Psykisk vold – at blive trigget og komme ovenpå igen.

 

TW: Psykisk vold


Jeg har det underligt i dag.

Den der følelse af sommerfugle i maven og en kæmpe stor usikkerhed lige i midten af det hele.

Jeg tog imod min kæreste igår. Han kom hjem fra en tur i det jyske. Så selvom vi ikke bor sammen, så hentede jeg ham, tog mad med og sørgede for, at det var rart at komme hjem igen.

Jeg har aldrig prøvet det med ham, fordi jeg aldrig er helt sikker på, hvornår han er hjemme og ellers ses vi dagen efter. Men i dag var anderledes og jeg gik glad ned og hentede ham. Jeg havde trods alt savnet ham en god del.

Alt var rigtig fint, men pludselig lå jeg med en følelse af, om jeg gjorde det godt nok eller om jeg var irriterende at være sammen med. Jeg kom til at spilde på hans rene sengetøj og da jeg ville gøre det godt igen, så ramte jeg noget af det, som hang på væggen.

Mit hoved var et stort vivar og jeg mumlede “Undskyld, undskyld. Jeg er bare så klodset. Jeg skal nok tage mig sammen.”

Sjældent har han set så forvirret ud, fordi hvad der skete indeni mig, var jeg heller ikke helt sikker på. Jeg var på randen af tårer og febrilsk hev jeg i sengetøjet for at få det pænt og bagefter pakke mine ting for at smutte ud ad døren.

Jeg nåede ikke så langt, fordi han vidste jo udemærket godt, at der var noget, som ikke var som det plejede.

Det var først, da jeg sad med tårerne strømmende ned af ansigtet. Mens jeg snøftende prøvede at få ud over mine læber, at jeg bare gerne ville være “rigtig” og god nok, nu hvor han kom hjem igen.

Triggers og trusler

Det gik op for mig, at det her ramte den gamle følelse, da min ekskæreste kom hjem efter mange dage.

Jeg vidste aldrig, hvilket humør han var i eller om jeg gjorde tingene godt nok. Det var aldrig til at vide, om smilet var stort og der nærmest blev råbt JEG ELSKER DIG. Eller om han var sur over, at jeg ikke havde varmet mad op eller vasket de bukser, som han skulle have på.

Jeg farede altid rundt og forsøgte at vende vragen ud på mig selv. Det var bare aldrig til at vide om en lyd for meget ville starte et skænderi. Eller om jeg var glad nok til at være sammen med. Men heller ikke for glad.

Følelsen af at være irriterende overvældede mig.

“Du burde være lidt gladere, ellers kan man jo ikke være her” eller “hvis ikke du gør det bedre, så forlader jeg dig – jeg ved ikke om jeg kan være sammen med sådan en som dig.” blev der ofte truet.

Eller ting som:

“Du er FAKTISK ret hyggelig at være sammen med”

“Du kan FAKTISK være ret sjov, her troede jeg ellers at du var så kedelig”

Følelser var ikke tilladt. Sådan var det bare. Eller mine følelser var ikke tilladt.

Kom han hjem om natten, så gik han enten ind for at vække mig, fordi han gerne ville have sex eller også for at råbe eller øse hans frustration over på mig. På den måde kunne han sove og jeg kunne sidde og rokke frem og tilbage inde i stuen.

Jeg havde ramt en boble af angst for at sige nej. Var det sex han var ude efter, så prøvede jeg nogle gange ihærdigt at klemme øjnene i og lod som om, at jeg sov tungt. Andre gange var det lettere at få overstået.

Mentale blå mærker

Men ja, det hele igår bundede nok i, at jeg har været i forhold med rigtig meget psykisk vold. Det tager lang tid at komme ovenpå igen.

Jeg har lagt forholdet bag mig, men indimellem kommer der en situation, hvor jeg kan mærke, at selvom hovedet er ovre det, så husker kroppen.

Min nye kæreste kunne aldrig finde på at råbe af mig eller være så utilregnelig. Jeg gjorde jo også de ting, fordi jeg havde lyst til at se ham og lave mad.

Psykisk vold er bare rigtig, rigtig hårdt. Det er endda også svært at forklare, fordi der ikke er nogle fysiske blå mærker.

De mentale blå mærker er indprentet i de dårlige oplevelser med møbler flyvende igennem lokalet. De grimme ord eller råben lige ind i hovedet. Det er indprentet i usikkerheden og den andens utilregnelighed.

Den psykiske vold er så lammende og da min nuværende kæreste spurgte “hvorfor blev du hos ham? Du af alle burde jo vide, at du fortjener det bedste.”

Så brød jeg helt sammen.

Jeg overså tegnene med vilje

Svaret var uhyggeligt simpelt.

“Fordi dengang troede jeg, at jeg fortjente at blive behandlet sådan”

Jeg troede, at det var den kærlighed, som jeg var værd. Jeg troede, at det var okay, at en anden person behandlede mig sådan. Min biologiske far var ligeså og mine andre forhold havde også været sådan.

Hvordan skulle jeg vide bedre?

Så jeg fandt mig i det. Jeg fandt mig i at blive skældt og smældt. Både fordi at jeg følte, at det var mit lod i livet, men også fordi, at jeg havde ondt af ham.

Det hele var jo ikke startet sådan. Det hele var jo startet så fint med flest grin, blomster, store gaver og vilde oplevelser. Og et løfte om at han ville passe på mig – at alting ville være anderledes for mig denne gang. Han var ikke som de andre.

Han havde jo ikke været sådan hele tiden?

Jovist, var der tegn, men jeg overså dem, fordi jeg tænkte, at vi alle har vores sider.

Jeg kan ikke gå tilbage, men jeg kan lære af det

I dag ved jeg, at psykisk vold ikke er okay.

Jeg ved, at jeg fortjener bedre og at jeg er taknemmelig for at have en kæreste, som passer på mig og som løfter mig. I stedet for at jorde mig.

Jeg kan ikke gå tilbage og ændre min fortid. Jeg er dog alligevel taknemmelig for at have lært så meget, at jeg på mit 3. forhold har fundet en god mand. At jeg aldrig gik tilbage efter at have slået op.

Jeg får dog stadig trigget mine følelser indimellem og har lyst til at spørge min nuværende kæreste, om vi er okay. Eller om han virkelig kan lide mig.

Langt de fleste dage, der tænker jeg ikke over det. Der ved jeg, at jeg er et godt sted. Min usikkerhed eller trigger er heller aldrig på, om min kæreste kunne finde på at være ond ved mig.

Det ved jeg, at han ikke kunne finde på.


Har du oplevet psykisk vold i et forhold? Eller vil du vide mere om det?

Eller ring til Danner.dk på 33 33 00 47

Hvornår skal man sige “Jeg elsker dig?”

Det her er et emne, som jeg længe har gået og overvejet.

Jeg har snakket med mange forskellige om det og alle siger noget forskelligt.

Nogle sagde de tre ord inden for kort tid og andre ventede indtil, at de var helt klar til at sige det.

Nogle siger det hele tiden, mens andre passer på med at ytre det til alt for mange, fordi det er noget særligt.

I dag bruger vi ordet “elsker” i forbindelse med mange forskellige ting. Jeg siger det også om mange forskellige ting. Jeg elsker chokolade. Jeg elsker pasta. Jeg elsker mode. Jeg elsker København.

Jeg elsker mange ting, men hvorfor er det så, at det føles så meget mere sårbart, når det kommer til en person, som betyder rigtig meget?


Jeg har overvejet at sige det til min kæreste mange gange. De første par gange, der sagde jeg det ikke, fordi jeg var bange for, om han ville sige det tilbage eller om ordene bare ville hænge der i luften.

Så fik jeg sagt det for en god rum tid siden, men det var på en underlig måde og det føltes helt forkert, fordi det handlede mere om den tvivl, som jeg havde fået sat i hovedet af omgivelserne og andres ideer om forhold. Det gav ingen mening og jeg besluttede mig i stedet for bare at lade det flyde videre.

Vi har kendt hinanden i mange, mange år. Vi har været kærester i 7 måneder og datet i snart et år.

Hvorfor har vi så ikke sagt det endnu?

Jeg kan ikke sige det fra Rs side, men for mit vedkommende handler det om, at jeg gerne ville være helt sikker og mærke det ned i maven på den rigtige måde.

Jeg har udelukkende været i forhold, hvor jeg har fået det fortalt og altid på sådan en måde, hvor jeg har måtte stoppe op og sige “undskyld, hvad sagde du?”. Det har altid været sagt meget hurtigt.

Mit første forhold var det inden for en måned og med det andet var der ikke engang gået 3 uger. Jeg sagde det tilbage begge gange, fordi jeg hverken mærkede eller tænkte videre.

Jeg tænkte bare, at hvis de elskede mig, så elskede jeg vel også dem?

I dag ved jeg ikke, om jeg overhovedet har elsket nogle af dem. Jo, altså, dengang var der jo en eller anden form for kærlighed eller connection, men om jeg elskede dem med alle celler i min krop?

Nej.

Jeg var mest af alt bange for, at de ville holde op med at elske mig, hvis ikke jeg gav noget tilbage. Så det gjorde jeg.


I dag tror jeg bare, at jeg gerne vil gøre det rigtigt. Jeg vil gerne sige de ord, fordi jeg ikke kan lade være. Og indimellem når min kæreste i sjov spørger mig “Kan du overhovedet lide mig?”, så får jeg lyst til at sige “Ja da, jeg elsker dig faktisk.”

Jeg siger det ikke, fordi jeg egentlig bare prøver at føle det i stedet for at sætte ord på det. Og fordi jeg måske inderst inde også er lidt bange for, hvordan det ville blive modtaget.

Men ja, jeg bobler nogle gange over af kærlighed, fordi jeg sidder og kigger på et menneske, som virkelig er noget helt særligt.

Kærlighed for mig har aldrig været let. Jeg har tidligere troet, at kærlighed skulle være vild og voldsom før det gav mening.

Men kærlighed er mange forskellige ting for mange forskellige mennesker. Men jeg har fundet ud af, at kærlighed for mig er ikke vilde romantiske ting eller at få udpenslet en masse følelser konstant og hele tiden. Eller for den sags skyld at pendulet svinger mellem kærlighed og had hver eneste øjeblik.


Jeg har altid søgt efter den kærlighed, som man ser i Hollywoodfilm. Den kærlighed, hvor der altid går et eller andet galt. Den kærlighed som river en rundt og som er så voldsom, at man stopper fly, at man skændes så højlydt og kysser passioneret efter.

Den kærlighed. Ja, den slags har jeg ikke brug længere.

Jeg tror nemlig, at én af grundene til, at jeg stortudede, da jeg så den svenske film “en mand der hedder Ove”, var fordi at deres kærlighed er så ren og så ægte. Den rummer hinanden til trods for forskelligheder og de prøver aldrig at ændre på hinanden. De accepterer hinanden, fordi det var derfor, at de blev forelsket.

Ove er forstokket og han har svært ved at sætte ord på følelser, men til gengæld bygger han gerne en reol eller to for at gøre plads til alle Sonjas bøger. Han spiste hjemmefra, da de skulle på date, så hun kunne bestille, hvad hun havde lyst til.

De er fælles om mange ting, men også hver deres person. Ingen er halvdele, som mødes og bliver “hele”. De er gode sammen og de fylder hinanden op.

Ove er det stabile og praktiske, mens Sonja er følelserne og det mere rummelige.

De kan noget og derfor strømmer tårerne ned af kinderne. Fordi det er den kærlighed, som man i sidste ende ønsker sig allermest. Den rene, åbne kærlighed.

Er den nem? Næh, men er kærlighed nogensinde det?


Så jeg ved ikke, hvornår man skal sige “jeg elsker dig” eller hvornår man mærker det. Jeg tror på, at alle mennesker skal gøre hver deres og så længe, at det føles rigtigt, så er det lige meget om der er gået 2 dage eller 2 år.

Sommerhus & staycation.

Jeg kan mærke, at jeg stadig er lidt i sommerhus-mode, mens jeg skriver det her indlæg.

Det har været lidt svært at komme ud af boblen, som jeg har været i siden torsdag. Vi brugte også noget af det første tid på bare at sove hver især. Første eftermiddag tog den ene en lang lur og dagen efter gjorde den anden. Så der var lige lidt energi som skulle samles op igen.

Men selve sommerhusturen har været god. Vi ankom som sagt torsdag og jeg var så bekymret. Sidste gang at jeg fik mast mig hele vejen igennem offentlig transport og en lang gåtur i regnvejr, der havde der været indbrud.

Det kunne jeg godt mærke, at det sad lidt i kroppen hele turen derop. Så selv, da jeg havde låst op, så var jeg lidt nervøs og stak hovedet ind for at se, at alt var som det skulle være.

Men det var det.

Så vi har egentlig bare brugt tiden på at tutte rundt omkring hinanden. Vi har brugt tiden på at snakke, lære hinanden at kende, men også bare at lave hver vores.

Vi har stort set altid mennesker rundt om os, idet, at jeg stadig er hjemmeboende og R har roommates. Det er ikke sådan, at det ikke også er hyggeligt, men det gør det nogle gange svært bare at være.

Jeg har i forvejen altid haft svært ved at sove ude og efter at jeg havde lidt af søvnløshed i en periode, så blev det ikke bedre. Så jeg sover sjældent hos R og jeg har kun en enmands-seng, så det er også lidt svært.

Det var noget så skønt at vågne op sammen om morgenen og det har virkelig være en skøn tur.

Jeg tror, at jeg var lidt bange for, om vi overhovedet kunne finde ud af, bare at være os to – uden nogen var væk på job eller andet. Bare os to. I et sommerhus. Langt væk fra alt og alle.

Det viser sig, at det kan vi rigtig godt finde ud af.

Det kom helt af sig selv, da vi var deroppe.

Det var bare så dejligt at kunne gå rundt uden at snakke sammen, men stadig vide, at den anden part var lige der. Det var nemt at gå igang med at lave mad eller den ene gjorde og den anden gjorde. Det flød bare.

Ikke, at jeg ikke var forelsket før, men jeg kunne godt mærke, at denne her tur bekræftede mig i, at der er noget her.

Jeg har aldrig haft det så let før. Jeg har aldrig kunne komme til at snerre eller være lidt irrationel uden, at det skulle gøres til et stort nummer. R kigger bare på mig og siger “okay, så er det sådan”. Så går det også hurtigere over og så kan jeg i det slemme tilfælde sige undskyld og ellers flyder vi bare videre.

Det er så dejligt, at han har det rum til mig.

Jeg ved godt, at jeg ikke er verdens nemmeste at finde ud af. Der sker mange ting og jeg kan skifte hurtigt, men det flyder vi for det meste henover.

Jeg forstår ikke, hvordan eller hvorfor. Jeg forstår ikke rigtig, hvad det er han ser, når han kan se igennem så mange ting, men det kan han.

Vi har selvfølgelig alle sammen vores ting og R er jo heller ikke fri for det, men vi tager et skridt ad gangen.

Vi er på mange områder virkelig forskellige. R er spontan og jeg er en planlægger. R er typen der kan snakke med alt og alle og jeg er mere reserveret, alt efter, hvem og hvornår. R er klart ham, som aldrig har travlt og tager alt med en ro på og jeg er typen der altid er lidt stresset og som står og venter på toget 10 minutter før og som alligevel løb ned på stationen, fordi jeg synes, at jeg havde travlt.

Men alligevel gør vi et rigtig godt team. Vi er også ens på mange områder. Vi kan lide mange af de samme ting. Vi har nok det samme behov for nærhed og omsorg. Vi er begge lette til at grine og så er vi begge mennesker, som lægger mærke til mange ting. De små skift i humøret osv. Og så er vi to mennesker, som begge har brug for rigtig meget alenetid hver især. Det gør det naturligt for os at lave hver vores ting og ikke sidde på skødet eller snakke hele tiden.

Ja, nu fik i lidt mere information om mit forhold. Det er stadig nyt og vi er stadig i det indledende faser, så ingen ved, hvad det hele ender med. Jeg tror bare, at jeg holder mig til, at jeg er rigtig glad lige nu og det føles rart nu og her. Så jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer os.

Og vi havde nogle dejlige dage i sommerhuset. Det gav os nye sider af hinanden og det har været hyggeligt.

Og fordi i alle er så nysgerrige, så kan i se os herunder. Det tog lang tid at tage et godt billede, fordi vi har svært ved ikke at fjolle rundt imens.

Perfekte steder – perfekt forhold?

Det her indlæg tager inspiration i TV2 Zulus serie “Perfekte Steder”. Serien kører pt. på trejde sæson, som knapt lige har haft sæsonpremiere.

Jeg har fulgt serien fra day one og jeg synes kun, at den er blevet bedre med tiden. De første par afsnit var sådan lidt så-som-så med skuespillet og plottet, men hey, sæson 2 var noget bedre og nu er jeg spændt på hvad sæson 3, kan bidrage med.

Men det skal ikke handle så meget om serien, som sådan. Det skal mere handle forholdet mellem de to hovedpersoner, Rose og Tobias.

Fordi det eneste der går igennem mit hoved, når man følger deres forhold er: “hvorfor er de overhovedet sammen?”

Deres forhold begynder turbulent. De er to meget forskellige mennesker og selvom, at det ikke altid er en ulempe, så kan man indimellem godt være for forskellige. I’ve been there.

Deres forhold er som sådan ikke urealistisk, fordi et eller andet sted, så tror jeg, at mange mennesker oplever kærlighed som dem, især når man er ung, men også fordi vi konstant bliver påduttet, at man skal kæmpe for kærligheden og det skal være konstant push/pull før, at der er noget ved det. Det skal være spændende, nyt, hektisk og vildt.

Men skal forhold være det?

Det eneste jeg tænker med Rose og Tobias’ forhold er, at det er det mest giftige forhold, som jeg længe har kigget på. Der er ikke noget tidspunkt, hvor det bare går godt eller der er ro på.

Hvis ikke den ene er jaloux over den andens succes, studiepartnere eller andre mennesker der strejfer rundt deres sfære, så er der drama over ønsker for fremtid, ambitioner, måde at være på eller måden at ting bliver sagt på.

De seneste par afsnit har Tobias’ haft travlt med at starte sin virksomhed op, som han har investeret alt i. Det huer ikke Rose, fordi hun har sommerferie fra studiet. De formår alligevel at få tid sammen, men hvis ikke den ene straffer, så straffer den anden.

Så mange af deres problemer kan blive løst, hvis de rent faktisk åbnede munden og sagde, hvad der sker og hvad de har på hjerte. I stedet er det mindgames og “jeg skriver lige, at vi tager væk herfra, så han kan få lov at savne mig”. En joke, som gør Tobias i dårligt humør, nu når han er taget op til Rose og allerede har indvilliget i at sætte tid af.

Nå, men det som rammer mig er, at jeg har gjort nøjagtig det samme. Jeg har haft en relation på nøjagtig samme præmisser. Jeg er også skredet, fordi min eks-kæreste skulle have lov til at savne mig. Jeg har også måtte flå min computer ud af laderen og ind i hånden på den anden, så de kunne læse mine beskeder og vide, at jeg ikke var på vej væk eller utro.

Den der konstante usikkerhed, som ligger som en tung dyne over forholdet. Den der ubehagelige mavefornemmelse, når den anden gik ud af døren. De mange skænderier over noget ligegyldigt, fordi man enten skulle forsvare sig selv eller fordi man ønskede at man kunne lave den anden person om.

Rose og Tobias bruger konstant ordene “jeg er din, du er min”, men vi ejer ikke hinanden.

Hvis der er noget, som jeg har lært i mit seneste forhold, så er det, at vi ikke ejer hinanden. Vi leder ikke efter en halvdel for at fuldende os. Vi er hele i forvejen og vi er først og fremmest vores egen.

Selvfølgelig skal alle mennesker finde den dynamik i et forhold, som fungerer for dem. Men set udefra er Rose og Tobias et perfekt eksempel på et forhold, hvor man skal give slip på den anden.

Det er så forkrampet og jeg har stået i nøjaftig samme følelse. Haft samme ansigtsudtryk som både Rose og Tobias, fordi det gør ondt helt ned i maven, når den anden for 117. gang sårede end eller ikke forstod en.

Jeg kan ikke engang sige, at jeg holder mere med den ene end den anden. De er begge to lige slemme, fordi usikkerheden kommer fra dem begge. Men hvor skulle de også vide, hvor de har den anden, når de aldrig taler sammen?

De bruger ordene “jeg elsker dig” igen og igen, men det fremstår bare mere som et desperat forsøg på at holde sammen i kærligheden, end at de rent faktisk gør det.

Jeg har også altid troet at forelskelse og kærlighed skulle være vildt og voldsomt. At vi skulle eje hinanden, være ved at gå til, når den anden ikke var der eller elske hinanden så meget, så det gjorde ondt.

Det gjorde ondt. Det gjorde nemlig rigtig ondt, fordi det var opslidende og psykisk hårdt hele tiden at gå fra den ene modpol til den anden. Hvis ikke man elskede hinanden enormt højt, så var man lige på kanten til at hade den anden. Hade personen for at få en til at føle sådan eller for at gå en helt derud, hvor vaser gik itu og døren blev smækket.

Måske er det også fordi, at gense serien både minder mig om mine tidligere forhold, men også hvor jeg er nu.

Mit seneste forhold langt fra, hvad Rose og Tobias byder hinanden. Det er roligt, det er nogenlunde en lige linje og det er så udramatisk. Der er også ting, ja, men det er der hos alle.

Det er bare ikke et forhold, hvor angsten for at miste fylder alt eller at usikkerheden klæber sig til os.

Vi ejer ikke hinanden og ingen af os har behov for det. Vi har den anden, når der er tid. Vi prøver så vidt muligt at snakke om tingene og ingen vaser er kastet igennem lokalet.

Er det kedeligt eller uden gnist? Nej. Der er masser af kærlighed, fordi det behøver ikke at være enten eller. Det kan også bare være at grine højlydt i kor, fordi Aristocats ruller på skærmen eller at ligge uden at sige et ord, fordi dagen har været lang for os begge.

Måske er det også fordi, at frygten ikke styrer os. Jeg ved, at jeg ikke har lyst til at miste ham, men jeg er heller ikke bange for det, at det skulle ske.

Jeg ved ikke, hvor vi ender henne, men lige nu er vi et perfekt sted.