Overskredne grænser, vrede og at slippe det hele.

Jeg har allerede snakket lidt om vrede tidligere.

Det er bare en følelse, som jeg ikke beskæftiger mig ret meget med, fordi det tit går ud over nogle andre og fordi det er så eksplosiv en følelse.

Jeg har altid været typen som enten er blevet ked af det eller også så har jeg vendt vreden ind imod mig selv.

Men de sidste par dage har jeg oplevet en voldsom følelse af vrede og uro i kroppen. Det har været svært for mig at sætte ord på og det har alligevel fyldt så meget, at jeg udviklede et panikanfald.

Jeg skulle have været i København med en veninde, men måtte stå af på Ringsted St., fordi toget var så fyldt og fordi jeg var bange for at a) kaste op b) besvime.

Jeg kunne bare ikke mere. Min krop var så træt og så panisk, at jeg havde svært ved at få vejret. Jeg stod på trappen til toget og ventede på næste station dukkede op. Imens måtte jeg steppe lidt frem og tilbage, fordi jeg havde mistet meget af følelsen i mine ben. Jeg rystede over hele kroppen og min højre arm mistede også følelsen.

Så jeg var grædefærdig, da jeg trådte ud på stationen. Jeg var så afkræftet og så vred over, at jeg ikke kunne slå panikken i dag.


Først og fremmest har jeg nok været så vred, fordi jeg lige kommer fra det komplet modsatte. Jeg har været glad, overskudsagtig og virkelige fundet min indre zen frem. Altså i den zen, som jeg nu engang kan, men det har været så dejligt.

Jeg har været god til at lytte til mig selv. Jeg har passet på mine energier. Jeg har været kreativ og jeg har været virkelig elskende og omfavnende.

Det hele ændrede sig bare fra det ene moment til det andet. Jeg fandt mig selv blive helt åndssvagt vred. Så vred som jeg ikke har været virkelig længe. Jeg har råbt og skreget, men det har virkelig været svært andet.

Min kæreste sagde én kommentar igår, som bare gik ind under huden på mig og jeg blev vildt vred over det. En ting som jeg ellers ikke har gjort længe. Jeg har generelt været meget mere overskudsagtig og ikke været (lige så) moody eller klæbende. Noget som jeg kan blive, når jeg føler mig usikker på det hele, men sådan har jeg ikke haft det.

Jeg har haft ro i forhold til os. I forhold til vores forhold og til hvordan verden kigger på os. Det hele har været helt okay.

Jeg har bare været i nuet omkring det hele og ikke rigtig stillet spørgsmålstegn eller været bange for noget, når det kom til os.

Jeg har været glad, når folk har været rundt om mig og jeg har kunne tage selv de mindre gode dage med et smil på læben.

Jeg har heller ikke rigtig oplevet ret meget angst og generelt har det bare været så dejligt. Troen på at alting bliver som det skal har fyldt ud i alle celler.

Men så kom der et par dage og et par oplevelser, hvor jeg havde paraderne nede. Lidt for langt nede.

En del af det som vrede jo kan vise en, er jo, hvornår ens grænser bliver overskredet.

Mine grænser er blevet overskredet alt for meget i de sidste par dage og jeg har ikke haft mig selv med. I et kort øjeblik glemte jeg, hvor vigtigt det er at have mig selv med – hele tiden.

Jeg har kørt efter, hvad andre havde brug for og hvad jeg følte, at jeg skulle. Jeg har bare kørt med på legen, fordi jeg gerne ville være god og gøre andre glade.

Lyder det bekendt? Fordi så er det nemlig det emne, som jeg har snakket om i “GoMentor: angst, vrede og aha-oplevelser”. Det er præcis samme mønster, som jeg kom til at lulle mig selv ind i.

Jeg ville gerne være en god kæreste, en god datter, en god person og jeg har virkelig slidt mig selv ned, fordi det har været så intenst. Det kom den ene dag efter den anden, så jeg har næsten ikke nået at bearbejde følelserne eller kunne nå at stoppe det tog, som allerede havde forladt perronen.

I et kort øjeblik glemte jeg, hvad der gør mig glad og hvad jeg bliver fyldt op af – på den gode måde.

Jeg har haft muligheden for at sige fra. At sige “nej tak, jeg tror at jeg går hjem nu, det har JEG brug for” eller “nej tak, jeg er i gang med noget andet og jeg føler mig altså ikke lige klar til det her nu”.

Men den stemme den overhørte jeg, fordi jeg hellere ville være alt for god.

Jeg havde lige et øjeblik, hvor jeg røg så langt ud af min krop og den balance, som jeg har skabt, fordi alting blev så negativt.

Jeg har mest af alt været så bange for, om jeg nogensinde ville komme tilbage til den person, som jeg var inden alle de her ting.

Men det ved jeg, fordi jeg er så opmærksom på det. Jeg har været vred, fordi jeg har følt mig udnyttet og følt mig trådt på. Jeg har ikke tænkt over det i situationen. Bagefter er det gået op for mig, at der har været for stor utryghed indeni, men jeg bare ikke lyttede.

Det gode ved den her intense vrede er, at jeg virkelig har været tvunget til at gøre noget ved det. Jeg har været tvunget til at mærke efter, hvad der skete og hvorfor jeg blev så vred.

Så lidt Aha-oplevelser er der også denne her gang, fordi jeg har ikke lyst til at komme så langt ud igen.

Jeg har ikke lyst til at føle mig udnyttet eller kørt rundt med, fordi jeg selv føler, at jeg skal noget særligt.

Så næste gang når stemmen indeni siger, at jeg skal vinke farvel og gå hjem i seng, så skal jeg gøre det. Fordi det blev for meget og fordi det ikke føltes rart.

Næste gang når jeg kan mærke det hele krible og krable, så siger jeg pænt nej tak.

Fordi det må man godt. Man må gerne sige fra, sige nej eller sige stop. Man må godt gå tidligt fra den der fest eller sige nej til at høre på brok eller hjælpe med et eller andet. Det er okay at sige nej.

Jeg øver mig tydeligvis stadig i det. Fordi vreden som jeg mærker er jo sådan set ikke så meget møntet på de andre, som spurgte mig om noget eller havde en forventning til mig. Nej, den ligger jo hos mig, fordi jeg ikke gav mig selv plads til at mærke efter og sige fra.

“Nej tak, det kan jeg bare mærke, at jeg ikke har overskud/lyst til”

Den afmagt af at jeg har knoklet mig selv ned ét sted og derfor måtte aflyse nogle gode oplevelser, som jeg har set frem til for MIN egen skyld. Det sker pga. at jeg er udmattet og angsten kan tage over.

Så fordi jeg ikke sagde fra der, hvor jeg skulle, så kunne jeg finde mig selv stortudende med åndenød på Ringsted St og vente på at komme hjem, fordi jeg aldrig nåede ind til MIN aftale, som JEG havde glædet mig til.

Men i sidste ende så må jeg bearbejde min egen vrede og jeg må lære af det til en anden gang.

Det her var et eksempel på, at man nogle gange skal opleve det nok gange, før at man virkelig forstår det.

Jeg har forstået budskaberne klart og tydeligt:

  • Selvfølgelig skal jeg hjælpe og være der andre, men ikke til sådan en grad, hvor jeg hiver mig selv ned.
  • Jeg må godt sige nej til folk.
  • Jeg må også godt sige nej til folk, selvom at de er virkelig tæt på mig og folk som jeg holder meget af.
  • Jeg skal huske at fylde mig selv op, så jeg har overskud og rum at give af.
  • Jeg er det vigtigste i mit liv, så hvis jeg har det godt, så kan jeg også være bedre overfor andre.

For når jeg har det godt og er fyldt op af gode ting, så har jeg overskud til at grine af min kærestes jokes. Jeg har overskud til at hjælpe min mor med et eller andet og jeg har overskud til at ryste lidt på hovedet af de ting, som jeg ikke kan styre eller forstå.

GoMentor: “De sidste to måneder har ændret mit liv.”

Annonce:
GoMentor.dk


Læs første del her: GoMentor: Angst, vrede og Aha-oplevelser

Ja, det lyder måske voldsomt, men det har det virkelig.

Jeg anede ikke ret meget om online terapi eller GoMentor, da jeg gik igang, men jeg har virkelig lært meget.

Jeg blev matchet op med Charlotte Sandfeld, som virkelig passede perfekt ind i min måde at tænke på og som forbandt terapi med mindfulness og spiritualitet i sådan grad, at jeg virkelig kunne få noget ud af det.

Jeg har brugt de sidste to måneder på at græde, at være vred og forvirret. Nu kan jeg mærke, at det indre stormvejr har lettet. Der er i hvert fald kommet en eller anden indre ro, som jeg ikke helt kan sætte ord på.

Jeg har haft mine videosessioner, som virkelig har gjort underværker. Ikke, at skriveprocessen ikke også har været god, men at få lov til at tale sammen i ny og næ giver et endnu større skub.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have haft Charlotte som min mentor, men jeg er glad for, at jeg fik det.

De sidste to måneder har sendt mig ud i alle mulige følelser. Charlotte har virkelig formået at stille spørgsmål og guide med derhen, hvor jeg havde brug for det.

Vi har snakket om alt fra familierelationer, forhold og mønstre, som jeg slet ikke havde opdaget. Jeg har grædt som pisket og jeg har været så udmattet.

Egentlig snakkede vi ikke ret meget om min angst, men det var som om, at det at tale om alle tingene bag ved min angst, har gjort det lettere for mig at forstå.

GoMentor matchede mig op med Charlotte, fordi jeg bad om en mentor med mindfulness oveni. Det betød meget at den egenskab kom med, fordi jeg tænker mere og mere spirituelt og har brug for en mentor med samme indstilling. Det fik jeg og det har været guld værd.

Jeg anede ikke, at det her forløb ville ændre så mange ting for mig og jeg siger det ikke bare fordi. Jeg siger det, fordi mine omgivelser har lagt mærke til, at jeg er en anden Louise end for bare to måneder siden.

Jeg har fået en helt anden selvtillid og jeg har formået at finde en kærlighed til mig selv, som jeg ikke anede var der.

Jeg beskrev det allerede i første indlæg, men jeg har virkelig forsøgt at tilkøbe mig kærlighed og respekt, men det kan man ikke. Det kommer i det øjeblik, at man giver det til sig selv, fordi omgivelserne kan mærke det.

Jeg føler virkelig, at jeg står stærkere i mig selv og bedre kan håndtere, hvis ikke folk tænker som jeg eller forstår mig. Det går nemlig ikke noget, fordi det ændrer ikke på min opfattelse.

Jeg tror mere på mig selv, fordi jeg har fået værktøjer til at gå ind i mig selv.

Jeg anede ikke at terapi på denne her måde kunne gøre så meget. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville få noget ud af det, men hold da op. Jeg havde aldrig regnet med det i sådan grad.

Jeg var nervøs for, om to måneder var nok, men efter min seneste snak med Charlotte, så kunne jeg godt mærke, at vi var ved at nå dertil, hvor det var okay at komme videre. Nogle siger også “a teacher appears when you are ready, a teacher disappears, when you are ready”.

Og sådan føles det også. Jeg var så klar til forandring, da jeg mødte Charlotte og jeg er så klar til at komme videre nu. Det har været en rutsjebane hele vejen igennem, men ingen har sagt at healing er nemt.

Healing er på ingen måde let. Det er nok noget af det hårdeste, som man går igennem. Traume, dårlige minder og en opvågning er bestemt ikke nemt, men i sidste ende, så har det været alle tårerne værd.

Så hvordan er GoMentor 24/7?

Det har været skønt at have en, man kunne skrive til uanset tid og sted. Det har givet mig mulighed for at være i følelserne og i situationen i stedet for, at jeg skulle prøve at genskabe dem senere.

Det har været helt vildt skønt at få feedback på det og kunne gå tilbage og genlæse det senere hen.

Jeg har altid været glad for at skrive, men det her har næsten føltes som en dagbog, som skriver tilbage til en. Det har virkelig givet meget.
Det har faktisk været lidt svært indimellem ikke at kunne skrive sammen lørdag-søndag. Det kan man ikke i GoMentor 24/7 Live, men man kan de i de andre abonnementer. Men heldigvis er det sådan, at ens mentor godt kan svare på ens beskeder. Så nogle gange skrev jeg fredag aften og fik svar i weekenden for så at svare mandag igen.

Et eller andet sted viser det jo også bare, hvor meget jeg har benyttet mig af det i de to måneder.

Jeg ville ikke kunne have undværet video-sessionerne i mit GoMentor 24/7 Live abonnement, fordi det gav noget ekstra at kunne se hinanden og tale sammen. Det har virkelig været en fantastisk oplevelse.

Det har også været meget rart, at man ikke skal bakse sig hjem med det offentlige fra deres kontor med mascara ned af kinderne og den totale udmattelse i kroppen. Man sidder bare derhjemme i trygge omgivelser og kan tage en lur efterfølgende eller hvad man nu har brug for.

Personligt synes jeg også at det kan være en god start til dem, som ikke kender så meget til terapi. Man kan starte roligt ud og så bygge videre på det.

Jeg har været ind og ud af terapi siden, at jeg var 13 år, så jeg er ret vant i det, men selv for sådan en som mig, har det været rart at opleve terapi på en ny måde.

Og ja, indimellem er der lidt tekniske problemer, når man snakker over live, men det har ikke været noget, som har påvirket det i sidste ende.

Så det er nok ikke sidste gang, at jeg bruger GoMentor eller Charlotte Sandfeld for den sags skyld.

Et kæmpe tak herfra.


Brug koden: “FRKMEJER10” for 10% på valgfrit abonnement.

Mere om GoMentor?

Det er en online platform, der har samlet en masse af landets terapeuter, psykologer og coaches, som står klar til at hjælpe en.

Man kan enten booke dem til en face-to-face sessioner, eller man kan købe et GoMentor 24/7 abonnement, som er et onlineforløb. Der findes pt. 4 forskellige GoMentor 24/7 abonnementer (Light – Basic – Live – Live+)

Jeg havde et GoMentor 24/7 Live abonnement. Den indbefatter at jeg kan skrive med min mentor mellem mandag-fredag og så har jeg to video-sessioner på 30 minutter pr måned.

Læs mere om det eller besøg dem her.

Læs første del her. “Gomentor: Angst, vrede og Aha-oplevelser.

#IAmWhatIAmStories

Har du nogensinde hørt sangen “I Am What I Am” af Gloria Gaynor?
Hvis ikke, så sæt den på efter, at du har læst indlægget her. Det er den ultimative powersong til at hylde sig selv.

Men inden jeg fortæller min historie, så vil jeg gerne bede om jeres hjælp.

Det er en opfordring til at dele et billede, en story, en video eller et indlæg med
#IAmWhatIAmStories og eventuelt også tagge mig (@frk.mejer)
Eller send den til info.missmejer@gmail.com – så deler jeg den herinde – med eller uden fuldt navn.


Hvad handler kampagnen så om?
Den handler om at nedbryde tabuer og vise at det er vigtigt, at man holder fast i den person man er.


Der er så mange derude, som føler sig alene eller forkerte, fordi de ikke passer ind. Men denne her kampagne handler om at lave et fællesskab og hvor man hylder ikke at passe ind. Eller måske endda finder ud af, at man passer ind, men det var bare ikke der, hvor man først troede

Det handler om at hylde, at man er det menneske, som man er. Man har sin egen personlighed og man er sin egen person.

Det handler om at hylde, at vi har forskellige sider, som gør os til det menneske vi er. Vi har en fortid, som har formet os og drømme om en fremtid, som er med drive os. Vi har en nutid, hvor vi er den, vi er.

Så…..

Så hvad kan du godt lide ved dig selv?
Eller hvad kan du bare godt lide mere generelt?
Hvem er du? Hvad gør dig speciel?
Hvad er din historie?

Det kan selv være de helt små ting, som gør dig til dig. En sætning, et ord eller et enkelt billede. Det er op til dig.


#IAmWhatIAmStories – Min version

Jeg har tænkt længe over, hvad jeg ville dele i min #IAmWhatIAmStories.

Men hvem er den person, som jeg er?

Jeg er hende der har haft en narcissitisk far, som ikke tænkte på andre end sig selv og som jeg valgte at sige farvel til for 10 år siden. Hende der har haft så meget usikkerhed og som desperat har forsøgt at passe ind i fællesskaber og blive accepteret af andre, fordi jeg ikke fik det af ham.

Jeg er hende, der er blevet kaldt nørd, fordi jeg læste bog efter bog i 7. klasse og som rakte hånden op i historietimerne.

Jeg er hende, der har haft en spiseforstyrrelse og hadet mig selv så meget, at det også skulle gøre ondt fysisk. Hende der har straffet sig selv, fordi andres ord om, at jeg ikke var god nok, fyldte mere og havde omvendt mine egne tanker om mig selv.

Jeg er hende, der er blevet skældt ud for at være følsom og derfor har prøvet at pakke det væk i mange år, men som nu skriver side op og side ned om det.

Jeg er en person, som bliver frustreret, når jeg hører, hvordan andre lægger bånd på sig selv, fordi der er et samfund derude, som sætter alting i kasser og skal forstå alting.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører om mænd, der elsker at bære dameparfumer, damelingerie eller høje sko, men ikke tør, fordi det er “forkert”. Eller når man bliver udskammet, mobbet eller afvist, fordi man ikke er som andre.

Jeg er et menneske, som har oplevet, hvordan det er at føle sig udenfor. Hvordan det er, at kigge ind på de andre, som griner og hygger, men selvom man forsøger at grine med, så føler man sig ikke, som en del af det.

Jeg er et menneske, som føler en power i at gå i høje hæle, at bære makeup og som får energi af det. Jeg er et menneske, som elsker at lave hyggebukser på med pesto ned af maven og danse rundt til Elton John en eftermiddag, fordi der ingen planer er.

Jeg er et menneske, som ser mig selv som værende feminist og forsøger at dele mine historier og oplevelser. Hende der prøver at fortælle min familie om strukturer og som nogle gange ruller øjne, når jeg hører andre fortælle om “hvad de plejede at måtte sige”.

Jeg er en, der tror på, at vi alle sammen fortjener lige behandling og rettigheder – uanset køn, seksualitet, religion, race eller noget helt femte.

Jeg er et menneske, som er sammensat af mange forskellige dele og som har mange forskellige roller.

Jeg er den bestemte pige i familien, som har mange meninger og som ikke virker til at være bange for noget.

Jeg er den selvstændige pige, som har kastet mig ud i projekter. Hende som nogen kalder modig, mens jeg selv skriger af panik indeni.

Jeg er hende, der er droppet ud af universitetet til trods for at være en 12-talspige tidligere.

Jeg er hende, der altid har trukket maven ind og strammet bælter så meget ind med vilje, at det har formet mærker. Alt for at se tynd ud.

Jeg er hende, der skriver historie efter historie om følsomhed, sårbarhed og oplevelser, fordi jeg håber på, at det hjælper andre.

Jeg er hende, der er så fokuseret på job og karriere, at jeg ikke kan forestille mig at være mor eller som orker at have for meget ansvar på den front lige nu.

Jeg er hende, hvis humør svinger rigtig meget. Ingen dage er helt ens.

Jeg er hende, som nogen synes er for meget, som griner for højt eller larmer, når jeg går hen over gulvet i mine høje hæle.

Jeg er hende, som har læbestift på om søndagen og ligner en mumitrold mandag morgen. Og som indimellem finder ud af, at der er læbestift på fortænderne og dagen har budt på alt for mange smil til folk.

Jeg er hende, der ikke kan lade være med at tage stiletter med i tasken eller have tøj på, der fortæller noget om, hvem jeg er, fordi det føles rigtigt. Også selvom det er pisse upraktisk og dårlig påklædning til det danske vejr.

Jeg er hende, der ikke kan lege gæt og grimasser eller som spiller drukspil, fordi det giver min panik ud i alle celler.

Jeg er hende, der er bange for mørket, som ikke tør se gyserfilm og som bare godt kan lide at se film og serier, hvor jeg kan slå hovedet fra. Al den overtænkning og overanalysering af alting fylder nok i løbet af dagen.

Jeg er hende, der altid får mor-rollen i gruppen, fordi jeg altid gerne vil passe på de mennesker, som betyder noget.

Jeg er hende, der er stærkt inspireret af modebranchen og vintagetøj på én og samme tid. Hende der synes at Marilyn Monroe stadig er ikonisk.

Jeg er hende, der sagtens kan grine af mig selv, til trods for at have været så nærtagende tidligere hen, at jeg kunne græde, hvis folk satte fingeren på en usikkerhed.

Jeg er hende, der bliver usikker, bange, tvivler og ikke aner, hvad der foregår. Hende der nogle gange får sagt noget dumt, noget uheldigt eller vildt uintelligent. Men også hende der anerkender, at jeg ikke ved noget om alting og som bare prøver at være.

Jeg er den jeg er, fordi jeg er en sammensætning af alt muligt. Jeg har forsøgt at lære af fortiden og glæder mig til fremtiden. Men jeg prøver også at være lige nu og her.

Jeg er stolt af den person, som jeg er. Jeg er kærlig, jeg er indlevende og jeg står ved mine “mangler” og mine styrker.

Jeg ved, at jeg ikke kan alt og jeg ved, at nogen synes at jeg er for meget, mens andre synes, at jeg er for lidt.

Det vigtigste i sidste ende er, at jeg kan lide den jeg er, for det jeg er og det jeg har lyst til at blive til.

I am what I am.


Alle de forskellige sider af mig, er med til gøre mig til den jeg er.

Jeg kan ikke udvælge én side og så sige “det her er mig”, fordi de små dele er med til at udgøre en helhed.

Med makeup, uden makeup, med høje hæle, med pyjamasbukser på, med følelser, med tårer, med glæde, med stolthed.

Det hele.


Rastløshed, uro og (u)ærlighed?

Jeg mener selv, at jeg er et ret ærligt menneske.

Jeg mener også, at jeg prøver at vise de forskellige sider på mine forskellige medier.

Langt hen ad vejen bruger jeg Instagram, som min lille portfolie af billeder eller måske et lille modemagasin, men den del af magasinet, der kun er et fantastisk photoshoot.

Jeg sidder alligevel med en følelse af, at jeg ikke rigtig lader folk komme tæt på. Det er så nemt at bruge de gode billeder og være mere overfladisk derinde, men jeg har kæmpet lidt med, hvad Instagram er for mig og hvad jeg gerne vil bruge det til.

Jeg har i to dage nu været ved at tage små stories, som ikke er planlagt og som virkelig har vist nogle følelser, som jeg har svært ved at dele.

Jeg deler sjældent, når jeg sidder midt i, at jeg har det dårligt eller når jeg er ked af det. Jeg gemmer det til efter, at jeg har bearbejdet det.

Den første story var ved at komme op i sidste uge, da jeg skulle ud og spise. Jeg vidste ikke helt, om jeg havde lyst og jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til valget af menu. Jeg ville bare heller ikke være hende, som ødelægger den gode stemning, nu når alle var med på det andet.

Efter min spiseforstyrrelse, så går jeg meget op i, kun at spise de ting, som jeg ved, at jeg har lyst til. Der er utrolig meget take-away mad, som jeg ikke længere har lyst til, fordi jeg meget hellere vil bruge samme mængde penge på noget andet.

Så jeg var ved at optage en story, hvor jeg har en kæmpe klump i halsen, fordi jeg ikke har lyst og fordi jeg får det som et lille barn. Jeg bliver så irritabel og jeg har så svært ved at spise mad foran andre mennesker, som jeg ikke rigtig kender.

Restaurant besøg har altid været lidt af en prøvelse, fordi jeg hader, når jeg skal sige min bestilling højt, men jeg synes ikke at buffet er lettere. Tværtimod.

Det er så fjollet, men det er lidt et levn fra min spiseforstyrrelse og derfor popper det nogle gange op.

Men hvorfor ville jeg ikke vise jer en grådkvalt mig i live-udgave?

Fordi jeg ikke har lyst til at være en dramaqueen. Jeg er jo fjollet, når jeg får det sådan. Jeg ved jo godt, at det ikke er verdens undergang og fordi jeg ikke er så god til at lade folk ramme de helt ægte “lige-nu-og-her”-følelser.

Er jeg så uærlig?

Nej. Ikke uærlig, fordi vi behøver heller ikke dele alting, men jeg vælger stadig at fortælle det, fordi jeg går så meget op i at få nuancerne med. Jeg føler så mange ting hele tiden. Jeg bliver irrationel og jeg bliver dramatisk uden grund.

Den anden gang var her i dag. Jeg var ved at optage en story om rastløshed og rod.

To ting som jeg mærker så stærkt for tiden. Jeg prøver at sætte ord på det, men jeg kan ikke forklare det.

Uroen i kroppen fylder rigtig meget, men mit hoved er rettet mod de ting, som jeg gerne vil. Jeg keder mig ikke, fordi jeg har deadlines og opgaver, men jeg føler mig stadig rastløs.

Jeg ved ikke, hvor jeg hører til henne lige nu. Jeg ved ikke, hvordan tingene kommer til at gå fremadrettet. Jeg føler mig ærlig talt lidt fortabt.

Er det missmejer.com som gør mig fortabt?

Nej.

Lige det er jeg ikke fortabt omkring. Jeg tror på det og jeg formår at arbejde igennem uroen og få lavet noget hver dag.

Jeg er fortabt omkring, hvor jeg står i forhold til, hvor jeg skal være og hvilken vej jeg skal gå.

Jeg føler mig ikke hjemme nogle steder lige nu og jeg bliver rastløs af at være alene, men det hjælper ikke at være sammen med nogen, fordi så trænger jeg til at være alene.

Jeg har lyst til at kunne råbe ud i universet og få svar på de spørgsmål, som fylder helt vildt meget lige nu. Jeg kan ikke mærke noget.

Jeg kan ikke få ordentligt fat på min intuition og min mavefornemmelse.

Jeg har derfor svært ved at finde ro og bare lade tingene gå sin gang.

Jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med det om, fordi jeg føler ikke, at jeg kan sætte ord på det eller få hjælp til det.

I sidste ende er det jo mig, der skal mærke efter og tage de beslutninger, som måske dukker op.

Gomentor: Angst, vrede og aha-oplevelser.

Annonce.
Gomentor.dk

Hvad er GoMentor?

Inden i lige læser mine forholdsvis rå og stadig ubearbejdede følelser, så kan jeg lige fortælle lidt om mit forløb og hvad jeg går igennem.

Jeg er igang med et terapiforløb gennem Gomentor.dk. Det er en online platform, der har samlet en masse af landets terapeuter, psykologer, coaches og meget andet, som står klar til at hjælpe en.

Man kan enten booke dem til en face-to-face session, eller man kan købe et
GoMentor 24/7 abonnement, som er til et onlineforløb. Der findes pt. 4 forskellige GoMentor 24/7 abonnementer. Det som jeg har valgt et GoMentor 24/7 Live

Den indbefatter at jeg kan skrive med min mentor mellem mandag-fredag og så har jeg 2 online, live-sessioner på 30 minutter pr måned.

Det smarte er, at når man tilmelder sig, så udfylder man et skema, som gør det lettere at blive matchet op med den rigtige. Jeg valgte selv en, men hun var så dejlig ærlig, at hun ikke mente, at hun kunne være den rette for mig. Og stor respekt for det. Så GoMentor matchede mig op med en ny, som passer helt perfekt ind i, hvad jeg har brug for.

Lige nu kan i få 10% på et abonnement, hvis i bruger koden:
Frkmejer10


Hvordan går det med mit forløb?

Jeg er i fuld gang med mit Go Mentor forløb og har lige for et par dage siden, haft min første Online live-samtale med min mentor, Charlotte Sandfeld.

Det er hårdt. Det er det første jeg siger, når nogen spørger til mit forløb. Det er benhårdt og jeg har stort set ikke lavet andet end at græde eller være vred siden jeg havde livesessionen. Det føles alligevel godt. Det føles jo netop, som om at der rykker noget inde i mig.

Desuden så er det sjældent at terapi er lykke med det samme. Jeg har stadig flere livesessioner i vente og jeg ser enormt meget frem til dem. Min mentor er god for mig. Hun er kærlig og hun er bestemt på én og samme tid. Hun stryger mig ikke udelukkende over håret, men hun stiller mig modspørgsmål og hun har givet mig tid til at reflektere. Det føles rart, at man kan skrive til hende i løbet af ugens fem dage, så hvis der lige opstår en følelse, så er hun der til at give feedback på det.

Jeg har valgt, at vi skal fokusere meget på min angst og allerede inden, at jeg begyndte, så kunne jeg godt mærke sommerfuglene i maven. Det er et emne, som jeg sjældent har berørt, fordi jeg lader det bare fare. Det er også gået hen og blevet en nem ting at sige “Ej, ja, det er bare min angst lige nu” og så slipper jeg for at mærke efter, hvad der er under den.

Så disse dage, der skriver jeg og jeg tænker. Jeg er meget af tiden alene ude i et hus, som min kæreste og jeg passer. Det har givet mig endnu mere tid til reflektion uden så mange forstyrrelser, da han er væk mange af timerne.

Det føles både svært og tiltrængt.

Jeg har på den ene side mest lyst til at råbe af alt og alle, fordi jeg bobler af vrede. To dage efter live-sessionen måtte jeg råbe ned i en pude med mine lungers fulde kraft. Jeg havde helt ondt i brystkassen og halsen.

Det er en blanding af vrede og afmagt. Derfor valgte jeg også at takke ja til at komme ud i huset. Så jeg havde tid til at bearbejde de følelser, som allerede er blevet sat igang.

Fordi angst? Hvad gør den for mig? Hvorfor har jeg den? Og hvornår er den værst?

Min angst beskytter mig jo, fordi den gør min krop så svækket, at jeg ikke kan være i de svære følelser. Den er der jo, fordi jeg føler mig bange og udsat i en eller anden grad.

Min angst kommer også lidt fra genetik, da flere i min familie døjer med samme mønster og derfor er det ikke unaturligt, at jeg også har den. Den kommer også fra de ting, som jeg har været i.
En opvækst med en utilregnelig far, hvor intet var godt nok og senere psykisk voldelige forhold med misbrug og vrede.

Men Charlotte sagde det rigtigt nok, da jeg begyndte at forklare, hvordan jeg ville “tøjle” og “styre” min angst. Det skal hverken tøjles eller styres eller holdes nede. Der skal omsorg til. Man tøjler jo heller ikke et vredt menneske og så er alt godt. Det er jo et tegn på, at der mangler noget andet.

Min angst er okay. Det er okay, at jeg føler den, men den skal ikke overtage. Den larmer måske bare så meget, fordi jeg i så mange år har neglicieret mig selv. Selvom jeg føler, at jeg det sidste års tid har taget nogle store valg og er langt mere bevidst. Så har jeg stadig brugt mere energi på at søge accept og kærlighed udefra, end fra mig selv.

Da jeg fik det fortalt, der gjorde det ondt. Tårerne trillede ned, fordi jeg har virkelig brugt meget energi på at gøre andre glade, at passe på dem og være der for alle andre og når det så kom til mig selv, så var jeg for træt. Det føltes meget vigtigere at gøre 1000 ting, der fik min krop til at skælve af frustration og udmattelse, fordi jeg håbede på et kys på panden eller taknemmeligheden. Så alle de fødselsdagskager, som jeg har bagt og alle de ting, som jeg har lavet for at gøre alle andres liv lettere, har ikke været af lyst, men i håbet om, at jeg ville få kærlighed tilbage.

Problemet er bare at:

  1. Det kommer sjældent den vej fra
  2. Det bliver en forventning eller en selvfølge, at man gør det og så føles frustrationen endnu større.
  3. Det skal ikke være en købmandshandel at få kærlighed, taknemmelighed og at blive værdsat. Det skal komme naturligt.

Så de her dage i huset bliver brugt på egen omsorg, på at lade tårene flyde, at sove længe og på at mærke efter, hvad jeg har lyst til.

Ikke hvad andre har brug for.


I kan blive opdateret på forløbet her på bloggen eller på Instagram @frk.mejer

Husk at i kan få 10% på et abonnement med koden: frkmejer10
Her kan i se de forskellige abonnementer og hvad de kan, så du kan finde det, der passer bedst til dig.