SoMe detox, sammenligning og mangel på kreativitet…

Et detox fra de sociale medier er nok det, som jeg har allermest lyst til lige nu.

Men alligevel ender jeg med at åbne Instagram, Facebook og så TikTok. Min nyeste besættelse er TikTok. Ikke nødvendigvis selv at lave noget, men jeg kan bruge timer på at se på de andre.

I starten var det bare for hyggens skyld og jeg var virkelig imponeret over virkelig mange kreative bud. Men som det er lige nu, så har det mere givet mig kriller i maven – og ikke på den gode måde.

De sidste uges tid har jeg fundet mig selv i et underligt humør. Jeg er virkelig træt, når jeg logger ud fra arbejdet. Jeg har næsten ikke noget overskud til at tænke i madlavning eller at være nærværende. Social, nogle gange. Nærværende, nej tak.

De sidste par dage har jeg også grædt, når min kæreste er gået ud ad døren eller at jeg er kommet hjem fra ham. Ikke fordi der er noget med os. Men fordi jeg er så træt og min hjerne kører på højtryk, samtidig med at jeg prøver at være bare nogenlunde til at være i stue med. Ps. det går dårligt.

Sandheden lige nu er bare, at jeg ikke rigtig ved, om jeg er glad eller ej. Jeg er jo glad?

Altså for min kæreste, min familie, Fie-hunden og mit arbejde. R og jeg kigger på lejlighed og alting er jo ellers fint.

Alligevel har jeg fundet mig selv i et mentalt rum, hvor jeg er meget hård ved mig selv. Det hele føles som en konkurrence lige nu. Det føles som om, at TikTok er en konkurrent for mit eget talent og kreativitet. Det samme for Instagram. Jeg føler mig ikke talentfuld nok. Jeg føler mig ikke pæn nok. Jeg føler mig simpelthen ikke god nok. Jeg ser på billeder af mig selv og piller alting fra hinanden. De gamle stemmer vender tilbage:

“Du er blevet tyk, er du ikke?”

“Hvorfor kan du ikke være bedre?”

“Hvorfor kan du ikke bare være mere kreativ og skabe noget helt særligt?”

Alt føles som en konkurrence lige nu. Det at andre finder deres vej. Hvordan jeg klarer mig i skolen i forhold til de andre. Hvor mange likes og views mine egne billeder og videoer får. Hvordan andre laver deres content, klarer deres selvstændige virksomhed eller klæder sig på.

Jeg finder mig selv i et mentalt rum, hvor jeg er kritisk, men også hvor jeg har lyst til alt muligt. På den ene side, så har jeg lyst til at gå i mine kjoler og alt muligt flot tøj. På den anden side, så har jeg også lyst til at købe et matchende joggingsæt i sort og style det. Men er jeg pludselig blevet sporty med et twist? Hvad sker der? Jeg finder mig selv blive inspireret og samtidig blive blottet for min egen tvivl, om hvad jeg kan – og hvor jeg ender henne.

Jeg brokker mig over skoleforløbene, fordi jeg ikke føler niveauet er højt nok. Alligevel får jeg middelkarakterer. Er det så mig? Eller er det læreren, som har et andet syn på tingene og at vi bare ikke kan enes? Eller er det en blanding af begge? Kunne jeg have gjort det bedre? Kunne hun have gjort det bedre eller anderledes? Er det kun mig?

Jeg føler, at alting er unfair. Jeg føler ikke, at jeg bliver anerkendt for mit skolearbejde. Jeg føler mig tilbage i gymnasiet og de tidligere skoleår, hvor jeg bare ikke passede ind.

Gamle spøgelser bliver ved med at poppe op. Løgne og vreden fra tidligere giftige forhold, barndommens traumer, skoletiden, spiseforstyrrelsen, mit kritiske selvhad, rollen som den temperamentsfulde og nærtagende pige, og ikke mindst den store mængde ansvar igennem livet, som jeg bare ikke kan rumme lige nu. Jeg kan ikke rumme noget af det lige nu.

Jeg kan ikke rumme meget andet end mig selv og mit arbejde lige nu. Egoistisk? Ja, helt vildt. Alligevel er det bare et helle, hvor jeg oplever noget ro i at være midt i det.

Når jeg er andre steder, så oplever jeg pludselig stik af ked-af-det-hed, som gør at jeg zoner helt ud eller humøret svinger fra grin til en trist mine.

Jeg føler alting er noget, som jeg skal konkurrere med. Jeg sætter mig selv op mod en masse mennesker, standarder og livsmål.

Jeg står et sted, hvor jeg føler mig grøn som aldrig før på mit arbejde. Det første sted, som virkelig udfordrer mig på den gode måde. Men samtidig står jeg også et sted, hvor jeg virkelig ikke kan mærke noget i forhold til fremtiden. Jeg aner ikke, hvor det ender henne. Er jeg hos dem de næste mange år? Sker der noget andet? Hvor ender jeg henne?

Jeg læste om en instagrammer, som havde brugt hele livet på at jagte drømmen om at blive sangerinde. Det gik, men det gik ikke sådan helt vildt godt. Pludselig begyndte hun at blogge for at få et pusterum og det begyndte at tage fart. I dag er hun selvstændig og tingene voksede bare derfra.

Jeg tænker nogle gange på, at uanset hvad jeg vælger at lave (blog, IG, TikTok, Pinterest), så går det bare ikke op eller vokser. Jeg taber engagement hver dag og jeg mister følgere hele tiden. Jeg prøver ellers at forbedre mit indhold, men jeg kan ikke altid få ideerne til at matche op med resultatet.

Så ja, jeg er i et frustrerende sted, som de fleste nok kender til i en eller anden afart. Jeg ved også, at det går over, men jeg har svært ved at give ind til negativiteten og være i det uvisse.

Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik elevpladsen og at skolen heldigvis kun varer syv uger samlet. Jeg er så taknemmelig for, at jeg er i en branche, som føles som hjem og som noget nyt på én og samme tid. Jeg er så glad for det.

Men alle de sociale medier og indhold der publiceres hele tiden får mig til at tvivle på, om jeg nu er så unik og kreativ, som jeg troede…..

 

Jeg leder stadig efter mit talent og mit gennembrud.

 

22. dec – Overvældelse, relationer og kreativitet.

Jeg sad pludselig og reflekterede over mit 2019.

 

Jeg har virkelig været all over the place, når det kommer til at sætte ord på det. Måske er det også lidt tidligt, når det “kun” er november, men hey, der er sket mere end jeg lige troede.

 

Jeg var til meditationsaften og under meditationen fik jeg en følelse af kvalme og ubehag i hele kroppen. Den følelse som gik igennem mig var følelsen af overvældelse. Det trykkede ubehageligt i brystkassen og jeg havde det ikke så godt.

Lige pludselig lettede det hele, da jeg begyndte at gå mere ind i følelsen af overvældelse. Ikke, at det har været et dårligt år, men jeg har følt mig underligt overvældet af alt muligt.

 

Kærlighed er ikke nemt

Det første der kom frem var mit forhold. Det har overvældet mig. Det har overvældet mig at have så mange ægte følelser for et andet menneske, som jeg har for R. Det har ramt mig hårdt og jeg har kæmpet med følelsen af at være forelsket og den kærlighed, som er opstået.

Åha, det lyder da hårdt, var Louise? Sådan at have en god kæreste, der støtter dig og som altid kysser dig på panden, når du er stresset eller som holder om dig, når du har brug for det? Pyha, det er da overvældende.

Det har været enormt overvældende for sådan en som mig. Både det at føle så meget den anden vej, men også at skulle modtage den andens kærlighed.

Jeg har ikke prøvet det før. Jeg har kun prøvet forhold, hvor ingen helt vidste, hvorfor at de var gået ind i det. Det her har været anderledes og R er det mest rummelige og gode menneske på jorden.

Han bliver stort set aldrig sur. Han råber ikke af mig. Han passer på mig. Han holder mig i hånden, når jeg har angst og han lytter, når jeg brokker mig over alt muligt, eller lytter når jeg fortæller om et parfumeevent, som jeg var til. Han accepterer min “sindssyge” (og meget upraktiske) tøjstil og kører gerne en time i hver retning for at hente mig efter en koncert – bare fordi.

Hvordan tackler man det, når man er vant til stole, der flyver igennem lokalet og en masse grimme ord, der bliver råbt i begge retninger?

Det har krævet meget af mig og vores forhold har fyldt meget i 2019 – på den gode måde.

Det har været helt underligt at blive modtaget så godt ind i en svigerfamilie og have følelsen af, at jeg kan være mig selv – den upraktiske og aaaaalt for følsomme pige, som jeg nu engang er.

Det hele har været lidt en rutchebane, fordi vi begge komme fra en lidt rå fortid af forhold og vi begge er sindssygt følsomme. Vi har danset frem og tilbage, fordi ingen ville blive såret og ingen ville give sig alt for meget.

Det er en dans, fordi nogle gange føler jeg, at vi næsten har mødt hinanden et par år for tidligt. Jeg tror på, at det er os, som skal være sammen, men jeg tror også på, at vi skal give hinanden god plads til at vokse ind i det. Der er et stort behov for frihed for os begge.

Vi ses ikke hver dag og vi kommer måske ikke til at bo sammen i første omgang. Men det er okay for os, fordi vi har en masse ting, som vi skal finde ud af – sammen og hver for sig.

Jeg ved, at jeg elsker ham. Det var derfor, at jeg sagde det helt skælvende og græd, da han sagde det tilbage. Det hele prikkede i min krop, da han en dag var den, som sagde det først.

Vi har vores ting, men vi er også rigtig gode sammen.

 

 

Job – Blog – Kreativitet.

Part to af 2019 har været jobbet som selvstændig, dét at søge jobs og dét at finde sin kreativitet frem på en ny måde.

Jeg laver fashion-inspirerede shoots som aldrig før. Jeg nyder det langt mere end tidligere. Jeg tror, at jeg har fundet en anden måde at udtrykke mig på end tidligere.

 

Men ja…..

Året 2019 har bragt livet som selvstændig med sig. Det har været en vild omgang. Eller vild og vild, men det har krævet meget af mig. Det har krævet at skrive til firma efter firma med pitches, ideer, collager, presskits og meget andet – for at få et nej eller ikke at få et svar overhovedet.

 

Det har været vildt frustrerende at have så mange fede ideer og så meget på hjerte uden at nogen har set det eller ville investere i det.

Det har været hårdt at blive afvist. Men det har også været fedt, når nogen virkelige troede på en eller var tilfreds med det arbejde, som man lavede for dem.

Det har været et år, hvor jeg har skulle finde ud af, hvem jeg var og hvad jeg gerne ville.

Det gik fra frkmejer.dk til missmejer.com – og nu er jeg i tvivl om hele “frøken”-delen. Er jeg overhovedet så meget en frøken, som jeg gik og troede?

Nå, men det må komme med tiden.

Alligevel har jeg optaget podcast med både Katrine Gisiger (perfekt uperfekt) og Jasmin Søe (ungliv). Jeg har fået lov til at opdage, hvor afklaret jeg er med den del af mit liv, som indeholdte en narcassist til far, en spiseforstyrrelse og ikke mindst forhold, som ikke var sunde.

 

2018 var året, hvor jeg boksede mig igennem gamle følelser og minder, som skulle bearbejdes og 2019 har været mindre boksen, men alligevel har jeg skulle se nogle ting i øjnene.

 

Da jeg så i september fandt ud af, at jeg trængte til en pause fra bloggen, så fik jeg dårlig samvittighed igen.

Kan man det? Jeg er jo ikke engang kommet på toppen endnu. Er jeg så en dårlig iværksætter?

Måske. Jesper Buch ville nok ikke være stolt, men det bliver han måske senere.

Jeg måtte erkende, at jeg har brug for at blive stimuleret udefra og komme ud i et job. Har det så været nemt, spørger du måske? Næh!

Det har været samme proces, som da jeg søgte samarbejde til bloggen. Næh, nej og nej tak fra så mange firmaer.

 

Nå, men det lykkedes vel.

 

Så hvad har 2019 budt på?

Jeg har været overvældet, ja. Men jeg har også knoklet helt vildt meget. Jeg ved godt, at jeg bor hjemme i en alder af 24 år. Jeg har ingen uddannelse og jeg har kan ikke få et job. Og så har jeg kæmpet med økonomien. Hver gang jeg har bestilt et lille stykke tøj eller en eller anden skulle have en gave, så har jeg følt, at jeg hellere måtte sælge min milt.

Men jeg er en fighter helt ind til benet. Jeg kæmper for bloggen (som jeg ikke har givet op på). Jeg kæmper for et job. Jeg kæmper for mit forhold og relationer.

Jeg har ikke givet op på noget, men derimod lyttet til mig selv.

Jeg har følt mig doven, utilstrækkelig og håbløst bagud, men jeg er på rette vej. Jeg gør det rigtige og jeg må følge min proces, som er at flytte hjemmefra lidt senere end så mange andre og alt muligt andet.

Min proces er min proces. Og så må jeg følge den.

Jeg blev dog alligevel overrasket over, hvor stolt jeg er og hvor god jeg har været. Jeg har ikke været så doven, som jeg føler det. Jeg har arbejdet. Jeg har ikke bare siddet hjemme og nusset rundt, bare fordi.

Jeg har måske sovet længe eller rendt rundt i min kærestes joggingbukser, men jeg har stadig skrevet mails, svaret, lavet content eller søgt jobs.

 

Jeg har gjort meget i år. Og mit 2019 har handlet om kærlighed, relationer og kreativitet. Det har derimod ikke handlet så meget om karriere og job, så måske var det vigtigt for mig at skabe en god base, inden alting tager fart?

Måske er det bare godt, at jeg har haft ro til at finde ud af mit forhold og kunne tage en lur, når alt blev for meget i det hele taget?

Jeg er helt vanvittig priviligeret og i den sidste tid er det gået op i brok, sure miner og følelsen af dovenskab. Men hey altså. Vågn op, Louise.

Jeg er så priviligeret og så heldig. Jeg har en god familie, en dejlig kæreste og jeg har fået lov til at få en masse personlige gennembrud i 2019.

Jeg er taknemmelig og jeg er stolt af mig. Jeg vil derfor sige tak til 2019 og det, som er tilbage af det. Jeg glæder mig også til et 2020 og se, hvad det bringer med sig.

Så ansæt mig dog, jeg er klar!

Jeg skriver det her indlæg, mens jeg sidder med et meget stort glas vin i hånden. Eller det er andet glas vin, men hey.

Det har været en lang dag. Og det her indlæg har jeg bygget op til længe og det kommer til at være hudløst ærligt. Så brace yourself.

 

Først og fremmest har der været stille længe her på bloggen, men også på instagram.

Hvorfor? Fordi jeg har besluttet mig for at holde en pause fra livet som selvstændig og søge jobs i mode- og beautybranchen. Jeg trænger sådan til at komme ud og være en del af et team og få inspiration, så jeg kan få lidt energi igen.

Jeg har ikke opgivet bloggen eller ideen om at være selvstændig, men selv jeg, bliver nødt til at indrømme, at det er benhårdt og jeg kan ikke det hele alene. Så derfor søger jeg jobs.

 

Hvordan går det så?

Ja, de to glas vin mandag aften siger det måske. Det går ad helvedes til. Ja, simpelthen. Det går simpelthen så rivravruskende dårligt.

Nå, men er det så, fordi du ikke søger jobs?

Nej. For det gør jeg. Stort set hver dag ryger der mindst én ansøgning afsted.

Jamen, begrænser du dig selv?

Næh. Jeg søger alt muligt. Journalist. PR. Marketing. Back Office Assistent. Customer Service Assistant. Dresser. Projektleder. Konceptudvikler. Modelbooker. Uopfordret. Happiness helper og what not. You name it.

 

Først gik jeg og brokkede mig over, at man ikke engang kunne få et svar tilbage. Og nu brokker jeg mig over, at jeg kun får afslag.

Mandagen bød på tre nej’er. De to kom inden klokken havde passeret tolv og det sidste nej kom klokken 21.30. Jeg sad og så DNA på TV2, men det kunne jeg da godt glemme. Min hjerne rumsterede bare rundt om de tre nej’er og hurtigt løb tårerne også ned ad kinderne.

Skal jeg være helt ærlig, så forstår jeg det ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg skriver ansøgninger. Jeg gør dem personlige. Jeg laver flotte forsider. Jeg sørger for at der er styr på detaljerne. Chanel fik en med detaljer fra deres AW19 kollektion. Det passede i alle farver og mønstre. Sui Ava fik en med et af deres mest solgte spænder på forsiden og kanter af glimmer taget direkte fra deres Linkedin banner. Elite Models fik lov til at hilse på mig i jobbet som dresser/stylistassistant noget tid inden, at de skulle finde deres næste modelbooker.

 

Det viste sig, at Elite Models bruger et agency til at finde deres kandidat. Så selvom jeg havde løbet rundt i guldsandaler i KBH for at finde denimjakker og straight fit jeans til mænd, samt fik ansvaret for firmakortet efter fem minutter, så var det ligemeget i sidste ende. Jeg tog dresser-jobbet, fordi jeg tænkte, at det var en god mulighed for at vise mig og de kunne danne et indtryk. Det viser sig, at det var pisse ligegyldigt. Ville jeg gøre det igen? Ja, det ville jeg helt sikkert.

Jeg har skrevet ansøgninger, der var anderledes. Jeg har skrevet dem personlige. Jeg har skrevet med med fokus det ene og fokus på det andet. Jeg har skrevet dem lige fra hjertet og med et professionelt, køligt overblik.

Jeg har været lige på og jeg har været næsten tiggende. Jeg har senest lige skrevet den mest desperate mail til Birger Christensen, fordi jeg ikke kunne bære, at jeg ikke engang fik en samtale. Et job som simpelthen ikke rigtig bad om mange kvalifikationer og som jeg alligevel var for dårlig til at få. Til trods for mit arbejde som selvstændig, mit job i detailbranchen, mine kærlighed for mode og min overdrevne kærlighed for lige netop deres brand.

Jeg er lost.

Jeg er så opgivende på hele det her jobsøgnings-halløj. Hvad fanden foregår der?

På den ene side skal man ikke have nogle særlige kvalifikationer og på den anden side, så skal man heller ikke være for gammel eller for ung. Man skal være lige tilpas og så skal man allerhelst have haft 20 års erfaring som 24-årig.

Hvad fanden skal der ske?

Et af de jobs, som jeg søgte havde fået 450+ ansøgere. Hvordan i alverden skal man komme igennem den mængde af ansøgere? Hvordan skal man skille sig ud og hvordan skal man overbevise dem?

 

Det var engang, hvor man kunne dukke op med en ansøgning i hånden og så kunne de se en. De kunne mærke allerede der, om man var noget for dem. Det kan man ikke i dag. Der findes rekrutteringssystemer op og ned af døre og stolper.

Det er jo sindssygt.

Upload dit CV her. Upload din ansøgning her. Upload en af dine kæledyr og alle dine hobbies her. Nå nej, vi tager ikke imod PDF, så konverter det hele til noget andet Docxpqzæøå. Og nå nej, vi tager kun imod små bitte mini-filer, så du må lige dele det hele op.

Nå nej, så er der også rekrutteringssystemer, hvor man ikke skal uploade ting, der skal man bare udfylde felterne og freestyle inde i systemet. Nå, men okay så. Så dropper jeg lige hele det layout, som jeg har bakset med og udfylder bokse og tikke samtidig andre bokse med mine kompetence som menneske. Nå nej, for at finde ud af at jobbet er blevet besat, i det man sender ansøgningen.

 

Hvad skal man dog gøre for at få et job? Stillingerne er der jo, kvalifikationerne er der, men jobbet kommer bare ikke.

 

Jeg er en blanding af at være grædefærdig og samtidig har jeg mest lyst til at grine hysterisk.

Det er benhårdt at søge jobs. Jeg sætter næsen op hver eneste gang. Jeg lægger så meget energi, hjerte og sjæl ind i alle ansøgninger. Jeg gør intet med venstre hånd. Alligevel så er det bare nej, nej, nej, nej og atter nej.

Jeg træt af nej.

Jeg er træt af, at jeg ved, at jeg kan alle de jobs, som jeg søger. Jeg ved, at jeg kan. Jeg skal bare have en håndsrækning, men hvor er den henne?

Ikke engang et assistentjob kan jeg finde ud af at få.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skal ske.

 

Inderst inde, så ved jeg godt, at jeg ikke kommer til at være jobløs for evigt, men jeg har lige stået med mit selvstændige projekt og håbet og troet. Nu gør jeg det samme, men heller ikke her går det, som jeg havde håbet.

Jeg er ung. Jeg har energi. Jeg har drive. Jeg er lærenem. Jeg er ambitiøs og jeg er fandens dygtig. Jeg har arbejdet selvstændigt med mit eget. Jeg har været i teams. Jeg er udadvendt og jeg er proaktiv ud i alle celler. Jeg er endda 4 x Virgo, så hvor meget ordenssans, høje krav til en selv og sans for detaljer har i brug for i ét menneske?

Det er også næsten umuligt at sælge sig selv på så lidt plads på skrift og så ovenikøbet komme rundt om det hele på en fyldestgørende måde.

Hvordan i alverden kan det være så svært at få et job?

Jeg er her, jeg er klar og jeg er åben for alle muligheder. Jeg hopper og jeg danser for at kunne få lov til at få bare en lillefinger ind, så jeg kan vise dem alle, at jeg er bygget til jobbet.

Jeg ved jo, at jeg kan. Jeg ved bare aldrig, hvem jeg er oppe imod og hvad de i virkeligheden gerne vil have.

 

Så selvom at jeg godt ved, at det jo lykkedes i sidste ende og at jeg en dag bare griner, så har jeg svært ved det lige nu.

Det kommer jo. Det ved jeg.

 

Men skulle i stå derude med en stilling i modebranchen, reklamebranchen eller noget der ligner, så hit me up!

 

Jeg er klar. Jeg er lige her. Look no further!

 

 

Eksempler på forsiderne:

 

Psykisk vold – at blive trigget og komme ovenpå igen.

 

TW: Psykisk vold


Jeg har det underligt i dag.

Den der følelse af sommerfugle i maven og en kæmpe stor usikkerhed lige i midten af det hele.

Jeg tog imod min kæreste igår. Han kom hjem fra en tur i det jyske. Så selvom vi ikke bor sammen, så hentede jeg ham, tog mad med og sørgede for, at det var rart at komme hjem igen.

Jeg har aldrig prøvet det med ham, fordi jeg aldrig er helt sikker på, hvornår han er hjemme og ellers ses vi dagen efter. Men i dag var anderledes og jeg gik glad ned og hentede ham. Jeg havde trods alt savnet ham en god del.

Alt var rigtig fint, men pludselig lå jeg med en følelse af, om jeg gjorde det godt nok eller om jeg var irriterende at være sammen med. Jeg kom til at spilde på hans rene sengetøj og da jeg ville gøre det godt igen, så ramte jeg noget af det, som hang på væggen.

Mit hoved var et stort vivar og jeg mumlede “Undskyld, undskyld. Jeg er bare så klodset. Jeg skal nok tage mig sammen.”

Sjældent har han set så forvirret ud, fordi hvad der skete indeni mig, var jeg heller ikke helt sikker på. Jeg var på randen af tårer og febrilsk hev jeg i sengetøjet for at få det pænt og bagefter pakke mine ting for at smutte ud ad døren.

Jeg nåede ikke så langt, fordi han vidste jo udemærket godt, at der var noget, som ikke var som det plejede.

Det var først, da jeg sad med tårerne strømmende ned af ansigtet. Mens jeg snøftende prøvede at få ud over mine læber, at jeg bare gerne ville være “rigtig” og god nok, nu hvor han kom hjem igen.

Triggers og trusler

Det gik op for mig, at det her ramte den gamle følelse, da min ekskæreste kom hjem efter mange dage.

Jeg vidste aldrig, hvilket humør han var i eller om jeg gjorde tingene godt nok. Det var aldrig til at vide, om smilet var stort og der nærmest blev råbt JEG ELSKER DIG. Eller om han var sur over, at jeg ikke havde varmet mad op eller vasket de bukser, som han skulle have på.

Jeg farede altid rundt og forsøgte at vende vragen ud på mig selv. Det var bare aldrig til at vide om en lyd for meget ville starte et skænderi. Eller om jeg var glad nok til at være sammen med. Men heller ikke for glad.

Følelsen af at være irriterende overvældede mig.

“Du burde være lidt gladere, ellers kan man jo ikke være her” eller “hvis ikke du gør det bedre, så forlader jeg dig – jeg ved ikke om jeg kan være sammen med sådan en som dig.” blev der ofte truet.

Eller ting som:

“Du er FAKTISK ret hyggelig at være sammen med”

“Du kan FAKTISK være ret sjov, her troede jeg ellers at du var så kedelig”

Følelser var ikke tilladt. Sådan var det bare. Eller mine følelser var ikke tilladt.

Kom han hjem om natten, så gik han enten ind for at vække mig, fordi han gerne ville have sex eller også for at råbe eller øse hans frustration over på mig. På den måde kunne han sove og jeg kunne sidde og rokke frem og tilbage inde i stuen.

Jeg havde ramt en boble af angst for at sige nej. Var det sex han var ude efter, så prøvede jeg nogle gange ihærdigt at klemme øjnene i og lod som om, at jeg sov tungt. Andre gange var det lettere at få overstået.

Mentale blå mærker

Men ja, det hele igår bundede nok i, at jeg har været i forhold med rigtig meget psykisk vold. Det tager lang tid at komme ovenpå igen.

Jeg har lagt forholdet bag mig, men indimellem kommer der en situation, hvor jeg kan mærke, at selvom hovedet er ovre det, så husker kroppen.

Min nye kæreste kunne aldrig finde på at råbe af mig eller være så utilregnelig. Jeg gjorde jo også de ting, fordi jeg havde lyst til at se ham og lave mad.

Psykisk vold er bare rigtig, rigtig hårdt. Det er endda også svært at forklare, fordi der ikke er nogle fysiske blå mærker.

De mentale blå mærker er indprentet i de dårlige oplevelser med møbler flyvende igennem lokalet. De grimme ord eller råben lige ind i hovedet. Det er indprentet i usikkerheden og den andens utilregnelighed.

Den psykiske vold er så lammende og da min nuværende kæreste spurgte “hvorfor blev du hos ham? Du af alle burde jo vide, at du fortjener det bedste.”

Så brød jeg helt sammen.

Jeg overså tegnene med vilje

Svaret var uhyggeligt simpelt.

“Fordi dengang troede jeg, at jeg fortjente at blive behandlet sådan”

Jeg troede, at det var den kærlighed, som jeg var værd. Jeg troede, at det var okay, at en anden person behandlede mig sådan. Min biologiske far var ligeså og mine andre forhold havde også været sådan.

Hvordan skulle jeg vide bedre?

Så jeg fandt mig i det. Jeg fandt mig i at blive skældt og smældt. Både fordi at jeg følte, at det var mit lod i livet, men også fordi, at jeg havde ondt af ham.

Det hele var jo ikke startet sådan. Det hele var jo startet så fint med flest grin, blomster, store gaver og vilde oplevelser. Og et løfte om at han ville passe på mig – at alting ville være anderledes for mig denne gang. Han var ikke som de andre.

Han havde jo ikke været sådan hele tiden?

Jovist, var der tegn, men jeg overså dem, fordi jeg tænkte, at vi alle har vores sider.

Jeg kan ikke gå tilbage, men jeg kan lære af det

I dag ved jeg, at psykisk vold ikke er okay.

Jeg ved, at jeg fortjener bedre og at jeg er taknemmelig for at have en kæreste, som passer på mig og som løfter mig. I stedet for at jorde mig.

Jeg kan ikke gå tilbage og ændre min fortid. Jeg er dog alligevel taknemmelig for at have lært så meget, at jeg på mit 3. forhold har fundet en god mand. At jeg aldrig gik tilbage efter at have slået op.

Jeg får dog stadig trigget mine følelser indimellem og har lyst til at spørge min nuværende kæreste, om vi er okay. Eller om han virkelig kan lide mig.

Langt de fleste dage, der tænker jeg ikke over det. Der ved jeg, at jeg er et godt sted. Min usikkerhed eller trigger er heller aldrig på, om min kæreste kunne finde på at være ond ved mig.

Det ved jeg, at han ikke kunne finde på.


Har du oplevet psykisk vold i et forhold? Eller vil du vide mere om det?

Eller ring til Danner.dk på 33 33 00 47

Overskredne grænser, vrede og at slippe det hele.

Jeg har allerede snakket lidt om vrede tidligere.

Det er bare en følelse, som jeg ikke beskæftiger mig ret meget med, fordi det tit går ud over nogle andre og fordi det er så eksplosiv en følelse.

Jeg har altid været typen som enten er blevet ked af det eller også så har jeg vendt vreden ind imod mig selv.

Men de sidste par dage har jeg oplevet en voldsom følelse af vrede og uro i kroppen. Det har været svært for mig at sætte ord på og det har alligevel fyldt så meget, at jeg udviklede et panikanfald.

Jeg skulle have været i København med en veninde, men måtte stå af på Ringsted St., fordi toget var så fyldt og fordi jeg var bange for at a) kaste op b) besvime.

Jeg kunne bare ikke mere. Min krop var så træt og så panisk, at jeg havde svært ved at få vejret. Jeg stod på trappen til toget og ventede på næste station dukkede op. Imens måtte jeg steppe lidt frem og tilbage, fordi jeg havde mistet meget af følelsen i mine ben. Jeg rystede over hele kroppen og min højre arm mistede også følelsen.

Så jeg var grædefærdig, da jeg trådte ud på stationen. Jeg var så afkræftet og så vred over, at jeg ikke kunne slå panikken i dag.


Først og fremmest har jeg nok været så vred, fordi jeg lige kommer fra det komplet modsatte. Jeg har været glad, overskudsagtig og virkelige fundet min indre zen frem. Altså i den zen, som jeg nu engang kan, men det har været så dejligt.

Jeg har været god til at lytte til mig selv. Jeg har passet på mine energier. Jeg har været kreativ og jeg har været virkelig elskende og omfavnende.

Det hele ændrede sig bare fra det ene moment til det andet. Jeg fandt mig selv blive helt åndssvagt vred. Så vred som jeg ikke har været virkelig længe. Jeg har råbt og skreget, men det har virkelig været svært andet.

Min kæreste sagde én kommentar igår, som bare gik ind under huden på mig og jeg blev vildt vred over det. En ting som jeg ellers ikke har gjort længe. Jeg har generelt været meget mere overskudsagtig og ikke været (lige så) moody eller klæbende. Noget som jeg kan blive, når jeg føler mig usikker på det hele, men sådan har jeg ikke haft det.

Jeg har haft ro i forhold til os. I forhold til vores forhold og til hvordan verden kigger på os. Det hele har været helt okay.

Jeg har bare været i nuet omkring det hele og ikke rigtig stillet spørgsmålstegn eller været bange for noget, når det kom til os.

Jeg har været glad, når folk har været rundt om mig og jeg har kunne tage selv de mindre gode dage med et smil på læben.

Jeg har heller ikke rigtig oplevet ret meget angst og generelt har det bare været så dejligt. Troen på at alting bliver som det skal har fyldt ud i alle celler.

Men så kom der et par dage og et par oplevelser, hvor jeg havde paraderne nede. Lidt for langt nede.

En del af det som vrede jo kan vise en, er jo, hvornår ens grænser bliver overskredet.

Mine grænser er blevet overskredet alt for meget i de sidste par dage og jeg har ikke haft mig selv med. I et kort øjeblik glemte jeg, hvor vigtigt det er at have mig selv med – hele tiden.

Jeg har kørt efter, hvad andre havde brug for og hvad jeg følte, at jeg skulle. Jeg har bare kørt med på legen, fordi jeg gerne ville være god og gøre andre glade.

Lyder det bekendt? Fordi så er det nemlig det emne, som jeg har snakket om i “GoMentor: angst, vrede og aha-oplevelser”. Det er præcis samme mønster, som jeg kom til at lulle mig selv ind i.

Jeg ville gerne være en god kæreste, en god datter, en god person og jeg har virkelig slidt mig selv ned, fordi det har været så intenst. Det kom den ene dag efter den anden, så jeg har næsten ikke nået at bearbejde følelserne eller kunne nå at stoppe det tog, som allerede havde forladt perronen.

I et kort øjeblik glemte jeg, hvad der gør mig glad og hvad jeg bliver fyldt op af – på den gode måde.

Jeg har haft muligheden for at sige fra. At sige “nej tak, jeg tror at jeg går hjem nu, det har JEG brug for” eller “nej tak, jeg er i gang med noget andet og jeg føler mig altså ikke lige klar til det her nu”.

Men den stemme den overhørte jeg, fordi jeg hellere ville være alt for god.

Jeg havde lige et øjeblik, hvor jeg røg så langt ud af min krop og den balance, som jeg har skabt, fordi alting blev så negativt.

Jeg har mest af alt været så bange for, om jeg nogensinde ville komme tilbage til den person, som jeg var inden alle de her ting.

Men det ved jeg, fordi jeg er så opmærksom på det. Jeg har været vred, fordi jeg har følt mig udnyttet og følt mig trådt på. Jeg har ikke tænkt over det i situationen. Bagefter er det gået op for mig, at der har været for stor utryghed indeni, men jeg bare ikke lyttede.

Det gode ved den her intense vrede er, at jeg virkelig har været tvunget til at gøre noget ved det. Jeg har været tvunget til at mærke efter, hvad der skete og hvorfor jeg blev så vred.

Så lidt Aha-oplevelser er der også denne her gang, fordi jeg har ikke lyst til at komme så langt ud igen.

Jeg har ikke lyst til at føle mig udnyttet eller kørt rundt med, fordi jeg selv føler, at jeg skal noget særligt.

Så næste gang når stemmen indeni siger, at jeg skal vinke farvel og gå hjem i seng, så skal jeg gøre det. Fordi det blev for meget og fordi det ikke føltes rart.

Næste gang når jeg kan mærke det hele krible og krable, så siger jeg pænt nej tak.

Fordi det må man godt. Man må gerne sige fra, sige nej eller sige stop. Man må godt gå tidligt fra den der fest eller sige nej til at høre på brok eller hjælpe med et eller andet. Det er okay at sige nej.

Jeg øver mig tydeligvis stadig i det. Fordi vreden som jeg mærker er jo sådan set ikke så meget møntet på de andre, som spurgte mig om noget eller havde en forventning til mig. Nej, den ligger jo hos mig, fordi jeg ikke gav mig selv plads til at mærke efter og sige fra.

“Nej tak, det kan jeg bare mærke, at jeg ikke har overskud/lyst til”

Den afmagt af at jeg har knoklet mig selv ned ét sted og derfor måtte aflyse nogle gode oplevelser, som jeg har set frem til for MIN egen skyld. Det sker pga. at jeg er udmattet og angsten kan tage over.

Så fordi jeg ikke sagde fra der, hvor jeg skulle, så kunne jeg finde mig selv stortudende med åndenød på Ringsted St og vente på at komme hjem, fordi jeg aldrig nåede ind til MIN aftale, som JEG havde glædet mig til.

Men i sidste ende så må jeg bearbejde min egen vrede og jeg må lære af det til en anden gang.

Det her var et eksempel på, at man nogle gange skal opleve det nok gange, før at man virkelig forstår det.

Jeg har forstået budskaberne klart og tydeligt:

  • Selvfølgelig skal jeg hjælpe og være der andre, men ikke til sådan en grad, hvor jeg hiver mig selv ned.
  • Jeg må godt sige nej til folk.
  • Jeg må også godt sige nej til folk, selvom at de er virkelig tæt på mig og folk som jeg holder meget af.
  • Jeg skal huske at fylde mig selv op, så jeg har overskud og rum at give af.
  • Jeg er det vigtigste i mit liv, så hvis jeg har det godt, så kan jeg også være bedre overfor andre.

For når jeg har det godt og er fyldt op af gode ting, så har jeg overskud til at grine af min kærestes jokes. Jeg har overskud til at hjælpe min mor med et eller andet og jeg har overskud til at ryste lidt på hovedet af de ting, som jeg ikke kan styre eller forstå.

Derfor droppede jeg ud på 5. semester…

Det her indlæg kommer lidt i kølvandet på “At være i tvivl om studiet”, som jeg genfandt, fordi der er så mange, som bliver bachelor, kandidater og ikke mindst studenter lige nu. Så tillykke til jer!

Det er en dejlig tid. Det er virkelig en glædes tid og en lettelsens tid.

Personligt kunne jeg selv have haft en bachelor sidste år. Jeg kunne have været færdig, men det er jeg ikke og jeg får den nok heller aldrig.

Jeg brugte fem semestre på at være i tvivl i en eller anden grad. Det var ikke så slemt lige, da jeg var startet, men det blev mere og mere som tiden gik.

Jeg følte på ingen måde, at jeg passede ind eller at jeg kunne leve op til de krav, som studielivet satte. Jeg var lidt for motiveret i starten og jeg endte med at være helt nedslidt.

For mig var det en krise, fordi jeg altid har været hende, som var rigtig god til at gå i skole. Det var hele min identitet, så jeg var allerede lidt i krise, da jeg gik ud af gymnasiet. Hvem var jeg, når jeg ikke gik på STX og kæmpede om de gode karakterer?

Da jeg så fandt mig selv på Litteraturvidenskab, så troede jeg, at jeg havde fundet min hylde. Det hele passede sammen. Min kærlighed for bøger og min kærlighed for skoletiden. Jeg har altid elsket det, fordi jeg var god til det.

Litteraturvidenskab var dog noget anderledes end det, som jeg havde regnet med. Jeg kunne ikke rigtig mærke mig selv og der var mange af fagene, hvor jeg stirrede ud i luften af ren og skær frustration. Jeg forstod simpelthen ikke det, som blev sagt til mig.

Jeg synes at noget af det var for teoretisk, mens andet bare var enormt forvirrende. Jeg prøvede at skrive noter. Jeg prøvede at læse ALLE tekster og gerne de ekstra også.

Da jeg nåede 3. semester og de seks eksaminer, som ventede på mig, så var jeg lige ved at gå op i limningen. Sådan for alvor. Jeg var lige der, hvor filmen var ved at knække.

I forvejen var jeg holdt op med at sove. Jeg sov fra kl. 4-6 og jeg forstod ikke hvordan, men jeg kom i tøjet og sad troligt på universitetet alle dage. Jeg gik stort set i de samme tøj hver dag og jeg var lidt mere ligeglad med, hvordan min makeup så ud eller hvordan jeg tog mig ud.

Mig, der normalt render rundt med læbestift, glimmer og høje hæle.

Jeg var en zombie. En hysterisk en af slagsen. De mange timers søvnunderskud sad i kroppen. Der skulle ingenting til at jeg græd. Den ene gang ringede min mor til mig for at høre, hvordan jeg havde det, mens jeg hysterisk råbte og forklarede, at jeg kunne ikke lægge mig til at sove, fordi jeg havde en opgave, som skulle skrives. Jeg husker, hvordan jeg tastede panisk afsted på tastaturet. Ord der ikke gav mening og en hjertebanken, der var så hård og kraftig, at jeg troede, det ville springe ud af brystkassen.

Det var flere år med hjertebanken og uro i alle celler.

Folk prøvede desperat at fortælle mig, at “karakterer ikke var vigtige”, men det følte jeg. Det var jo hele min fremtid, som jeg følte, at jeg ødelagde, hvis jeg klarede mig dårligt.

Jeg var så meget i underskud af alting, at jeg var ved at knække. Jeg ringede grædende op til min læge og bad om sovepiller. Jeg havde aldrig været på medicin før, men jeg måtte bare sove.

Jeg formåede gang på gang at komme igennem eksaminerne, men karaktererne var ikke til at råbe hurra for.

Jeg forstod det ikke. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan mit hårde arbejde ikke bar frugt.

Det var hårdt at komme tilbage til undervisningslokalet og se på en frustreret lærer, som fik det til at lyde, som om at vi ikke havde gjort os umage, når jeg vidste, at jeg virkelig havde givet alt.

Måske var det fordi, at jeg ikke forstod mig på termerne. Jeg kunne ikke finde ud af at skrive en universitetsopgave. Mig, der altid har elsket at skrive, kunne ikke finde ud af det. Jeg var afmægtig.

Jeg fik 02, 4 og 7 konstant og hele tiden. Den ene mundtlige eksamen jeg var til, var jeg ved at dumpe. Jeg var så udmattet, da jeg sad derinde, at jeg allerede på forhånd havde tårer i øjnene. Den ene underviser virkede irriteret over min sentimentale måde at være på, mens den anden desperat prøvede at få mig til at komme tilbage til nuet.

Jeg gik ud derfra med følelsen af, at jeg var en fiasko.

De fleste fag sagde mig ingenting. Jeg synes, at det var spild af tid, men hey, nu var jeg så langt. Så hvorfor ikke blive ved?

Jeg havde flere af underviserne, som jeg ikke kunne sammen med. Vi forstod ikke hinanden. Jeg følte mig konstant misforstået. Det var også svært for mig at regne ud, hvad de forskellige undervisere ville have. Nogle ville have opgaver på én måde, mens andre vrængede næse, når man gjorde det og ville have det på en helt anden måde.

Jeg var konstant frustreret.

Frustreret når jeg læste tekster, som ikke ville imprinte sig. Frustreret når jeg sad til undervisningen og forstod ingenting. Frustreret når jeg fik karakterer som måske afspejlede min faglighed, men ikke mit engagement og tid.

Da jeg nåede 5. semester skulle jeg til at skrive bachelor og min vejleder var ellers enormt sød.

Jeg havde dog også lige et valgfag, Skrivekunst, som jeg havde set frem til siden dagen, hvor jeg satte fødderne på studiet. HER var min hylde, tænkte jeg. Nu kommer det, som jeg har ventet på.

Det gjorde det bare ikke. Det var om muligt værre end de foregående semestre. Jeg var så skuffet.

Det ene fag var som at gå i folkeskolen igen med en underviser, som gik igang med at forklare os om navneord.

Det andet fag var en overpædagogisk lærer, som også mindede lidt om gymnasiet og som elskede at lave gruppearbejde og få os til at læse op. En ting som altid har gjort mig panisk.

Skal jeg læse andres ting op. Fint. Skal jeg læse det op, som jeg selv har skrevet? NO WAY! Nej. Det skal jeg ikke.

Det sidste fag dukkede jeg aldrig op til, fordi det var mere af oplæsning af egen tekster. Det var opgaver, hvor man nærmest skulle danse farven gul og sidde i rundkreds, mens man kiggede hinanden dybt ind i øjnene.

Jeg kunne ikke. Jeg havde koldsved ved bare tanken om at blive der.

Det var en benhård beslutning at sige fra overfor det hele. Jeg var i kæmpe krise, fordi jeg altid gerne ville have en uddannelse og fordi det var min ting, men nu var det ikke mig længere.

Jeg havde det dårligt hele tiden. Min utilfredshed gik ud over de nærmeste, jeg var grådkvalt hele tiden og jeg kunne næsten ikke komme op om morgenen. Heller ikke, når jeg ikke skulle på studie.


Jeg kæmpede med at træffe beslutningen og ikke alle i min familie var lige begejstret.

Men jeg har aldrig fortrudt.

Jeg har aldrig nogensinde i et sekund fortrudt, at jeg skiftede retning. Jeg var ved at sige “gav op”, men det mener jeg ikke, at jeg gjorde. Jeg tog et aktivt valg. Jeg gav den alt, hvad jeg kunne. Jeg prøvede alt, hvad jeg havde, men jeg kunne ikke fuldføre, fordi jeg havde ikke mig selv med.

Jeg var ikke længere med i det projekt og det kunne jeg ikke længere tillade mig selv.

Så jeg droppede ud. Jeg fortryder det stadig ikke. Jeg gav mig selv tid til at lære mig selv at kende igennem nye ting og tillod mig selv at finde et sted, hvor jeg har det godt.

Jeg er ikke længere en hysterisk zombie, som prøver desperat at holde fast i noget, som ikke fungerer.

Jeg måtte sande, at litteraturvidenskab og studie måske bare ikke skulle være min vej frem.

Kommer jeg nogensinde igang igen? Måske. Men det skulle da mest være, hvis mit job selvstændig falder helt itu – og det tror jeg nu ikke.

Jeg har det godt, hvor jeg er nu.

Jeg siger ikke, at man skal smide alt, hvad man har i hænderne og droppe ud, så snart man kan mærke lidt modvilje indeni. Men jeg siger dog, at man skal huske at have sig selv med og man skal ikke gøre hvad som helst.

Det er så vigtigt, at man elsker det man laver og at man er et sted, hvor man føler sig hjemme langt det meste af tiden. Det må gerne være udfordrerne, men ikke til det punkt, hvor man falder fra hinanden.

GoMentor: “De sidste to måneder har ændret mit liv.”

Annonce:
GoMentor.dk


Læs første del her: GoMentor: Angst, vrede og Aha-oplevelser

Ja, det lyder måske voldsomt, men det har det virkelig.

Jeg anede ikke ret meget om online terapi eller GoMentor, da jeg gik igang, men jeg har virkelig lært meget.

Jeg blev matchet op med Charlotte Sandfeld, som virkelig passede perfekt ind i min måde at tænke på og som forbandt terapi med mindfulness og spiritualitet i sådan grad, at jeg virkelig kunne få noget ud af det.

Jeg har brugt de sidste to måneder på at græde, at være vred og forvirret. Nu kan jeg mærke, at det indre stormvejr har lettet. Der er i hvert fald kommet en eller anden indre ro, som jeg ikke helt kan sætte ord på.

Jeg har haft mine videosessioner, som virkelig har gjort underværker. Ikke, at skriveprocessen ikke også har været god, men at få lov til at tale sammen i ny og næ giver et endnu større skub.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have haft Charlotte som min mentor, men jeg er glad for, at jeg fik det.

De sidste to måneder har sendt mig ud i alle mulige følelser. Charlotte har virkelig formået at stille spørgsmål og guide med derhen, hvor jeg havde brug for det.

Vi har snakket om alt fra familierelationer, forhold og mønstre, som jeg slet ikke havde opdaget. Jeg har grædt som pisket og jeg har været så udmattet.

Egentlig snakkede vi ikke ret meget om min angst, men det var som om, at det at tale om alle tingene bag ved min angst, har gjort det lettere for mig at forstå.

GoMentor matchede mig op med Charlotte, fordi jeg bad om en mentor med mindfulness oveni. Det betød meget at den egenskab kom med, fordi jeg tænker mere og mere spirituelt og har brug for en mentor med samme indstilling. Det fik jeg og det har været guld værd.

Jeg anede ikke, at det her forløb ville ændre så mange ting for mig og jeg siger det ikke bare fordi. Jeg siger det, fordi mine omgivelser har lagt mærke til, at jeg er en anden Louise end for bare to måneder siden.

Jeg har fået en helt anden selvtillid og jeg har formået at finde en kærlighed til mig selv, som jeg ikke anede var der.

Jeg beskrev det allerede i første indlæg, men jeg har virkelig forsøgt at tilkøbe mig kærlighed og respekt, men det kan man ikke. Det kommer i det øjeblik, at man giver det til sig selv, fordi omgivelserne kan mærke det.

Jeg føler virkelig, at jeg står stærkere i mig selv og bedre kan håndtere, hvis ikke folk tænker som jeg eller forstår mig. Det går nemlig ikke noget, fordi det ændrer ikke på min opfattelse.

Jeg tror mere på mig selv, fordi jeg har fået værktøjer til at gå ind i mig selv.

Jeg anede ikke at terapi på denne her måde kunne gøre så meget. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville få noget ud af det, men hold da op. Jeg havde aldrig regnet med det i sådan grad.

Jeg var nervøs for, om to måneder var nok, men efter min seneste snak med Charlotte, så kunne jeg godt mærke, at vi var ved at nå dertil, hvor det var okay at komme videre. Nogle siger også “a teacher appears when you are ready, a teacher disappears, when you are ready”.

Og sådan føles det også. Jeg var så klar til forandring, da jeg mødte Charlotte og jeg er så klar til at komme videre nu. Det har været en rutsjebane hele vejen igennem, men ingen har sagt at healing er nemt.

Healing er på ingen måde let. Det er nok noget af det hårdeste, som man går igennem. Traume, dårlige minder og en opvågning er bestemt ikke nemt, men i sidste ende, så har det været alle tårerne værd.

Så hvordan er GoMentor 24/7?

Det har været skønt at have en, man kunne skrive til uanset tid og sted. Det har givet mig mulighed for at være i følelserne og i situationen i stedet for, at jeg skulle prøve at genskabe dem senere.

Det har været helt vildt skønt at få feedback på det og kunne gå tilbage og genlæse det senere hen.

Jeg har altid været glad for at skrive, men det her har næsten føltes som en dagbog, som skriver tilbage til en. Det har virkelig givet meget.
Det har faktisk været lidt svært indimellem ikke at kunne skrive sammen lørdag-søndag. Det kan man ikke i GoMentor 24/7 Live, men man kan de i de andre abonnementer. Men heldigvis er det sådan, at ens mentor godt kan svare på ens beskeder. Så nogle gange skrev jeg fredag aften og fik svar i weekenden for så at svare mandag igen.

Et eller andet sted viser det jo også bare, hvor meget jeg har benyttet mig af det i de to måneder.

Jeg ville ikke kunne have undværet video-sessionerne i mit GoMentor 24/7 Live abonnement, fordi det gav noget ekstra at kunne se hinanden og tale sammen. Det har virkelig været en fantastisk oplevelse.

Det har også været meget rart, at man ikke skal bakse sig hjem med det offentlige fra deres kontor med mascara ned af kinderne og den totale udmattelse i kroppen. Man sidder bare derhjemme i trygge omgivelser og kan tage en lur efterfølgende eller hvad man nu har brug for.

Personligt synes jeg også at det kan være en god start til dem, som ikke kender så meget til terapi. Man kan starte roligt ud og så bygge videre på det.

Jeg har været ind og ud af terapi siden, at jeg var 13 år, så jeg er ret vant i det, men selv for sådan en som mig, har det været rart at opleve terapi på en ny måde.

Og ja, indimellem er der lidt tekniske problemer, når man snakker over live, men det har ikke været noget, som har påvirket det i sidste ende.

Så det er nok ikke sidste gang, at jeg bruger GoMentor eller Charlotte Sandfeld for den sags skyld.

Et kæmpe tak herfra.


Brug koden: “FRKMEJER10” for 10% på valgfrit abonnement.

Mere om GoMentor?

Det er en online platform, der har samlet en masse af landets terapeuter, psykologer og coaches, som står klar til at hjælpe en.

Man kan enten booke dem til en face-to-face sessioner, eller man kan købe et GoMentor 24/7 abonnement, som er et onlineforløb. Der findes pt. 4 forskellige GoMentor 24/7 abonnementer (Light – Basic – Live – Live+)

Jeg havde et GoMentor 24/7 Live abonnement. Den indbefatter at jeg kan skrive med min mentor mellem mandag-fredag og så har jeg to video-sessioner på 30 minutter pr måned.

Læs mere om det eller besøg dem her.

Læs første del her. “Gomentor: Angst, vrede og Aha-oplevelser.

Det er 10 år siden, at jeg sagde farvel til min far.

Det er underligt at tænke på, at det er 10 år siden, at jeg sagde farvel til min biologiske far.

Det er ikke sådan, at han gik bort eller at der skete noget tragisk. Det kunne bare ikke holde mellem os.

Så det er 10 år siden, at jeg stod med brevet i håndet, som jeg havde skrevet til ham og som var mit afskedsbrev. Det er 10 år siden, at jeg gik med tunge skridt over imod postkassen og smed brevet i hans retning.

Det er 10 år siden, at jeg sidst hørte fra ham.

For 10 år siden stod jeg til min konfirmation og havde nøje planlagt vores afsked. Det var meningen, at han skulle se mig en sidste gang. Han skulle se den hvide kjole, det fine opsatte hår med perlerne og han skulle se, hvor smuk en datter, han havde skabt til trods for svigt.

Det er mere end 10 år siden, at jeg fik opkaldet fra ham om, at han ikke kom til min konfirmation. Han havde fået næseblod og han “blødte hele kopper af blod”. Det var mere end en måned inden, at han skulle komme til konfirmationen.

Jeg husker, hvordan jeg stod med telefonen presset op mod øret og hvordan vreden sitrede i maven. Jeg var vred. Jeg var så arrig over, at han aldrig kunne se på andre end sig selv.

Jeg var nået dertil, at jeg ikke længere blev skuffet, når han ikke dukkede op, glemte min fødselsdag eller at overholde sine aftaler. Det kom ikke som noget chok, fordi sådan var han.

Jeg følte ingen skam over, at jeg ikke længere ville se ham. Efter 13 år med frygt i alle celler og de evige svigt, så kunne jeg bare ikke mere. Jeg kunne ikke holde til at være en del af det længere. Jeg kunne ikke rumme mere skuffelse eller længere gå og håbe på, at han en dag ville kigge på mig og tænke: “min dejlige datter, der var du. Nu skal jeg nok være en god far.”

Det ville han ikke komme til. Han gjorde i forvejen det bedste han kunne. Det bedste var bare ikke godt nok for mig. Jeg kunne ikke nøjes med det, som han gav mig. Jeg kunne ikke nøjes med den begrænsede mængde kærlighed.

Jeg havde ikke længere lyst til at have en far, som alligevel ikke var der og som jeg kun besøgte i pligt, fordi jeg vidste at besøget ville være med skældud, angst og dåsemad.

Min far var ikke som mange af de andre. Min far var nemlig narcissist. Han havde haft et hårdt liv, som han formet ham til at være den, han var. Han var utilregnelig, uden ret meget empati for andre og så var han egoistisk.

Det var altid ham først og det var altid mig sidst.

I så mange år har jeg haft det dårligt over, at jeg ikke følte et bånd til ham. Det gik op for mig, at han ikke havde holdt mig, da jeg var spæd og han havde svinget mig en lussing, da jeg var 3 år, fordi jeg var glad.

Jeg har i mange år foragtet ham for alt det, som han satte mig igennem. Jeg har hadet ham for at være min far, at han ikke kunne finde ud af det og at han bare lod mig forsvinde ud af hans liv uden at kæmpe for mig.

Jeg har hadet ham for at søge efter ham i tidligere kærester, som gjorde nøjagtig det samme, men fordi det var det, som jeg kendte til. Jeg har hadet ham for usikkerheden, angsten og følelsen af at være forkert har fyldt så meget.

Jeg har været vred. Jeg har grædt. Jeg har skældt ud uden at han hørte et ord. Jeg har været skuffet. Jeg har været alle følelser igennem.

I så mange år troede jeg, at det var mig, der ikke var værd at elske eller bruge energi på. Jeg troede, at det var mig, som var besværlig og for meget. Jeg troede, at jeg aldrig ville kunne komme til at gøre noget godt nok og jeg troede at jeg skulle redde det hele ved at være god, nem og perfekt.

Jeg troede inderligt på, at jeg skulle ændre på mig selv for at blive elsket af nogen. Jeg troede, at jeg skulle være det, som de havde brug for – uanset min egne følelser og grænser.

Jeg troede at jeg skulle nøjes, fordi det var, hvad jeg kunne få.

Jeg troede på alle ordene, der blev slynget i min retning og at vreden var berettiget, fordi jeg var irriterende eller bare var der på det forkerte tidspunkt. Jeg troede, at jeg burde have vidst bedre, at jeg ikke skulle have spurgt om det ene eller siddet der lige nu. Jeg burde vide bedre.

Jeg burde forstå, at jeg ikke kunne få mere end det.

10 år efter forstår jeg, at jeg ikke var besværlig. Jeg var ikke forkert. Jeg ER ikke forkert eller for meget.

Jeg fortjener kærlighed uden forhandling. Jeg fortjener at sætte grænser og jeg fortjener at blive prioriteret.

10 år efter forstår jeg, at jeg er værd at elske bare fordi, at jeg er et godt menneske og ikke fordi at jeg skal være eller gøre nogle særlige ting. Jeg forstår, at det er okay at være mig selv og at det er okay ikke at finde sig i hvad som helst.

Jeg forstår at andres vrede ord ikke altid er berettiget og at det ikke altid handler om mig.

Så 10 år efter bekræfter jeg mig selv for, at mit 13-årige jeg tog den rigtige beslutning.

Jeg har aldrig fortrudt den og uanset hvor i verden han er, så ønsker jeg ham et godt liv.

Nej tak til børn og bleer – vol. 2

Læs part 1 – “Nej tak til børn og bleer”

Jeg kan se, at der er en del, som læser første del og jeg kunne godt tænke mig at gå længere ind i emnet.

Fordi jeg vil gerne sige, at jeg ikke har lyst til at udskamme nogle andre eller sige, at noget er forkert. Vi vælger jo alle sammen de ting, som gør og glade og vi har forskellige ønsker.

Jeg har virkelig tænkt over, hvorfor at panikken melder sig så meget, når snakken falder på børn. Ja, der var det med at min tidligere kæreste og hans familie stressede mig mere end nødvendigt.

Det gjorde nok, at jeg blev enormt trodsig. Alligevel så har jeg haft den følelse af, at det var mere end bare trods. Det var virkelig en angst for, om jeg nogensinde ville blive klar eller kunne magte opgaven.

Det gik op for mig, at jeg er vokset op i en familie, hvor det altid har været kvinderne som mere eller mindre stod alene med opgaven. Der var ikke nogen far til at hjælpe eller til at støtte.

Min mor klarede alting selv. Hun var stadig gift med min biologiske far, men han hjalp ikke, fordi det havde han ikke lyst til. Så min mor klarede hver en opgave, som omhandlede min bror og jeg. Jeg har hørt historierne før, men der gik en prås op for mig.

Min seje søster står også med to skønne piger og klarer også 99% selv. Der er selvfølgelig også en far, men min søster har pigerne det meste af tiden og hun er den, som koordinerer og klarer tingene, som den powerkvinde hun er.

Min mormors generation var jo en generation, hvor mænd arbejdede og kvinderne var hjemme med børnene, så der var heller ikke meget hjælp at hente. Min onkel havde én dags barsel med min kusine og det var det.

Jeg tror, at min angst ligger i, at jeg i mit hoved har bildt mig selv ind, at når (hvis) dagen kommer til børn, så skal jeg klare det hele selv. Det virker uoverskueligt, fordi jeg inderst inde tror på, at der ikke er nogen til at hjælpe eller støtte mig.

Det er jo ikke rigtigt. Der er jo så mange vidunderlige fædre derude, som passer på mor og børn, samtidig med at han er med til at klare sine del af det.

Desuden så tror jeg også, at for mig handler det også om, at mit “indre barn” ikke rigtig har fået lov til at være der og at jeg i mange år ikke har haft tid eller energi til at passe på mig selv. Det var vigtigere at passe på alle andre eller please dem, så jeg måske kunne blive holdt om – at mit indre barn måske kunne blive holdt om.

Jeg føler ikke som sådan, at jeg har været barn selv. Eller jo, selvfølgelig har jeg været et barn, men sådan bekymringsfri har jeg aldrig været.

Jeg har haft min turbulente barndom og jeg er bange for at sætte et andet barn i samme situation, fordi der er så mange ting i livet, som man ikke kan styre og som man ikke kan afværge, selvom man ville og selvom intentionerne er de bedste.

Jeg har derfor besluttet mig at slutte fred med panikken omkring børn og bleer. Der går lang tid, før det bliver mig.

Jeg vil i stedet for bruge tiden på at holde om mit eget indre barn og mig selv, så jeg kan være klar den dag, hvor det skal være.

Så et kæmpe hurra for alle de seje forældre, som gør det bedste de overhovedet kan og som sikkert også panikker indimellem. Og et kæmpe hurra for dem, som ikke er klar endnu eller som ikke ønsker det.

Fordi uanset hvordan og hvorledes tingene ser ud, så er der plads til det hele.

Læs part 1 – “Nej tak til børn og bleer”

Rastløshed, uro og (u)ærlighed?

Jeg mener selv, at jeg er et ret ærligt menneske.

Jeg mener også, at jeg prøver at vise de forskellige sider på mine forskellige medier.

Langt hen ad vejen bruger jeg Instagram, som min lille portfolie af billeder eller måske et lille modemagasin, men den del af magasinet, der kun er et fantastisk photoshoot.

Jeg sidder alligevel med en følelse af, at jeg ikke rigtig lader folk komme tæt på. Det er så nemt at bruge de gode billeder og være mere overfladisk derinde, men jeg har kæmpet lidt med, hvad Instagram er for mig og hvad jeg gerne vil bruge det til.

Jeg har i to dage nu været ved at tage små stories, som ikke er planlagt og som virkelig har vist nogle følelser, som jeg har svært ved at dele.

Jeg deler sjældent, når jeg sidder midt i, at jeg har det dårligt eller når jeg er ked af det. Jeg gemmer det til efter, at jeg har bearbejdet det.

Den første story var ved at komme op i sidste uge, da jeg skulle ud og spise. Jeg vidste ikke helt, om jeg havde lyst og jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til valget af menu. Jeg ville bare heller ikke være hende, som ødelægger den gode stemning, nu når alle var med på det andet.

Efter min spiseforstyrrelse, så går jeg meget op i, kun at spise de ting, som jeg ved, at jeg har lyst til. Der er utrolig meget take-away mad, som jeg ikke længere har lyst til, fordi jeg meget hellere vil bruge samme mængde penge på noget andet.

Så jeg var ved at optage en story, hvor jeg har en kæmpe klump i halsen, fordi jeg ikke har lyst og fordi jeg får det som et lille barn. Jeg bliver så irritabel og jeg har så svært ved at spise mad foran andre mennesker, som jeg ikke rigtig kender.

Restaurant besøg har altid været lidt af en prøvelse, fordi jeg hader, når jeg skal sige min bestilling højt, men jeg synes ikke at buffet er lettere. Tværtimod.

Det er så fjollet, men det er lidt et levn fra min spiseforstyrrelse og derfor popper det nogle gange op.

Men hvorfor ville jeg ikke vise jer en grådkvalt mig i live-udgave?

Fordi jeg ikke har lyst til at være en dramaqueen. Jeg er jo fjollet, når jeg får det sådan. Jeg ved jo godt, at det ikke er verdens undergang og fordi jeg ikke er så god til at lade folk ramme de helt ægte “lige-nu-og-her”-følelser.

Er jeg så uærlig?

Nej. Ikke uærlig, fordi vi behøver heller ikke dele alting, men jeg vælger stadig at fortælle det, fordi jeg går så meget op i at få nuancerne med. Jeg føler så mange ting hele tiden. Jeg bliver irrationel og jeg bliver dramatisk uden grund.

Den anden gang var her i dag. Jeg var ved at optage en story om rastløshed og rod.

To ting som jeg mærker så stærkt for tiden. Jeg prøver at sætte ord på det, men jeg kan ikke forklare det.

Uroen i kroppen fylder rigtig meget, men mit hoved er rettet mod de ting, som jeg gerne vil. Jeg keder mig ikke, fordi jeg har deadlines og opgaver, men jeg føler mig stadig rastløs.

Jeg ved ikke, hvor jeg hører til henne lige nu. Jeg ved ikke, hvordan tingene kommer til at gå fremadrettet. Jeg føler mig ærlig talt lidt fortabt.

Er det missmejer.com som gør mig fortabt?

Nej.

Lige det er jeg ikke fortabt omkring. Jeg tror på det og jeg formår at arbejde igennem uroen og få lavet noget hver dag.

Jeg er fortabt omkring, hvor jeg står i forhold til, hvor jeg skal være og hvilken vej jeg skal gå.

Jeg føler mig ikke hjemme nogle steder lige nu og jeg bliver rastløs af at være alene, men det hjælper ikke at være sammen med nogen, fordi så trænger jeg til at være alene.

Jeg har lyst til at kunne råbe ud i universet og få svar på de spørgsmål, som fylder helt vildt meget lige nu. Jeg kan ikke mærke noget.

Jeg kan ikke få ordentligt fat på min intuition og min mavefornemmelse.

Jeg har derfor svært ved at finde ro og bare lade tingene gå sin gang.

Jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med det om, fordi jeg føler ikke, at jeg kan sætte ord på det eller få hjælp til det.

I sidste ende er det jo mig, der skal mærke efter og tage de beslutninger, som måske dukker op.