagde Ditte meget rigtigt, at der er ikke noget der hedder at være syg nok. Hvis det fylder nok hos dig og man selv føler, at det tager overhånd, så er det et problem, som man skal tage hånd om. Ingen er ens og ingen sygdom er ens. Der er så mange forskellige udgaver og hun har ret. Hvis det fylder og overtager en, så er det et problem og så er man “syg nok”. Begreberne syg og rask er i forvejen svære at forholde sig  til. Jeg brugte over et år på at blive rask nok til at kalde mig rask. Det var et svært ord at bruge. Ditte var selv inde på, at det var ikke et ord hun følte hun ville bruge endnu. Sådan havde jeg det også længe. Jeg turde ikke rigtig bruge det. Lige indtil den dag, hvor det bare føltes rigtigt. Det var en følelse som opstod. Jeg kunne mærke det i maven og i kroppen. Nu har jeg været rask i over et år og jeg føler mig rask. Der er stadig dage, hvor jeg synes, at det er sværere end andre dage. Det er en sygdom, som vil følge en hele livet. Jeg troede på et tidspunkt at jeg skulle leve i min egen skærsild mellem at have det skidt og have det godt, men sådan skulle det ikke være. Jeg fik hevet mig selv over på den gode side og jeg fik den hjælp, som jeg havde brug for i mit forløb.

At jeg så bliver ked af det, når jeg ser de klip fra dokumentaren er ikke fordi, at jeg er bange for at falde tilbage. Jeg kan bare ikke endnu. Det rammer nogle helt særlige knapper, som jeg ikke kan beskrive. For jeg synes at Ditte og alle de andre som har åbnet op offentligt er så modige og så inspirerende. Jeg er så stolt af, at der findes så mange, som tør stå frem. Jeg kan bare ikke et helt program, hvor jeg bliver mindet om, hvor ondt jeg har opført mig mod min krop og mit sind. Jeg er ikke stolt af, at jeg har været sådan. Men jeg er stolt af, at jeg er kommet videre.

Så der er ikke noget syg nok. Man er syg, når man føler sig syg og det overtager ens liv på en negativ måde. Man kan søge hjælp i alle stadier og man skal aldrig nogensinde føle sig åndssvag eller dum. Fordi hvad man føler er rigtigt for en selv og det skal ingen dømme. Man er også rask nok, når man føler sig rask. Der er ingen grænser for det ene eller det andet. Der er ikke nogen facitliste.

Jubilæum: 1 år rask

rask-1-a%cc%8ar



Jeg er så glad i dag, at jeg næsten ikke kan være i min krop. Så nåede jeg en kæmpe stor milepæl, som jeg for lidt over et år siden ikke havde regnet med. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle leve med spiseforstyrrelsen resten af mit liv. Det skal jeg på sin vis også, men det er mig der er i kontrol og ikke omvendt. Har det været hårdt? Ja, det har så. Det har ikke kun været let og jeg har kæmpet flere gange med ikke at få et tilbagefald. Jeg har haft tidspunkter, hvor jeg har skulle hive godt fast i mit raske jeg og beholde kontrollen, så jeg ikke tyede til gamle midler, når livet var lidt dumt.

Jeg  ville dog ønske, at jeg kunne sige, at året var gået helt uden nogle former for opkastninger. Lige det kan jeg ikke sige, men der har været to på hele året og ikke noget, som jeg ikke har kunne overskue at deale med. Jeg brugte også meget tid på at finde ud af, hvad det var der skete med mig og hvorfor at det fyldte så meget, at jeg ikke kunne deale med det anderledes. Det er jo stadig den form for problemhåndtering, som jeg i over fire år har været vant til at benytte mig af. Jeg havde en episode efter en date, som havde været meget grænseoverskridende og daten forstod ikke mine signaler i forhold til, at jeg ikke havde lyst til at holde i hånd, røre ved hinanden og da slet ikke kysse midt ud i ingenting. Det sendte mig ind i nogle ubehagelige flashbacks og der havde jeg så meget kvalme, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Dog kan jeg stadig sige, at jeg er rask og jeg tager det ikke som et nederlag, at der har været et par ups’ere. Jeg er stadig helt latterlig stolt af mig selv og det forhold som jeg har genopbygget til mig selv. Jeg hader ikke mig selv eller min krop længere. Jeg hader ikke at se ind i spejlet om morgenen eller inden jeg skal ud ad døren. Jeg er begyndt at genfinde en rigtig stor glæde ved at være mig. Der er så mange ting, som jeg igen kan tillade mig og det gør at livet er langt sjovere at leve. Jeg er ikke længere passiv og ked af det hele tiden. Jeg er en aktiv del af mit liv og jeg tager ansvar for de dårlige perioder og de ting, som rammer mig i tide og utide. Jeg er blevet gladere. Jeg kan meget mere og jeg har genfundet en tabt del af mig selv. Jeg er blevet mere modig. Jeg tør stå mere ved mig selv og den jeg er. Jeg render ikke rundt og undskylder for at være til. Jeg kan lide at være i min egen hud og jeg kan lide mig selv igen. Jeg kan lide, at jeg griner så højt nogle gange, fordi jeg bare ikke kan lade være. Jeg kan lide, at jeg kan tage i byen og være til stede hele aftenen og have mig selv med hele vejen igennem, fordi jeg kan mærke mig selv. Jeg kan lide, at jeg kan drikke et glas juice eller spise chips igen. Der var så mange ting, som jeg valgte ikke at gøre, fordi jeg var angst for, om jeg ville tage på og ikke blive taget seriøst af andre. Jeg har holdt mig væk fra rigtig meget mad og haft episoder i mit liv, hvor bare synet af en buffet kunne få mig til at græde. Jeg har været bange for familiesammenkomster, fordi jeg har vidst, at der var alt for meget mad og ikke nok undskyldninger til at slippe udenom. Jeg har haft så mange år, hvor jeg har holdt mig selv tilbage og det gør jeg ikke længere. Jeg har stadig svært ved at spise sammen med fremmede mennesker. Jeg ville aldrig gå på date og tage ud for at spise i første omgang. Bare tanken kan gøre mig lidt febrilsk. I sådanne situationer kan jeg godt spise, men det skal ikke være noget, som jeg selv bestemmer. Det skal helst bare være der og så skal det være noget, som jeg kan brække i stykker eller skære ud med kniv og gaffel. Det ligger stadig i mig og jeg ved, at det er irrationelt. Jeg har heller ikke været så god til at spise helt alene, men det er ikke ret længe siden, at jeg spiste frokost på Gló i Magasin helt alene og uden at tænke ret meget over det. Jeg kan virkelig også mærke min sult og jeg giver mig selv lov til at spise, når maven rumler. Jeg giver ydermere mig selv lov til at have dage, hvor jeg går og småspiser hele tiden, fordi der var lige en kiks, hov noget chokolade og nææh noget helt tredje. Jeg lytter meget til, hvad jeg har lyst til at spise. Jeg kan godt have dage, hvor jeg ikke spiser specielt nærende eller sundt, men det var cravingen den dag og så spiser jeg mine grøntsager en anden dag. Jeg er næsten blevet vegetar, da jeg spiser meget lidt kød og vælger det meget ofte fra. Jeg ville på nuværende ikke sætte tænderne i en steak, fordi tanken om tekstur og smag ikke gør det for mig. Jeg ved, at min familie tænker meget over, at der er mad til mig også. Jeg spiser det meste og smager på ting, fordi jeg er på ingen måde kræsen, men der er som oftest et alternativ til mig, som ikke har lyst til at spise røde bøffer.

Jeg har taget nogle store beslutninger i det her år, hvor jeg har været rask. Jeg har virkelig mærket mig selv for første gang i mange år. Det handlede ikke længere om, hvad andre ville have af mig, men hvad jeg ville have af mig selv. Og hvad jeg ville have ud af livet. Jeg har alt for mange drømme og håb om fremtiden, så jeg ville ikke bare stå der og se livet glide forbi, mens jeg gled længere ind i mig selv og den sorg, som jeg bærer på. Vi har hver især vores egen metode til at holde styr på dæmonerne og det er ikke altid de bedste valg, som man tager. Jeg har fået bearbejdet meget af det og jeg har det godt i dag. Jeg er glad det meste af tiden, men man kan jo aldrig komme udenom de små ture, hvor alting virker sort og hvor man ikke lige kan finde ud af, hvad man skal stille op med sig selv. Det oplever jeg stadig og det er ganske normalt. Jeg lader mig ikke slå helt ud af det negative. Jeg ved dog, at jeg skal leve med min spiseforstyrrelse resten af livet. Det går aldrig helt væk og det er en del af mig. Der er bare forskel på, hvornår det er i udbrud og hvornår det er passivt som nu. Jeg bruger det meget som en indikator for, hvordan jeg har det og om jeg er det rigtige sted. Senest kunne jeg mærke at mit arbejde ikke gjorde mig glad og at det var svært for mig at holde mig ovenpå og i kontrol. Jeg havde lyst til at give ind til det hele igen. Det hev i mig dag og nat og derfor endte jeg med at tage beslutningen om at sige op. Det var svært, men samtidig vil jeg ikke byde mig selv at gå igennem det hele én gang til. Jeg er på den anden side. Jeg er stærkere.

Så med de ord, vil jeg nyde min aften med en overflod af kinesisk mad og en hjemmelavet cheesecake fyldt med glimmer og hindbær – og ikke mindst et stort, fedt lys i. Hurra for at være rask og mange flere år på den måde og for at være pisse stolt af sig selv. I did it.

Spiseforstyrret: 272 dage rask

272 dage and counting.

Der har været lidt stille på kapitlerne af spiseforstyrrelsen, men jeg har både haft rigtig travlt, men jeg har også syntes, at det har været svært at forsætte fra sidste gang. (del 1 del 2del 3). Det var så grænseoverskridende at poste sidste del af det, fordi det kom rigtig tæt på og jeg følte mig blottet. Det var nu let nok at skrive, men det kom først lidt efter. Jeg var også inde at rette et par detaljer, fordi det alligevel blev for meget. Jeg har ikke fortalt de ting, fordi jeg har haft et ønske om medlidenhed, men fordi at jeg synes, at det er en vigtig ting at belyse. Spiseforstyrrelser opstår og de er svære at komme af med. Jeg brugte ca. to år i den fase, som jeg selv kalder “recovery”. En fase som har budt mig rigtig mange tårer og som jeg på et tidspunkt ikke troede ville være mulig at gennemføre. Det har været så benhårdt at genlæse mine egne kapitler, fordi jeg sidder et andet sted i dag og fordi at jeg har det godt nu. Der var en lang fase, hvor jeg godt kunne snakke om nogle af tingene, men jeg syntes stadig, at jeg havde haft styr på det og at det aldrig havde været “rigtig slemt”. Det havde det og det var det. Det var en frygtelig tid i mit liv og det har været en kamp uden lige.

Jeg har behandlet mig selv så dårligt og alligevel troet, at jeg havde styr på, hvad jeg gjorde. Jeg troede, at det var mig, som havde kontrollen og som kunne styre, hvornår at jeg ville komme op til overfladen igen. Jeg kan stadig huske, at jeg så et indslag i Aftenshowet om en pige, som havde haft bulimi og at hun var blevet rask. Derfor fejrede familien det også hvert år med kage. Jeg kan bare huske at jeg sad og stirrede på det indslag og det eneste som gik igennem kroppen var “hvordan kan hun?” – hvordan kan hun blive rask? Hvordan gør hun og hvordan skal jeg nogensinde selv nå dertil? Jeg troede vitterligt ikke, at det var en mulighed, fordi jeg følte, at jeg havde kæmpet og kæmpet. Jeg sad til samtaler hos Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelse. Jeg vidste godt, at jeg løj, når jeg sagde at jeg var klar til at give slip. Jeg vidste godt, at grunden til, at jeg havde lyst til at aflyse samtalerne var fordi, at jeg inderst inde ikke ville blive rask igen. Jeg tog mig alligevel sammen, men efter mine fem coaching samtaler var slut, så vidste jeg udemærket godt, at jeg ikke ville blive rask lige nu og her. Jeg fik tildelt en støtte/kontakt person, som var en anonym pige og selv tidligere spiseforstyrret. Hun skulle snakke med mig en gang om ugen i telefonen i ca. et år. Da jeg skulle ringe første gang, så var jeg så tæt på at droppe det, men jeg ringede. Vi havde en utrolig let snak og hun blev en god støtte i det år. Det har uden tvivl været med til at hjælpe mig videre, men det tog sin tid.

Jeg har haft så mange nedture i den tid, hvor jeg forsøgte at blive rask. Det ville bare ikke, som jeg gerne ville. Min hjerne og min krop ville ikke lytte til mig. Jeg havde ikke lyst til at tælle kalorier eller at sulte mig selv. Jeg levede på ca. ét måltid om dagen og så var det det. Jeg var tit alene hjemme i den lille lejlighed i Odense, så det var let nok bare at spise det ene måltid og så ignorere knurren i maven resten af dagen. Jeg gik i panik, hvis nogen ud af det blå spurgte, om jeg ville have en kiks. Hvis ikke det var medregnet i mit daglige indtag på forhånd, så kunne jeg næsten ikke kapere det. Den ene gang nåede min mund at udforme ordene “nej tak, jeg har spist hjemmefra”, inden at jeg overhovedet havde registreret, hvorvidt om jeg havde lyst eller ej. Jeg fik også et mindre tilbagefald på opkastfronten. Det skete dog kun et par gange, men min verden var brudt sammen, mit forhold hang i en tynd tråd og jeg var ikke just glad for universitetet. Bægret flød over. Jeg kastede op. Jeg sultede mig selv. Jeg drak for meget rødvin og jeg var rigtig glad for mine sovepiller. Jeg har aldrig været på noget medicin, men jeg var nødsaget til at få udskrevet milde sovepiller, fordi jeg sad oppe hver nat. Jeg kunne ikke lukke et øje på grund af stress fra studiet og mit liv. Jeg var et stort nervevrag, som sad i stuens mørke nat efter nat og bare stirrede ud i luften. Jeg overlevede bare.

Jeg ved ikke helt, hvad der skete indeni mig siden, at det begyndte at gå i den rigtige retning. Nytårsaften blev lidt af et skift. Jeg sad og lignede noget, der var løgn. Jeg vejede nok omkring de 42 kilo. Indsunkne kinder, trætte øjne, tynde arme, ingen talje. Jeg havde ikke spist i flere dage, fordi mit forhold til min daværende kæreste var ved at slutte. Jeg havde kærestesorger, spiseforstyrrelse og var så udmattet. Jeg ved dog alligevel ikke, hvad det var, men da jeg vågnede dagen efter, så havde jeg en følelse af, at det nok skulle endte godt alt sammen. Jeg blev single og jeg flyttede hjem igen. To ting som var medvirkende til et mere stabilt grundlag for min recovery. Jeg blev taget hånd om og jeg havde løbende haft psykologsamtaler og telefonsamtaler med min SKP. Der faldt ro på. Jeg blev bedre til selv at falde i søvn igen. Jeg begyndte at spise mere regelmæssigt uden panik i kroppen og jeg kunne nøjes med et hyggeligt glas vin inden sengetid. Jeg fik mentalt overskud til at starte til pole fitness, som i den grad har været medvirkende til, at jeg blev rask for alvor. Jeg har sat min endelig recovery til d. 1 marts 2017. Jeg troede ikke rigtig på det, men jeg har fundet en glæde ved nogle andre ting. Jeg har ikke behov for at være sygeligt tynd eller at tælle kalorier hele tiden. Jeg tænker engang imellem over det og jeg kan stadig godt lide at have mine rutiner, men det er slet ikke på samme måde. Jeg kan være spontan på madfronten og jeg kan være mig selv igen. Jeg skjuler ikke længere et helt liv og menneske bag en opbygget facade. Jeg er oprigtigt glad. Jeg kan være tilstede igen, fordi jeg ikke går rundt i en tåge af sult.

Jeg ved ikke, hvad den hemmelige formular er. Jeg ved ikke engang, hvordan at jeg skal kunne råde nogen andre til at kunne blive rask. Sygdommen er så kompleks, så forskellig og så svær at definere. Jeg snakkede og snakkede om det. Jeg satte ord på. Jeg skrev og jeg græd. Jeg var ked af, at jeg havde behandlet min krop og mit sind så negativt. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det anderledes, men jeg har altid gjort mit bedste – uanset hvad. Jeg kan dog sige, at jeg rent faktisk kan se på mig selv i spejlet uden had. Jeg vejer ikke det samme, som inden at det begyndte, men jeg har fundet en vægt, som er fin. Jeg er stadig slank, men jeg er ikke afpillet. Faktisk, så ved jeg ikke, hvad min vægt er, fordi jeg stiller mig ikke op på den. Det ødelægger mit humør og det er der ingen grund til. Der er stadig svære dage med stemmen  i hovedet og den forsvinder nok aldrig 100%, men jeg er stærkere og mere afklaret. Jeg har håb. Jeg er rask.