Overskredne grænser, vrede og at slippe det hele.

Jeg har allerede snakket lidt om vrede tidligere.

Det er bare en følelse, som jeg ikke beskæftiger mig ret meget med, fordi det tit går ud over nogle andre og fordi det er så eksplosiv en følelse.

Jeg har altid været typen som enten er blevet ked af det eller også så har jeg vendt vreden ind imod mig selv.

Men de sidste par dage har jeg oplevet en voldsom følelse af vrede og uro i kroppen. Det har været svært for mig at sætte ord på og det har alligevel fyldt så meget, at jeg udviklede et panikanfald.

Jeg skulle have været i København med en veninde, men måtte stå af på Ringsted St., fordi toget var så fyldt og fordi jeg var bange for at a) kaste op b) besvime.

Jeg kunne bare ikke mere. Min krop var så træt og så panisk, at jeg havde svært ved at få vejret. Jeg stod på trappen til toget og ventede på næste station dukkede op. Imens måtte jeg steppe lidt frem og tilbage, fordi jeg havde mistet meget af følelsen i mine ben. Jeg rystede over hele kroppen og min højre arm mistede også følelsen.

Så jeg var grædefærdig, da jeg trådte ud på stationen. Jeg var så afkræftet og så vred over, at jeg ikke kunne slå panikken i dag.


Først og fremmest har jeg nok været så vred, fordi jeg lige kommer fra det komplet modsatte. Jeg har været glad, overskudsagtig og virkelige fundet min indre zen frem. Altså i den zen, som jeg nu engang kan, men det har været så dejligt.

Jeg har været god til at lytte til mig selv. Jeg har passet på mine energier. Jeg har været kreativ og jeg har været virkelig elskende og omfavnende.

Det hele ændrede sig bare fra det ene moment til det andet. Jeg fandt mig selv blive helt åndssvagt vred. Så vred som jeg ikke har været virkelig længe. Jeg har råbt og skreget, men det har virkelig været svært andet.

Min kæreste sagde én kommentar igår, som bare gik ind under huden på mig og jeg blev vildt vred over det. En ting som jeg ellers ikke har gjort længe. Jeg har generelt været meget mere overskudsagtig og ikke været (lige så) moody eller klæbende. Noget som jeg kan blive, når jeg føler mig usikker på det hele, men sådan har jeg ikke haft det.

Jeg har haft ro i forhold til os. I forhold til vores forhold og til hvordan verden kigger på os. Det hele har været helt okay.

Jeg har bare været i nuet omkring det hele og ikke rigtig stillet spørgsmålstegn eller været bange for noget, når det kom til os.

Jeg har været glad, når folk har været rundt om mig og jeg har kunne tage selv de mindre gode dage med et smil på læben.

Jeg har heller ikke rigtig oplevet ret meget angst og generelt har det bare været så dejligt. Troen på at alting bliver som det skal har fyldt ud i alle celler.

Men så kom der et par dage og et par oplevelser, hvor jeg havde paraderne nede. Lidt for langt nede.

En del af det som vrede jo kan vise en, er jo, hvornår ens grænser bliver overskredet.

Mine grænser er blevet overskredet alt for meget i de sidste par dage og jeg har ikke haft mig selv med. I et kort øjeblik glemte jeg, hvor vigtigt det er at have mig selv med – hele tiden.

Jeg har kørt efter, hvad andre havde brug for og hvad jeg følte, at jeg skulle. Jeg har bare kørt med på legen, fordi jeg gerne ville være god og gøre andre glade.

Lyder det bekendt? Fordi så er det nemlig det emne, som jeg har snakket om i “GoMentor: angst, vrede og aha-oplevelser”. Det er præcis samme mønster, som jeg kom til at lulle mig selv ind i.

Jeg ville gerne være en god kæreste, en god datter, en god person og jeg har virkelig slidt mig selv ned, fordi det har været så intenst. Det kom den ene dag efter den anden, så jeg har næsten ikke nået at bearbejde følelserne eller kunne nå at stoppe det tog, som allerede havde forladt perronen.

I et kort øjeblik glemte jeg, hvad der gør mig glad og hvad jeg bliver fyldt op af – på den gode måde.

Jeg har haft muligheden for at sige fra. At sige “nej tak, jeg tror at jeg går hjem nu, det har JEG brug for” eller “nej tak, jeg er i gang med noget andet og jeg føler mig altså ikke lige klar til det her nu”.

Men den stemme den overhørte jeg, fordi jeg hellere ville være alt for god.

Jeg havde lige et øjeblik, hvor jeg røg så langt ud af min krop og den balance, som jeg har skabt, fordi alting blev så negativt.

Jeg har mest af alt været så bange for, om jeg nogensinde ville komme tilbage til den person, som jeg var inden alle de her ting.

Men det ved jeg, fordi jeg er så opmærksom på det. Jeg har været vred, fordi jeg har følt mig udnyttet og følt mig trådt på. Jeg har ikke tænkt over det i situationen. Bagefter er det gået op for mig, at der har været for stor utryghed indeni, men jeg bare ikke lyttede.

Det gode ved den her intense vrede er, at jeg virkelig har været tvunget til at gøre noget ved det. Jeg har været tvunget til at mærke efter, hvad der skete og hvorfor jeg blev så vred.

Så lidt Aha-oplevelser er der også denne her gang, fordi jeg har ikke lyst til at komme så langt ud igen.

Jeg har ikke lyst til at føle mig udnyttet eller kørt rundt med, fordi jeg selv føler, at jeg skal noget særligt.

Så næste gang når stemmen indeni siger, at jeg skal vinke farvel og gå hjem i seng, så skal jeg gøre det. Fordi det blev for meget og fordi det ikke føltes rart.

Næste gang når jeg kan mærke det hele krible og krable, så siger jeg pænt nej tak.

Fordi det må man godt. Man må gerne sige fra, sige nej eller sige stop. Man må godt gå tidligt fra den der fest eller sige nej til at høre på brok eller hjælpe med et eller andet. Det er okay at sige nej.

Jeg øver mig tydeligvis stadig i det. Fordi vreden som jeg mærker er jo sådan set ikke så meget møntet på de andre, som spurgte mig om noget eller havde en forventning til mig. Nej, den ligger jo hos mig, fordi jeg ikke gav mig selv plads til at mærke efter og sige fra.

“Nej tak, det kan jeg bare mærke, at jeg ikke har overskud/lyst til”

Den afmagt af at jeg har knoklet mig selv ned ét sted og derfor måtte aflyse nogle gode oplevelser, som jeg har set frem til for MIN egen skyld. Det sker pga. at jeg er udmattet og angsten kan tage over.

Så fordi jeg ikke sagde fra der, hvor jeg skulle, så kunne jeg finde mig selv stortudende med åndenød på Ringsted St og vente på at komme hjem, fordi jeg aldrig nåede ind til MIN aftale, som JEG havde glædet mig til.

Men i sidste ende så må jeg bearbejde min egen vrede og jeg må lære af det til en anden gang.

Det her var et eksempel på, at man nogle gange skal opleve det nok gange, før at man virkelig forstår det.

Jeg har forstået budskaberne klart og tydeligt:

  • Selvfølgelig skal jeg hjælpe og være der andre, men ikke til sådan en grad, hvor jeg hiver mig selv ned.
  • Jeg må godt sige nej til folk.
  • Jeg må også godt sige nej til folk, selvom at de er virkelig tæt på mig og folk som jeg holder meget af.
  • Jeg skal huske at fylde mig selv op, så jeg har overskud og rum at give af.
  • Jeg er det vigtigste i mit liv, så hvis jeg har det godt, så kan jeg også være bedre overfor andre.

For når jeg har det godt og er fyldt op af gode ting, så har jeg overskud til at grine af min kærestes jokes. Jeg har overskud til at hjælpe min mor med et eller andet og jeg har overskud til at ryste lidt på hovedet af de ting, som jeg ikke kan styre eller forstå.

GoMentor: “De sidste to måneder har ændret mit liv.”

Annonce:
GoMentor.dk


Læs første del her: GoMentor: Angst, vrede og Aha-oplevelser

Ja, det lyder måske voldsomt, men det har det virkelig.

Jeg anede ikke ret meget om online terapi eller GoMentor, da jeg gik igang, men jeg har virkelig lært meget.

Jeg blev matchet op med Charlotte Sandfeld, som virkelig passede perfekt ind i min måde at tænke på og som forbandt terapi med mindfulness og spiritualitet i sådan grad, at jeg virkelig kunne få noget ud af det.

Jeg har brugt de sidste to måneder på at græde, at være vred og forvirret. Nu kan jeg mærke, at det indre stormvejr har lettet. Der er i hvert fald kommet en eller anden indre ro, som jeg ikke helt kan sætte ord på.

Jeg har haft mine videosessioner, som virkelig har gjort underværker. Ikke, at skriveprocessen ikke også har været god, men at få lov til at tale sammen i ny og næ giver et endnu større skub.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have haft Charlotte som min mentor, men jeg er glad for, at jeg fik det.

De sidste to måneder har sendt mig ud i alle mulige følelser. Charlotte har virkelig formået at stille spørgsmål og guide med derhen, hvor jeg havde brug for det.

Vi har snakket om alt fra familierelationer, forhold og mønstre, som jeg slet ikke havde opdaget. Jeg har grædt som pisket og jeg har været så udmattet.

Egentlig snakkede vi ikke ret meget om min angst, men det var som om, at det at tale om alle tingene bag ved min angst, har gjort det lettere for mig at forstå.

GoMentor matchede mig op med Charlotte, fordi jeg bad om en mentor med mindfulness oveni. Det betød meget at den egenskab kom med, fordi jeg tænker mere og mere spirituelt og har brug for en mentor med samme indstilling. Det fik jeg og det har været guld værd.

Jeg anede ikke, at det her forløb ville ændre så mange ting for mig og jeg siger det ikke bare fordi. Jeg siger det, fordi mine omgivelser har lagt mærke til, at jeg er en anden Louise end for bare to måneder siden.

Jeg har fået en helt anden selvtillid og jeg har formået at finde en kærlighed til mig selv, som jeg ikke anede var der.

Jeg beskrev det allerede i første indlæg, men jeg har virkelig forsøgt at tilkøbe mig kærlighed og respekt, men det kan man ikke. Det kommer i det øjeblik, at man giver det til sig selv, fordi omgivelserne kan mærke det.

Jeg føler virkelig, at jeg står stærkere i mig selv og bedre kan håndtere, hvis ikke folk tænker som jeg eller forstår mig. Det går nemlig ikke noget, fordi det ændrer ikke på min opfattelse.

Jeg tror mere på mig selv, fordi jeg har fået værktøjer til at gå ind i mig selv.

Jeg anede ikke at terapi på denne her måde kunne gøre så meget. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville få noget ud af det, men hold da op. Jeg havde aldrig regnet med det i sådan grad.

Jeg var nervøs for, om to måneder var nok, men efter min seneste snak med Charlotte, så kunne jeg godt mærke, at vi var ved at nå dertil, hvor det var okay at komme videre. Nogle siger også “a teacher appears when you are ready, a teacher disappears, when you are ready”.

Og sådan føles det også. Jeg var så klar til forandring, da jeg mødte Charlotte og jeg er så klar til at komme videre nu. Det har været en rutsjebane hele vejen igennem, men ingen har sagt at healing er nemt.

Healing er på ingen måde let. Det er nok noget af det hårdeste, som man går igennem. Traume, dårlige minder og en opvågning er bestemt ikke nemt, men i sidste ende, så har det været alle tårerne værd.

Så hvordan er GoMentor 24/7?

Det har været skønt at have en, man kunne skrive til uanset tid og sted. Det har givet mig mulighed for at være i følelserne og i situationen i stedet for, at jeg skulle prøve at genskabe dem senere.

Det har været helt vildt skønt at få feedback på det og kunne gå tilbage og genlæse det senere hen.

Jeg har altid været glad for at skrive, men det her har næsten føltes som en dagbog, som skriver tilbage til en. Det har virkelig givet meget.
Det har faktisk været lidt svært indimellem ikke at kunne skrive sammen lørdag-søndag. Det kan man ikke i GoMentor 24/7 Live, men man kan de i de andre abonnementer. Men heldigvis er det sådan, at ens mentor godt kan svare på ens beskeder. Så nogle gange skrev jeg fredag aften og fik svar i weekenden for så at svare mandag igen.

Et eller andet sted viser det jo også bare, hvor meget jeg har benyttet mig af det i de to måneder.

Jeg ville ikke kunne have undværet video-sessionerne i mit GoMentor 24/7 Live abonnement, fordi det gav noget ekstra at kunne se hinanden og tale sammen. Det har virkelig været en fantastisk oplevelse.

Det har også været meget rart, at man ikke skal bakse sig hjem med det offentlige fra deres kontor med mascara ned af kinderne og den totale udmattelse i kroppen. Man sidder bare derhjemme i trygge omgivelser og kan tage en lur efterfølgende eller hvad man nu har brug for.

Personligt synes jeg også at det kan være en god start til dem, som ikke kender så meget til terapi. Man kan starte roligt ud og så bygge videre på det.

Jeg har været ind og ud af terapi siden, at jeg var 13 år, så jeg er ret vant i det, men selv for sådan en som mig, har det været rart at opleve terapi på en ny måde.

Og ja, indimellem er der lidt tekniske problemer, når man snakker over live, men det har ikke været noget, som har påvirket det i sidste ende.

Så det er nok ikke sidste gang, at jeg bruger GoMentor eller Charlotte Sandfeld for den sags skyld.

Et kæmpe tak herfra.


Brug koden: “FRKMEJER10” for 10% på valgfrit abonnement.

Mere om GoMentor?

Det er en online platform, der har samlet en masse af landets terapeuter, psykologer og coaches, som står klar til at hjælpe en.

Man kan enten booke dem til en face-to-face sessioner, eller man kan købe et GoMentor 24/7 abonnement, som er et onlineforløb. Der findes pt. 4 forskellige GoMentor 24/7 abonnementer (Light – Basic – Live – Live+)

Jeg havde et GoMentor 24/7 Live abonnement. Den indbefatter at jeg kan skrive med min mentor mellem mandag-fredag og så har jeg to video-sessioner på 30 minutter pr måned.

Læs mere om det eller besøg dem her.

Læs første del her. “Gomentor: Angst, vrede og Aha-oplevelser.

Gomentor: Angst, vrede og aha-oplevelser.

Annonce.
Gomentor.dk

Hvad er GoMentor?

Inden i lige læser mine forholdsvis rå og stadig ubearbejdede følelser, så kan jeg lige fortælle lidt om mit forløb og hvad jeg går igennem.

Jeg er igang med et terapiforløb gennem Gomentor.dk. Det er en online platform, der har samlet en masse af landets terapeuter, psykologer, coaches og meget andet, som står klar til at hjælpe en.

Man kan enten booke dem til en face-to-face session, eller man kan købe et
GoMentor 24/7 abonnement, som er til et onlineforløb. Der findes pt. 4 forskellige GoMentor 24/7 abonnementer. Det som jeg har valgt et GoMentor 24/7 Live

Den indbefatter at jeg kan skrive med min mentor mellem mandag-fredag og så har jeg 2 online, live-sessioner på 30 minutter pr måned.

Det smarte er, at når man tilmelder sig, så udfylder man et skema, som gør det lettere at blive matchet op med den rigtige. Jeg valgte selv en, men hun var så dejlig ærlig, at hun ikke mente, at hun kunne være den rette for mig. Og stor respekt for det. Så GoMentor matchede mig op med en ny, som passer helt perfekt ind i, hvad jeg har brug for.

Lige nu kan i få 10% på et abonnement, hvis i bruger koden:
Frkmejer10


Hvordan går det med mit forløb?

Jeg er i fuld gang med mit Go Mentor forløb og har lige for et par dage siden, haft min første Online live-samtale med min mentor, Charlotte Sandfeld.

Det er hårdt. Det er det første jeg siger, når nogen spørger til mit forløb. Det er benhårdt og jeg har stort set ikke lavet andet end at græde eller være vred siden jeg havde livesessionen. Det føles alligevel godt. Det føles jo netop, som om at der rykker noget inde i mig.

Desuden så er det sjældent at terapi er lykke med det samme. Jeg har stadig flere livesessioner i vente og jeg ser enormt meget frem til dem. Min mentor er god for mig. Hun er kærlig og hun er bestemt på én og samme tid. Hun stryger mig ikke udelukkende over håret, men hun stiller mig modspørgsmål og hun har givet mig tid til at reflektere. Det føles rart, at man kan skrive til hende i løbet af ugens fem dage, så hvis der lige opstår en følelse, så er hun der til at give feedback på det.

Jeg har valgt, at vi skal fokusere meget på min angst og allerede inden, at jeg begyndte, så kunne jeg godt mærke sommerfuglene i maven. Det er et emne, som jeg sjældent har berørt, fordi jeg lader det bare fare. Det er også gået hen og blevet en nem ting at sige “Ej, ja, det er bare min angst lige nu” og så slipper jeg for at mærke efter, hvad der er under den.

Så disse dage, der skriver jeg og jeg tænker. Jeg er meget af tiden alene ude i et hus, som min kæreste og jeg passer. Det har givet mig endnu mere tid til reflektion uden så mange forstyrrelser, da han er væk mange af timerne.

Det føles både svært og tiltrængt.

Jeg har på den ene side mest lyst til at råbe af alt og alle, fordi jeg bobler af vrede. To dage efter live-sessionen måtte jeg råbe ned i en pude med mine lungers fulde kraft. Jeg havde helt ondt i brystkassen og halsen.

Det er en blanding af vrede og afmagt. Derfor valgte jeg også at takke ja til at komme ud i huset. Så jeg havde tid til at bearbejde de følelser, som allerede er blevet sat igang.

Fordi angst? Hvad gør den for mig? Hvorfor har jeg den? Og hvornår er den værst?

Min angst beskytter mig jo, fordi den gør min krop så svækket, at jeg ikke kan være i de svære følelser. Den er der jo, fordi jeg føler mig bange og udsat i en eller anden grad.

Min angst kommer også lidt fra genetik, da flere i min familie døjer med samme mønster og derfor er det ikke unaturligt, at jeg også har den. Den kommer også fra de ting, som jeg har været i.
En opvækst med en utilregnelig far, hvor intet var godt nok og senere psykisk voldelige forhold med misbrug og vrede.

Men Charlotte sagde det rigtigt nok, da jeg begyndte at forklare, hvordan jeg ville “tøjle” og “styre” min angst. Det skal hverken tøjles eller styres eller holdes nede. Der skal omsorg til. Man tøjler jo heller ikke et vredt menneske og så er alt godt. Det er jo et tegn på, at der mangler noget andet.

Min angst er okay. Det er okay, at jeg føler den, men den skal ikke overtage. Den larmer måske bare så meget, fordi jeg i så mange år har neglicieret mig selv. Selvom jeg føler, at jeg det sidste års tid har taget nogle store valg og er langt mere bevidst. Så har jeg stadig brugt mere energi på at søge accept og kærlighed udefra, end fra mig selv.

Da jeg fik det fortalt, der gjorde det ondt. Tårerne trillede ned, fordi jeg har virkelig brugt meget energi på at gøre andre glade, at passe på dem og være der for alle andre og når det så kom til mig selv, så var jeg for træt. Det føltes meget vigtigere at gøre 1000 ting, der fik min krop til at skælve af frustration og udmattelse, fordi jeg håbede på et kys på panden eller taknemmeligheden. Så alle de fødselsdagskager, som jeg har bagt og alle de ting, som jeg har lavet for at gøre alle andres liv lettere, har ikke været af lyst, men i håbet om, at jeg ville få kærlighed tilbage.

Problemet er bare at:

  1. Det kommer sjældent den vej fra
  2. Det bliver en forventning eller en selvfølge, at man gør det og så føles frustrationen endnu større.
  3. Det skal ikke være en købmandshandel at få kærlighed, taknemmelighed og at blive værdsat. Det skal komme naturligt.

Så de her dage i huset bliver brugt på egen omsorg, på at lade tårene flyde, at sove længe og på at mærke efter, hvad jeg har lyst til.

Ikke hvad andre har brug for.


I kan blive opdateret på forløbet her på bloggen eller på Instagram @frk.mejer

Husk at i kan få 10% på et abonnement med koden: frkmejer10
Her kan i se de forskellige abonnementer og hvad de kan, så du kan finde det, der passer bedst til dig.