Bag om optagelserne til Ditungliv.dk

Reklame for DitUngLiv.dk

Jeg må nok hellere skrive reklame for en god ordens skyld, men det er jo også lidt skamløs reklame for mig selv, da jeg er gæstevært hos Jasmin Søe og DitUngLiv Podcasten.

Det var en rigtig rar oplevelse at træde ind hos Jasmin Søe, som er kvinden bag DitUngLiv-podcasten og den tidligere Ung Kærlighed-podcast.
Det var i sin tid mig der kontaktede Jasmin, da hun aktivt søgte mennesker, som ville dele ud. Der gik nogle måneder og pludselig poppede der en besked op “Er du stadig klar på at være en åben bog?”
Og jeg tænkte med det samme “Ja, for søren da!”
Jeg er altid klar på at være en åben bog og da snakken faldt på emnet, der tænker jeg altid “Sig noget, så snakker vi om det – skal det være seksualitet (overgreb), spiseforstyrrelse, svær kærlighed, biologisk far, forkerthed, angst, angsten for at være god nok eller noget helt ottende?”
Jeg er efterhånden en ret åben bog. Jeg har ret mange emner at trække på og mit 2018 blev virkelig brugt på at bearbejde såååååå mange ting, så jeg kan snakke om dem idag.

Jeg spurgte til sidst mine følgere. Det er trods alt dem, som skal lytte til mig plapre derudaf. Så valget faldt mest på “forkert ung” og min biologiske far. Så vi formåede simpelthen at komme igennem begge emner.

Første del af podcasten ligger øverst i indlægget. Så der trykker du bare play, når du lyster. Den handler om emnet “forkert ung” og anden del udkommer mandag med emnet biologisk far.

“Forkert ung” – hvad betyder det overhovedet?

Som jeg også snakker om i episoden, så er det simpelthen en følelse af ikke at passe ind. Jeg har altid følt, at mine interesser var forkerte, at jeg var forkert ung og at jeg ikke kunne leve op til det at være festglad, udadvendt og på hele tiden.
Jeg er sensitiv, jeg er nørdet og jeg er introvert meget af tiden.
Jeg bruger energi, når jeg er sammen med mennesker og jeg er drænet efter en fest. Jeg har siden hen fundet ud af, at jeg er allergisk overfor alkohol, så jeg kan godt drikke det, men det står 1000 gange hårdere. Jeg er ikke bare ramt af tømmermænd dagen efter, jeg er decideret syg.
Nå, men jeg har generelt brugt rigtig mange år på at forsøge at følge med i en eller anden grad. Jeg har været i byen. Jeg har drukket med stjernefuld i tequila og jeg har haft et one-night-stand.
Ups! Men var det noget, som jeg virkelig gerne ville?
Næh! Men folk klappede næsten af mig efter mit ONS, fordi jeg endelig havde løsnet korsettet lidt. Og at løsne korsettet er noget som også står som “klassens råd” til mig i min blå bog.
Så jeg er har været en lidt stramtandet ung dame. Hele min familie joker med, at jeg har en 80-årig sjæl (så er det godt, at min kæreste også har det).
Men jeg vil hellere i teateret end i byen. Jeg kan bedre lide én cocktail frem for 50 øl til beerbong. Jeg kan godt lide dybe samtaler frem for smalltalk. Jeg vil hellere se Vild med Dans end at stå mast inde på “Floor”, som de unge siger nu til dags.
Men ja, jeg er også hende der er vild med Downton Abbey og Matador og Badehotellet. Det er pissehyggeligt!
Ditungliv louise mejer

Så en facade.

Ja, jeg har levet bag en facade, fordi jeg har været bange for at vise hvem jeg er. Jeg har altid været bange for, om de andre kunne lide mig. Jeg er stadig typen, så hvis folk griner bag mig, så er jeg sikker på, at det er mig.
Jeg er alt for selvbevidst og jeg er usikker. Noget af det har resulteret i, at folk tror jeg er snobbet (I promise, at det er jeg ikke). Jeg er bare nervøs eller akavet.
Jeg har nok også i mange år følt mig ensom eller udenfor. Selvom jeg havde veninder i gymnasiet, så havde jeg det bedre med at snakke med lærerne. Jeg kunne godt lide min skolegang for skolen – ikke så meget det sociale.
Jeg havde svært ved at passe ind – men kigger jeg tilbage, så tror jeg, at folk gerne ville mig det bedste og at jeg også var svær at komme ind på.

Folk kendte mig jo ikke – jeg lod dem heller ikke komme ind på mig. Jeg havde det svært i skolen, fordi jeg baksede med alt muligt.
I folkeskolen var det min biologiske far der nagede. I 2.g udviklede jeg for alvor starten på en lang spiseforstyrrelse og angsten har altid fulgt mig.
Jeg ville være perfekt, så jeg gjorde alt for at være perfekt. Fordi mit hoved skreg på “er man perfekt, så kan alle lide en”. Men perfekt findes ikke og det gør ikke en gladere.

Aktiv vs. Passiv.

Så jeg havde på et tidspunkt brug for at være mere aktiv i mit eget liv. Jeg ville gerne tage ansvar for, hvordan mit liv gik hen og blev.
I 2014 tog jeg beslutningen om at tage hjem fra min tur til London. Det varede kun 2,5 måned. Jeg skulle have været der i seks, men det kunne jeg ikke.
I 2016 tog jeg beslutningen om at gå fra min daværende kæreste. Jeg flyttede hjem for at få ro på spiseforstyrrelsen og alle sårene. I 2017 droppede jeg ud af mit studie. 5. semester men jeg var helt død og det var ikke mig.
Jeg tog beslutninger på vegne af mig selv. Noget som jeg ikke havde gjort i 100. år.
Jeg fløjtede bare afsted igennem mine egne forventninger og andres ide om, hvem jeg var.
jeg havde en spiseforstyrrelse, der kunne tage alt ansvaret. Så kunne jeg cruise derudaf, mens jeg havde det som et skjold.
Så da jeg pludselig blev træt af bare at være på cruisecontrol, så var det at komme igang.
Jeg tog aktive valg og jeg har bokset, bokset og bokset noget mere med gamle spøgelser, dumme følelser og sorte tanker.
På et tidspunkt følte jeg, at hele min krop var opslugt at sort tjære og alt var dumt. Jeg vejede 42 kilo, da januar 2017 ramte. Kærestesorg, anoreksi og følelsen af at alle valg havde været forkerte for mig.
Det havde de også, men jeg gjorde det bedste jeg kunne. Jeg har kæmpet med at acceptere det og at slippe vreden over mig selv. Jeg har altid gjort det bedste, men jeg har brugt mere energi på at bekymre mig om andre og deres følelser om mig, end jeg gjorde om mig selv.
Det skulle være slut.

Jeg siger ikke, at det ikke har taget lang tid. For det har det og der er stadig nye ting hele tiden, som også dukker op.
Jeg ville bare gerne være den, som bestemte over mit liv og den som var glad, for det liv, som jeg har fået.
Så ja…
Ditungliv louise mejer

DITUNGLIV.DK

Der er meget mere om det i podcasten. Der er også mange flere råd og små videoklip inde på ditungliv.dk Klik her for at komme derind!
Det kræver et medlemsskab, men det koster 40 kr og den første måned er altså gratis (uden binding). Der er også utrolig meget andet indhold fra andre dygtige og skønne sjæle, som har deltaget.
Så jeg kan klart anbefale at tjekke det ud. Det kan være, at der er nogle ting, som bare giver fantastisk genlyd inde i dig. Så kig hjertens gerne på det.

Og ellers lyt, lyt, lyt til episoden øverst.

Tak!

#IAmWhatIAmStories

Har du nogensinde hørt sangen “I Am What I Am” af Gloria Gaynor?
Hvis ikke, så sæt den på efter, at du har læst indlægget her. Det er den ultimative powersong til at hylde sig selv.

Men inden jeg fortæller min historie, så vil jeg gerne bede om jeres hjælp.

Det er en opfordring til at dele et billede, en story, en video eller et indlæg med
#IAmWhatIAmStories og eventuelt også tagge mig (@frk.mejer)
Eller send den til info.missmejer@gmail.com – så deler jeg den herinde – med eller uden fuldt navn.


Hvad handler kampagnen så om?
Den handler om at nedbryde tabuer og vise at det er vigtigt, at man holder fast i den person man er.


Der er så mange derude, som føler sig alene eller forkerte, fordi de ikke passer ind. Men denne her kampagne handler om at lave et fællesskab og hvor man hylder ikke at passe ind. Eller måske endda finder ud af, at man passer ind, men det var bare ikke der, hvor man først troede

Det handler om at hylde, at man er det menneske, som man er. Man har sin egen personlighed og man er sin egen person.

Det handler om at hylde, at vi har forskellige sider, som gør os til det menneske vi er. Vi har en fortid, som har formet os og drømme om en fremtid, som er med drive os. Vi har en nutid, hvor vi er den, vi er.

Så…..

Så hvad kan du godt lide ved dig selv?
Eller hvad kan du bare godt lide mere generelt?
Hvem er du? Hvad gør dig speciel?
Hvad er din historie?

Det kan selv være de helt små ting, som gør dig til dig. En sætning, et ord eller et enkelt billede. Det er op til dig.


#IAmWhatIAmStories – Min version

Jeg har tænkt længe over, hvad jeg ville dele i min #IAmWhatIAmStories.

Men hvem er den person, som jeg er?

Jeg er hende der har haft en narcissitisk far, som ikke tænkte på andre end sig selv og som jeg valgte at sige farvel til for 10 år siden. Hende der har haft så meget usikkerhed og som desperat har forsøgt at passe ind i fællesskaber og blive accepteret af andre, fordi jeg ikke fik det af ham.

Jeg er hende, der er blevet kaldt nørd, fordi jeg læste bog efter bog i 7. klasse og som rakte hånden op i historietimerne.

Jeg er hende, der har haft en spiseforstyrrelse og hadet mig selv så meget, at det også skulle gøre ondt fysisk. Hende der har straffet sig selv, fordi andres ord om, at jeg ikke var god nok, fyldte mere og havde omvendt mine egne tanker om mig selv.

Jeg er hende, der er blevet skældt ud for at være følsom og derfor har prøvet at pakke det væk i mange år, men som nu skriver side op og side ned om det.

Jeg er en person, som bliver frustreret, når jeg hører, hvordan andre lægger bånd på sig selv, fordi der er et samfund derude, som sætter alting i kasser og skal forstå alting.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører om mænd, der elsker at bære dameparfumer, damelingerie eller høje sko, men ikke tør, fordi det er “forkert”. Eller når man bliver udskammet, mobbet eller afvist, fordi man ikke er som andre.

Jeg er et menneske, som har oplevet, hvordan det er at føle sig udenfor. Hvordan det er, at kigge ind på de andre, som griner og hygger, men selvom man forsøger at grine med, så føler man sig ikke, som en del af det.

Jeg er et menneske, som føler en power i at gå i høje hæle, at bære makeup og som får energi af det. Jeg er et menneske, som elsker at lave hyggebukser på med pesto ned af maven og danse rundt til Elton John en eftermiddag, fordi der ingen planer er.

Jeg er et menneske, som ser mig selv som værende feminist og forsøger at dele mine historier og oplevelser. Hende der prøver at fortælle min familie om strukturer og som nogle gange ruller øjne, når jeg hører andre fortælle om “hvad de plejede at måtte sige”.

Jeg er en, der tror på, at vi alle sammen fortjener lige behandling og rettigheder – uanset køn, seksualitet, religion, race eller noget helt femte.

Jeg er et menneske, som er sammensat af mange forskellige dele og som har mange forskellige roller.

Jeg er den bestemte pige i familien, som har mange meninger og som ikke virker til at være bange for noget.

Jeg er den selvstændige pige, som har kastet mig ud i projekter. Hende som nogen kalder modig, mens jeg selv skriger af panik indeni.

Jeg er hende, der er droppet ud af universitetet til trods for at være en 12-talspige tidligere.

Jeg er hende, der altid har trukket maven ind og strammet bælter så meget ind med vilje, at det har formet mærker. Alt for at se tynd ud.

Jeg er hende, der skriver historie efter historie om følsomhed, sårbarhed og oplevelser, fordi jeg håber på, at det hjælper andre.

Jeg er hende, der er så fokuseret på job og karriere, at jeg ikke kan forestille mig at være mor eller som orker at have for meget ansvar på den front lige nu.

Jeg er hende, hvis humør svinger rigtig meget. Ingen dage er helt ens.

Jeg er hende, som nogen synes er for meget, som griner for højt eller larmer, når jeg går hen over gulvet i mine høje hæle.

Jeg er hende, som har læbestift på om søndagen og ligner en mumitrold mandag morgen. Og som indimellem finder ud af, at der er læbestift på fortænderne og dagen har budt på alt for mange smil til folk.

Jeg er hende, der ikke kan lade være med at tage stiletter med i tasken eller have tøj på, der fortæller noget om, hvem jeg er, fordi det føles rigtigt. Også selvom det er pisse upraktisk og dårlig påklædning til det danske vejr.

Jeg er hende, der ikke kan lege gæt og grimasser eller som spiller drukspil, fordi det giver min panik ud i alle celler.

Jeg er hende, der er bange for mørket, som ikke tør se gyserfilm og som bare godt kan lide at se film og serier, hvor jeg kan slå hovedet fra. Al den overtænkning og overanalysering af alting fylder nok i løbet af dagen.

Jeg er hende, der altid får mor-rollen i gruppen, fordi jeg altid gerne vil passe på de mennesker, som betyder noget.

Jeg er hende, der er stærkt inspireret af modebranchen og vintagetøj på én og samme tid. Hende der synes at Marilyn Monroe stadig er ikonisk.

Jeg er hende, der sagtens kan grine af mig selv, til trods for at have været så nærtagende tidligere hen, at jeg kunne græde, hvis folk satte fingeren på en usikkerhed.

Jeg er hende, der bliver usikker, bange, tvivler og ikke aner, hvad der foregår. Hende der nogle gange får sagt noget dumt, noget uheldigt eller vildt uintelligent. Men også hende der anerkender, at jeg ikke ved noget om alting og som bare prøver at være.

Jeg er den jeg er, fordi jeg er en sammensætning af alt muligt. Jeg har forsøgt at lære af fortiden og glæder mig til fremtiden. Men jeg prøver også at være lige nu og her.

Jeg er stolt af den person, som jeg er. Jeg er kærlig, jeg er indlevende og jeg står ved mine “mangler” og mine styrker.

Jeg ved, at jeg ikke kan alt og jeg ved, at nogen synes at jeg er for meget, mens andre synes, at jeg er for lidt.

Det vigtigste i sidste ende er, at jeg kan lide den jeg er, for det jeg er og det jeg har lyst til at blive til.

I am what I am.


Alle de forskellige sider af mig, er med til gøre mig til den jeg er.

Jeg kan ikke udvælge én side og så sige “det her er mig”, fordi de små dele er med til at udgøre en helhed.

Med makeup, uden makeup, med høje hæle, med pyjamasbukser på, med følelser, med tårer, med glæde, med stolthed.

Det hele.