Indsend en artikel

Går du med en journalistspire i maven, en god ide eller noget helt tredje og har du lyst til at blive publiceret på Missmejer.com?

Vi vil rigtig gerne hjælpe dem, som sidder og har en skribent i maven, som ønsker at få udgivet noget og være en del af et fælleskab.

Missmejer.com bestræber sig på at hjælpe andre, bruge ærlighed og evnerne til at få sat ord på følelser, oplevelser og passioner. Vi vil rigtig gerne udvide vores horisont og høre fra jer! 


Du kan indsende alt fra:

– En artikel med valgfrit emne, men gerne indenfor de emner som Missmejer.com også rammer (beauty, fashion, mindfulness, vintage, ærlighed, personlige historier)

– En anmeldelse af film, serier, musik, koncert, oplevelse, bog etc. 

– Et debatindlæg 

– En madopskrift med smukke billeder

– En personlig fortælling, som du ønsker at dele med andre (anonymt eller med navn er op til dig) 

– En kreativ ide der passer ind i universet. 



Alle bidrag er frivillige og er ulønnet.

Udfyld skemaet herunder og indsend din ide, så giver vi besked hurtigst muligt.

Klumme: Anjaline Nissen – Om at opdage gammel og ny mode.

Anjaline skrev en skøn og sød mail til mig i håbet om at få udgivet lidt her på bloggen. Det gjorde mig både glad og stolt. Da indlægget så omhandlede modehistorie, kunne jeg kun blive varm om hjertet. Fordi hvis der er noget, som jeg elsker at nørde, så er det historien om mode. Det siger meget mere end bare, hvordan tøjet så ud eller hvad de gik i. Der er meget mere i det og selv de små detaljer kan give os et præg om tidens tendenser og tankegange. Med de ord vil jeg give det videre til Anjalines fine indlæg om den modehistoriske udstilling på Nationalmuseet, hvor direktøren Rane Willerslev blandt andet fortæller om sit yndlingsårti.

 af Anjaline Nissen.


FashionForests Modevidenskab bragte for nylig en super beskrivelse af Nationalmuseets modehistoriske udstilling, hvor museets direktør, Rane Willerslev, som nærmest har opnået status af ’folkekær’ efter TV-programmerne ’Ranes museum’, også fortæller om sit syn på mode. Udover at artiklen er ganske sjov ikke mindst mindst på grund af Rane Willerslevs stærkt udtrykte følelser for firsermode, sætter den også fokus på en af Nationalmuseets vigtige smukke samlinger – nemlig den modehistoriske samling. Netop denne samling, som strækker sig helt tilbage fra år 1700 er intet mindre end fantastisk, da den med de letlæselige tilhørende beskrivelser straks tager en med en på en historisk forestillingsrejse fyldt med spændende oplevelser. Modevidenskab beskriver det blandt andet således:

(…) som fører en lige tilbage i kostumerummet på det Kgl. Teater i 1780, hvor en brokadebelagt slåbrok gøres klar til at blive vist til et forventningsfuldt teaterpublikum. Eller tilbage til slotsfesten anno 1875 til et skønt syn af en ung adelskvinde, som svæver henover et bonet dansegulv. (…)Eller tilbage til år 1900 til den store familieskovtur, hvor mænd iført en hvide sommerhabitter med matchende sommerhatte begav sig ud i det grønne med rigtige grovflettede kurve og rødternede duge.

Modeudstillingen indeholder alt fra babytøj til festtøj fra 1700 og op til 1980’erne. Det er utroligt at opleve firserne påny, da man kan undres over nogle af de pudsige antræk og det lidt for boppede hår, samt de lidt for store skulderpuder. Det er fantastisk at opleve, hvor meget af modehistorien der bliver genbrugt i den tid, vi lever i nu. 1980’erne er måske til manges undren bragt tilbage i form af den sene working girl tendens, som faktisk startede i 70’erne. Der ses matchende,  farverige oversized suits overalt på gaderne i dag, men de brede skuldre og lycra leggings er alligevel ikke nået med videre. Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, har også 1980’erne som yndlingsperiode, når det kommer til fashion:

(…) ’1980’erne må have været et årti med højt til loftet, når noget så grimt som firsermode har fået lov at eksistere og blomstre så længe’.

Om 1980’erne var en tid med meget tolerance, eller om alle bare var enige om, at det boppede hår, skulderpudderne, skrigfarverne og spandex dragterne med de tilhørende benvarmere virkelig var så smart må forblive ubesvaret. 1980’erne var en skøn kulmination af den modemæssige innovation i både 1960’erne og 1970’erne, og uanset om man kan lide stilen eller ej, har den ihvertfald efterladt et stort aftryk. Det er der også mange andre perioder der har, og er man bare lidt modeinteresseret bør man klart udforske Nationalmuseets modehistoriske samling og bare nyde det flotte tøj og de fantastiske historier, som følger med. Det er en billigt, super lærerigt og oplevelsesfyldt – perfekt til en søndag eftermiddag


Lyst til at blive udgivet på bloggen? Skriv ind med din ide eller send dit indlæg til frkmejer@gmail.com

Klumme: Om anoreksi & skønhedsidealer

img_1589
Lånt fra Tennas Blog.

Jeg har været så heldig at få Tenna fra Skizopigesdagbog.dk til at skrive et indlæg for mig. Det er jo ved at være nogle dage siden sidste interview, men det her er et forsøg på at samarbejde med nogle af de dygtigere bloggere som har et budskab og noget på hjerte. Tennas blog handler om at være psykisk syg og hun forsøger ihærdigt at nedbryde tabuer om psykiske sygdomme og diagnoser. En af de ting som Tenna og jeg har tilfælles er uden tvivl at vi begge har haft store komplikationer med nutidens idealer, hvor man skal være så perfekt hele tiden. Herunder har Tenna skrevet et indlæg som omhandler nutidens skønhedsidealer og den bagside som er ved den konkurrencekultur som vi lever i. Det er en meget rå og ærlig fortælling, så jeg kan kun opfordre at læse det og så også følge med på Skizopigesdagbog.dk

“Den dag i dag er der utrolig meget fokus på skønhedsidealer, man skal helst være så køn som overhoved muligt. Man skal gå med make-up, man skal være tynd, man skal idet hele taget passe ind i de ideelle rammer omkring skønhed. Men skønhed er ikke ås simpelt som man skulle tro. I skønhedes verden skal man helst være en størrelse 34 eller derunder. Der er så ufatteligt meget fokus på ikke at være for tyk. Mange unge prøver så ihærdigt at leve op til alle disse krav. Mange unge der vil være ligeså tynde som modellerne i tv og bladene udvikler spiseforstyrrelser som anoreksi eller bulimi. De undgår at spise og motionerer for meget. De gør alt hvad de kan for at komme til at ligne de modeller de ser rundt omkring.

På mange tøj hjemmesider er deres plus size modeller egentlig en helt normal person, der ser helt normal og flot ud. En spiseforstyrrelse starter ofte ?bare? som en slankekur hvor vedkommende ønsker at tabe sig en lille smule. Men får spiseforstyrrelsen rigtig fat i en er den livsfarlig. Dem der bliver ramt af en spiseforstyrrelse vil gøre alt for at blive tynd. De vil gerne accepteres af samfundet og føler den eneste måde de kan blive det er ved at blive tynd.

Men anoreksi og bulimi er ikke for sjov. Det er dødelige sygdomme. Anoreksi og bulimi er ikke en trend, anoreksi er at sulte sig selv, overmotionere, lyve og meget andet. Mange unge med anoreksi bliver også afhængig af diverse slanke piller og sågar også afføringspiller. De piller er farlige, fordi kroppen bliver afhængig af dem, især afføringspillerne. Kroppen bliver vant til at tage dem og arbejder derfor ikke selv på at fordøje maden ordenligt. Kroppen bliver vant til at pillerne gør arbejdet for den. Derfor er det vigtigt at hvis man er blevet afhængig af dem skal man kontakte sin læge når man skal stoppe med dem. Kroppen er blevet så afhængig at man skal trappe ud af pillerne. Det går ikke bare at stoppe fra den ene dag til den anden for det kan kroppen ikke finde ud af.

Da jeg havde anoreksi var ønsket om at tabe mig så stort at det overskyggede alt andet i mit liv. Jeg kunne ingen ting andet end at være der hjemme eller ude og dyrke motion. Jeg løg dagligt om mit madindtag og om min motion. Jeg tog op til 60 afføringspiller om dagen og kunne derfor ikke tage nogen steder medmindre der var et toilet i nærheden. Jeg løb hver dag og nægtede stort set alle former for mad. For mig var det nemmere at tabe 10 kilo end at skulle tage dem på igen. Jeg blev engang indlagt på hjerteafdelingen i Aalborg fordi min læge sagde mit hjerte kunne stoppe når som helst. Men end ikke da stoppede jeg anoreksien, mit ønske om at tabe mig var større end lysten til at leve.

Skønheds idealer er farlige og man skal ikke gå og tro at hvis man ser model tynd ud, har man det godt. De to ting passer sjældent sammen. Skønhed kommer indefra, man kan være nok så tynd men er man ikke et godt og kærligt menneske hvor skøn er man så?

Vores samfund kunne virkelig lære noget omkring skønhed. Det er ikke det udenpå der betyder noget, skønhed bør måles på personlighed og ikke udseende. Jeg tror på alle er skønne på hver deres måde, om man er tyk eller tynd, går med make-up eller ej. Er man ikke god mod andre og i den grad også god ved sig selv bør man ikke være et skønheds ideal.”