Vores kærestetur på AC Hotel Bella Sky

Reklame 
Ophold modtaget i gave.

Nå, jeg ved godt, at jeg har spammet på Instagram, men jeg har simpelthen fået taget så mange fine billeder, da R og jeg var på AC Hotel Bella Sky.

Jeg må indrømme, at 50% af tiden gik med at skyde content. Det var lidt stressende og samtidig var det jo en del af oplevelsen/hyggen.

Men ja, det er lidt over en måned siden, at vi besøgte Bella Sky. Det var lidt tilfældigt at det landede på Valentins dag, fordi det er ikke noget, som nogen af os normalt går op i. Sidste Valentins dag var jeg hjemme og R spiste sushi med roomies.

Men nu blev det og det var også rigtig hyggeligt. Vi tjekkede ind præcis kl. 15.00 og tog bagefter elevatoren op gud ved, hvad sal. Det var højt oppe og udsigten var virkelig smuk. Vi ankom til Golden Hour, så solen stod bare helt rigtigt ind ad vinduet. Vi fik pakket ud, taget mange billeder (vi skulle udnytte lyset, jo) og så fandt vi vores badetøj frem.

Det var helt tilfældigt, at vi begge havde pakket orange badetøj. Vi har ikke koordineret det, men hold op, hvor har vi koordineret sådan nogle ting mange gange. Vi har tidligere siddet med hver vores lavendel lilla overdel på. Jeg har én striktrøje i den farve og R har én langærmet t-shirt i samme nuance. Det var først, da vi tog jakkerne af hjemme hos Rs bror og svigerinde, at vi opdagede det. Så ja, vi tænker åbenbart lidt for ens eller også har vi allerede nu, været sammen alt for længe.

Men vi valgte så at valse ind i spa’en med orange badetøj på. Der var to varmt vands-bassiner, ét iskoldt bassin, et dampbad, en sauna, regnvandsbrusere og opvarmede liggestole.

Vi var der i godt og vel et par timer. R var ret presset over dampbaddet og jeg var presset over saunaen. Jeg plejer ellers at elske at gå i sauna, men jeg tror måske at kombinationen af varmt vand, damp og så bagefter gå i sauna blev lige voldsomt nok. Men når det er sagt, så var det utrolig behageligt. Der var også en god stemning derinde og alle tager god hensyn til hinandens private sfære, men også at ingen råber eller vader rundt. Der er stille og der er tid til bare at være hinanden nær.

Vi sluttede af med en tur i det iskolde bassin. Der kommer isterninger ned fra en beholder i loftet, så det hele tiden kan bevare sin temperatur. Det var også helt ufattelig koldt, men det gik lidt op for mig, hvorfor at folk vinterbader. Det er helt utrolig skønt, når man først kommer op igen og på ingen måde koldt, når man er ude af vandet.

 

Vi sluttede dagen spa’en af og gik op på værelset. Her fik jeg lige et hurtigt bad og lagt ny makeup. Jeg må indrømme, at der var en del af mig, som ikke orkede at gøre mig klar igen. Alt den varme havde virkelig fået mig til at slappe af.

Men hey, vi havde reservation på Basalt nede på 1. sal og det havde vi begge glædet os til. Så en hurtig makeup, en glimmerkjole og mine Gucci-sandaler fra Rom og så var vi klar.

Dinner for two, please!

Ja, vi ankom til Basalt kl. 19.35 og havde reservation kl. 19.30, så jeg havde været stresset hele vejen ned i elevatoren. Jeg er lidt af en kontrolfreak, når det kommer til tid og jeg plejer altid at stå og vente mindst 10 minutter før en aftale.

Men vi blev sat ved vores bord og vi havde fået lov at afprøve Basalts “Inferno”-menu. Den består af kokkens valg fra menuen.

  • Appetizer: Chicken Wings i særlig Basalt-marinade.
  • Forret: Hørøget laks med syrnet fløde og crudité af glaskål.
  • Hovedret: Dansk Havtaske med persillesmør (mig) og Oksemørbrad fra Öxneholm med grillet porre (R)
  • Lun æblekompot med crumble og kardemommeis

 

Jeg fik fisk, fordi jeg ikke spiser ret meget kød. Jeg har ikke så meget imod lyst kød som kylling eller fisk, men jeg har ikke spist en steak eller steg i snart fire år. Jeg kan ikke få det ned. Men det blev der heldigvis taget højde for og min fisk var helt fantastisk.

Jeg vil dog anbefale at man til hovedretterne bestiller kartofler eller andre af deres side-dishes, så man får lidt tilbehør. Ikke fordi man går sulten hjem, men bare fordi, at det ville komplimentere alting rigtig godt.

Jeg var så mæt, da vi gik derfra. Vi havde valgt bare at drikke vand til og så fik R en special øl og jeg fik en “A two times sour” cocktail, som minder lidt om en sød udgave af Whiskey Sour. Så er man til den slags drinks, så kan jeg godt anbefale, den jeg fik.

 

Der var rigtig travlt på Basalt den aften, hvor vi spiste og det kunne man desværre godt mærke på personalet. De havde gang i mange ting, men de var utrolig søde, når de var om en og maden var uden tvivl værd at vente på. Så det skal de sådan set ikke høre for.

 

Ja, vi sluttede aftenen af med at tage elevatoren op til øverste etage, hvor vi kiggede på udsigten. Det var virkelig smukt og et kig værd, hvis man alligevel er der. Da vi kom ned på værelset var vi begge så trætte, at vi faldt i søvn efter lidt tid.

Jeg faldt i søvn ved at kigge ud på udsigten. Det var helt vildt skønt.

 

Dagen efter gik vi i spa inden morgenmaden. Det var godt nok også en dejlig måde at starte dagen på. Igen koldt gys inden vi gik op og gjorde os klar. R var meget imponeret over morgenmaden, men den indeholdt også alt, hvad hjertet kan begære.

 

Så alt i alt og med dette dagbogs-agtige indlæg, så havde vi en skøn tur. Jeg tror nogle gange, at man har nogle særlige forventninger, når man tager sådan på kærestetur. Man har en forventning om at være nærværende, om at møde hinanden på en særlig måde og på at hygge virkelig meget.

Vi hyggede og vi nød det. Det er klart noget, som vi vil gøre igen. Måske bare med én enkelt overnatning mere, så vi har mere tid fra check-in til check-out.

Men vi havde oplevet noget sammen og vi havde været fælles om det. Vi havde været sammen på en ny måde, et nyt sted og med nye indtryk.

Men jeg bliver nødt til at sige, at da vi tog hjem og til sidst endte på sofaen med kinesiske nudler, dyner og Suits, så var alting bare helt perfekt.

Det viste mig virkelig, at vi kan være i fint dress, spise udsøgt mad og være i spa og hygge os på én måde og så kan vi en anden dag sidde derhjemme i hyggetøj og spise mini forårsruller og hygge på en anden måde.

Der skal være tid til begge dele og den weekend gav mig muligheden for at nyde godt af begge dele. Det er jeg meget taknemmelig for.

 

Det er hvert fald ikke sidste gang, at vi besøger Bella Sky og det er nok heller ikke sidste gang at vi falder om på sofaen og spiser take away.

Bag om optagelserne til Ditungliv.dk

Reklame for DitUngLiv.dk

Jeg må nok hellere skrive reklame for en god ordens skyld, men det er jo også lidt skamløs reklame for mig selv, da jeg er gæstevært hos Jasmin Søe og DitUngLiv Podcasten.

Det var en rigtig rar oplevelse at træde ind hos Jasmin Søe, som er kvinden bag DitUngLiv-podcasten og den tidligere Ung Kærlighed-podcast.
Det var i sin tid mig der kontaktede Jasmin, da hun aktivt søgte mennesker, som ville dele ud. Der gik nogle måneder og pludselig poppede der en besked op “Er du stadig klar på at være en åben bog?”
Og jeg tænkte med det samme “Ja, for søren da!”
Jeg er altid klar på at være en åben bog og da snakken faldt på emnet, der tænker jeg altid “Sig noget, så snakker vi om det – skal det være seksualitet (overgreb), spiseforstyrrelse, svær kærlighed, biologisk far, forkerthed, angst, angsten for at være god nok eller noget helt ottende?”
Jeg er efterhånden en ret åben bog. Jeg har ret mange emner at trække på og mit 2018 blev virkelig brugt på at bearbejde såååååå mange ting, så jeg kan snakke om dem idag.

Jeg spurgte til sidst mine følgere. Det er trods alt dem, som skal lytte til mig plapre derudaf. Så valget faldt mest på “forkert ung” og min biologiske far. Så vi formåede simpelthen at komme igennem begge emner.

Første del af podcasten ligger øverst i indlægget. Så der trykker du bare play, når du lyster. Den handler om emnet “forkert ung” og anden del udkommer mandag med emnet biologisk far.

“Forkert ung” – hvad betyder det overhovedet?

Som jeg også snakker om i episoden, så er det simpelthen en følelse af ikke at passe ind. Jeg har altid følt, at mine interesser var forkerte, at jeg var forkert ung og at jeg ikke kunne leve op til det at være festglad, udadvendt og på hele tiden.
Jeg er sensitiv, jeg er nørdet og jeg er introvert meget af tiden.
Jeg bruger energi, når jeg er sammen med mennesker og jeg er drænet efter en fest. Jeg har siden hen fundet ud af, at jeg er allergisk overfor alkohol, så jeg kan godt drikke det, men det står 1000 gange hårdere. Jeg er ikke bare ramt af tømmermænd dagen efter, jeg er decideret syg.
Nå, men jeg har generelt brugt rigtig mange år på at forsøge at følge med i en eller anden grad. Jeg har været i byen. Jeg har drukket med stjernefuld i tequila og jeg har haft et one-night-stand.
Ups! Men var det noget, som jeg virkelig gerne ville?
Næh! Men folk klappede næsten af mig efter mit ONS, fordi jeg endelig havde løsnet korsettet lidt. Og at løsne korsettet er noget som også står som “klassens råd” til mig i min blå bog.
Så jeg er har været en lidt stramtandet ung dame. Hele min familie joker med, at jeg har en 80-årig sjæl (så er det godt, at min kæreste også har det).
Men jeg vil hellere i teateret end i byen. Jeg kan bedre lide én cocktail frem for 50 øl til beerbong. Jeg kan godt lide dybe samtaler frem for smalltalk. Jeg vil hellere se Vild med Dans end at stå mast inde på “Floor”, som de unge siger nu til dags.
Men ja, jeg er også hende der er vild med Downton Abbey og Matador og Badehotellet. Det er pissehyggeligt!
Ditungliv louise mejer

Så en facade.

Ja, jeg har levet bag en facade, fordi jeg har været bange for at vise hvem jeg er. Jeg har altid været bange for, om de andre kunne lide mig. Jeg er stadig typen, så hvis folk griner bag mig, så er jeg sikker på, at det er mig.
Jeg er alt for selvbevidst og jeg er usikker. Noget af det har resulteret i, at folk tror jeg er snobbet (I promise, at det er jeg ikke). Jeg er bare nervøs eller akavet.
Jeg har nok også i mange år følt mig ensom eller udenfor. Selvom jeg havde veninder i gymnasiet, så havde jeg det bedre med at snakke med lærerne. Jeg kunne godt lide min skolegang for skolen – ikke så meget det sociale.
Jeg havde svært ved at passe ind – men kigger jeg tilbage, så tror jeg, at folk gerne ville mig det bedste og at jeg også var svær at komme ind på.

Folk kendte mig jo ikke – jeg lod dem heller ikke komme ind på mig. Jeg havde det svært i skolen, fordi jeg baksede med alt muligt.
I folkeskolen var det min biologiske far der nagede. I 2.g udviklede jeg for alvor starten på en lang spiseforstyrrelse og angsten har altid fulgt mig.
Jeg ville være perfekt, så jeg gjorde alt for at være perfekt. Fordi mit hoved skreg på “er man perfekt, så kan alle lide en”. Men perfekt findes ikke og det gør ikke en gladere.

Aktiv vs. Passiv.

Så jeg havde på et tidspunkt brug for at være mere aktiv i mit eget liv. Jeg ville gerne tage ansvar for, hvordan mit liv gik hen og blev.
I 2014 tog jeg beslutningen om at tage hjem fra min tur til London. Det varede kun 2,5 måned. Jeg skulle have været der i seks, men det kunne jeg ikke.
I 2016 tog jeg beslutningen om at gå fra min daværende kæreste. Jeg flyttede hjem for at få ro på spiseforstyrrelsen og alle sårene. I 2017 droppede jeg ud af mit studie. 5. semester men jeg var helt død og det var ikke mig.
Jeg tog beslutninger på vegne af mig selv. Noget som jeg ikke havde gjort i 100. år.
Jeg fløjtede bare afsted igennem mine egne forventninger og andres ide om, hvem jeg var.
jeg havde en spiseforstyrrelse, der kunne tage alt ansvaret. Så kunne jeg cruise derudaf, mens jeg havde det som et skjold.
Så da jeg pludselig blev træt af bare at være på cruisecontrol, så var det at komme igang.
Jeg tog aktive valg og jeg har bokset, bokset og bokset noget mere med gamle spøgelser, dumme følelser og sorte tanker.
På et tidspunkt følte jeg, at hele min krop var opslugt at sort tjære og alt var dumt. Jeg vejede 42 kilo, da januar 2017 ramte. Kærestesorg, anoreksi og følelsen af at alle valg havde været forkerte for mig.
Det havde de også, men jeg gjorde det bedste jeg kunne. Jeg har kæmpet med at acceptere det og at slippe vreden over mig selv. Jeg har altid gjort det bedste, men jeg har brugt mere energi på at bekymre mig om andre og deres følelser om mig, end jeg gjorde om mig selv.
Det skulle være slut.

Jeg siger ikke, at det ikke har taget lang tid. For det har det og der er stadig nye ting hele tiden, som også dukker op.
Jeg ville bare gerne være den, som bestemte over mit liv og den som var glad, for det liv, som jeg har fået.
Så ja…
Ditungliv louise mejer

DITUNGLIV.DK

Der er meget mere om det i podcasten. Der er også mange flere råd og små videoklip inde på ditungliv.dk Klik her for at komme derind!
Det kræver et medlemsskab, men det koster 40 kr og den første måned er altså gratis (uden binding). Der er også utrolig meget andet indhold fra andre dygtige og skønne sjæle, som har deltaget.
Så jeg kan klart anbefale at tjekke det ud. Det kan være, at der er nogle ting, som bare giver fantastisk genlyd inde i dig. Så kig hjertens gerne på det.

Og ellers lyt, lyt, lyt til episoden øverst.

Tak!

Overskredne grænser, vrede og at slippe det hele.

Jeg har allerede snakket lidt om vrede tidligere.

Det er bare en følelse, som jeg ikke beskæftiger mig ret meget med, fordi det tit går ud over nogle andre og fordi det er så eksplosiv en følelse.

Jeg har altid været typen som enten er blevet ked af det eller også så har jeg vendt vreden ind imod mig selv.

Men de sidste par dage har jeg oplevet en voldsom følelse af vrede og uro i kroppen. Det har været svært for mig at sætte ord på og det har alligevel fyldt så meget, at jeg udviklede et panikanfald.

Jeg skulle have været i København med en veninde, men måtte stå af på Ringsted St., fordi toget var så fyldt og fordi jeg var bange for at a) kaste op b) besvime.

Jeg kunne bare ikke mere. Min krop var så træt og så panisk, at jeg havde svært ved at få vejret. Jeg stod på trappen til toget og ventede på næste station dukkede op. Imens måtte jeg steppe lidt frem og tilbage, fordi jeg havde mistet meget af følelsen i mine ben. Jeg rystede over hele kroppen og min højre arm mistede også følelsen.

Så jeg var grædefærdig, da jeg trådte ud på stationen. Jeg var så afkræftet og så vred over, at jeg ikke kunne slå panikken i dag.


Først og fremmest har jeg nok været så vred, fordi jeg lige kommer fra det komplet modsatte. Jeg har været glad, overskudsagtig og virkelige fundet min indre zen frem. Altså i den zen, som jeg nu engang kan, men det har været så dejligt.

Jeg har været god til at lytte til mig selv. Jeg har passet på mine energier. Jeg har været kreativ og jeg har været virkelig elskende og omfavnende.

Det hele ændrede sig bare fra det ene moment til det andet. Jeg fandt mig selv blive helt åndssvagt vred. Så vred som jeg ikke har været virkelig længe. Jeg har råbt og skreget, men det har virkelig været svært andet.

Min kæreste sagde én kommentar igår, som bare gik ind under huden på mig og jeg blev vildt vred over det. En ting som jeg ellers ikke har gjort længe. Jeg har generelt været meget mere overskudsagtig og ikke været (lige så) moody eller klæbende. Noget som jeg kan blive, når jeg føler mig usikker på det hele, men sådan har jeg ikke haft det.

Jeg har haft ro i forhold til os. I forhold til vores forhold og til hvordan verden kigger på os. Det hele har været helt okay.

Jeg har bare været i nuet omkring det hele og ikke rigtig stillet spørgsmålstegn eller været bange for noget, når det kom til os.

Jeg har været glad, når folk har været rundt om mig og jeg har kunne tage selv de mindre gode dage med et smil på læben.

Jeg har heller ikke rigtig oplevet ret meget angst og generelt har det bare været så dejligt. Troen på at alting bliver som det skal har fyldt ud i alle celler.

Men så kom der et par dage og et par oplevelser, hvor jeg havde paraderne nede. Lidt for langt nede.

En del af det som vrede jo kan vise en, er jo, hvornår ens grænser bliver overskredet.

Mine grænser er blevet overskredet alt for meget i de sidste par dage og jeg har ikke haft mig selv med. I et kort øjeblik glemte jeg, hvor vigtigt det er at have mig selv med – hele tiden.

Jeg har kørt efter, hvad andre havde brug for og hvad jeg følte, at jeg skulle. Jeg har bare kørt med på legen, fordi jeg gerne ville være god og gøre andre glade.

Lyder det bekendt? Fordi så er det nemlig det emne, som jeg har snakket om i “GoMentor: angst, vrede og aha-oplevelser”. Det er præcis samme mønster, som jeg kom til at lulle mig selv ind i.

Jeg ville gerne være en god kæreste, en god datter, en god person og jeg har virkelig slidt mig selv ned, fordi det har været så intenst. Det kom den ene dag efter den anden, så jeg har næsten ikke nået at bearbejde følelserne eller kunne nå at stoppe det tog, som allerede havde forladt perronen.

I et kort øjeblik glemte jeg, hvad der gør mig glad og hvad jeg bliver fyldt op af – på den gode måde.

Jeg har haft muligheden for at sige fra. At sige “nej tak, jeg tror at jeg går hjem nu, det har JEG brug for” eller “nej tak, jeg er i gang med noget andet og jeg føler mig altså ikke lige klar til det her nu”.

Men den stemme den overhørte jeg, fordi jeg hellere ville være alt for god.

Jeg havde lige et øjeblik, hvor jeg røg så langt ud af min krop og den balance, som jeg har skabt, fordi alting blev så negativt.

Jeg har mest af alt været så bange for, om jeg nogensinde ville komme tilbage til den person, som jeg var inden alle de her ting.

Men det ved jeg, fordi jeg er så opmærksom på det. Jeg har været vred, fordi jeg har følt mig udnyttet og følt mig trådt på. Jeg har ikke tænkt over det i situationen. Bagefter er det gået op for mig, at der har været for stor utryghed indeni, men jeg bare ikke lyttede.

Det gode ved den her intense vrede er, at jeg virkelig har været tvunget til at gøre noget ved det. Jeg har været tvunget til at mærke efter, hvad der skete og hvorfor jeg blev så vred.

Så lidt Aha-oplevelser er der også denne her gang, fordi jeg har ikke lyst til at komme så langt ud igen.

Jeg har ikke lyst til at føle mig udnyttet eller kørt rundt med, fordi jeg selv føler, at jeg skal noget særligt.

Så næste gang når stemmen indeni siger, at jeg skal vinke farvel og gå hjem i seng, så skal jeg gøre det. Fordi det blev for meget og fordi det ikke føltes rart.

Næste gang når jeg kan mærke det hele krible og krable, så siger jeg pænt nej tak.

Fordi det må man godt. Man må gerne sige fra, sige nej eller sige stop. Man må godt gå tidligt fra den der fest eller sige nej til at høre på brok eller hjælpe med et eller andet. Det er okay at sige nej.

Jeg øver mig tydeligvis stadig i det. Fordi vreden som jeg mærker er jo sådan set ikke så meget møntet på de andre, som spurgte mig om noget eller havde en forventning til mig. Nej, den ligger jo hos mig, fordi jeg ikke gav mig selv plads til at mærke efter og sige fra.

“Nej tak, det kan jeg bare mærke, at jeg ikke har overskud/lyst til”

Den afmagt af at jeg har knoklet mig selv ned ét sted og derfor måtte aflyse nogle gode oplevelser, som jeg har set frem til for MIN egen skyld. Det sker pga. at jeg er udmattet og angsten kan tage over.

Så fordi jeg ikke sagde fra der, hvor jeg skulle, så kunne jeg finde mig selv stortudende med åndenød på Ringsted St og vente på at komme hjem, fordi jeg aldrig nåede ind til MIN aftale, som JEG havde glædet mig til.

Men i sidste ende så må jeg bearbejde min egen vrede og jeg må lære af det til en anden gang.

Det her var et eksempel på, at man nogle gange skal opleve det nok gange, før at man virkelig forstår det.

Jeg har forstået budskaberne klart og tydeligt:

  • Selvfølgelig skal jeg hjælpe og være der andre, men ikke til sådan en grad, hvor jeg hiver mig selv ned.
  • Jeg må godt sige nej til folk.
  • Jeg må også godt sige nej til folk, selvom at de er virkelig tæt på mig og folk som jeg holder meget af.
  • Jeg skal huske at fylde mig selv op, så jeg har overskud og rum at give af.
  • Jeg er det vigtigste i mit liv, så hvis jeg har det godt, så kan jeg også være bedre overfor andre.

For når jeg har det godt og er fyldt op af gode ting, så har jeg overskud til at grine af min kærestes jokes. Jeg har overskud til at hjælpe min mor med et eller andet og jeg har overskud til at ryste lidt på hovedet af de ting, som jeg ikke kan styre eller forstå.

Marilyn Monroe – Magasinets muse.

Mit magasin er inspireret af Marilyn Monroe. Jeg er inspireret af Marilyn Monroe.

Der er så mange, som har sagt, at det er åndssvagt at være inspireret af en kvinde, som begik selvmord så ungt og som generelt var et menneske med et kaotisk liv.

Det er faktisk en af de grunde til, at jeg er så inspireret af hende. Jeg har læst biografierne og set programmerne om hende. Hun havde ikke et nemt liv. Hun havde et enormt svært liv, som var turbulent fra den dag, hun blev sat i verden.

Hun har kæmpet sit image, sig selv og de relationer, som hun havde til andre mennesker. Hun blev reducereret til at være en blond bimbo, som ikke kunne andet end at være sexet. Hendes smukke ydre overskyggede alt andet.

“Derfor har magasinet også fokus på de svære ting i livet. De ting som sker bag læbestiften og de store grin.”

Hun levede i forhold, hvor der indgik både fysisk og psysisk vold. De var jaloux og de ville have hendes skønhed for dem selv.

Hvorfor relaterer jeg så til Marilyn Monroe?

Magasinet her relaterer til Marilyn Monroe, fordi der er et fokus på dyrkelsen af det smukke, men også fokus på det menneskelige. Der er meget mere til alting end den overflade, som vi bliver præsenteret til.

Jeg tror nemlig på, at det ikke gør noget, at man også dyrker det smukke og det udenpå. Jeg elsker min æstetik, min overdressedness og mine røde læber. Jeg tror nemlig på, at det er okay, at dyrke og hylde det smukke. Men samtidig handler det også om at finde en balance. Derfor har magasinet også fokus på de svære ting i livet. De ting som sker bag læbestiften og de store grin.

Der er et indre. Der er en kerne. Der vil være de gode oplevelser og der vil være det svære. Derfor er der også fokus på mange historie, fyldt med ærlighed og flere af dem, skrevet med tårerne trillende ned ad kinderne.

Jeg ved ikke, hvordan Monroes liv havde set ud, hvis hun havde levet i en anden tid og hvor psyke har et andet fokus.
Jeg tror bare på, at det omtumlede, det kaotiske og det svære også skal bruges til noget. Jeg tror ikke på, at jeg har oplevet de ting, som jeg har, for at gemme på det.

Jeg har ikke været udsat for svære forhold til både far og kærester, spiseforstyrrelse, angst og uro, hvis ikke, at jeg skulle bruge det til noget og lære af det.

“det er svært ikke at dyrke det skønne og uskønne på samme tid. Man kan ikke vælge en uden at det bliver kunstigt.”

Jeg kigger på Monroes historie og tænker det samme. Hvad kan vi lære af hendes historie og hvad skulle hun lære? Hvorfor gik tingene, som de gjorde?

Jeg finder inspiration i hende, fordi det er svært ikke at dyrke det skønne og uskønne på samme tid. Man kan ikke vælge en uden at det bliver kunstigt.

Jeg ser profilerne på SoMe, som er så perfekte, at det næsten gør ondt, fordi man glemmer, hvad der er bag. Jeg ser også de profiler, som er gået imod det perfekte og udelukkende søger det uskønne og uperfekte, som som i nogen grad også ender med at blive kunstigt, fordi alting er vel heller ikke uskønt hele tiden?

Jeg forsøger derfor at skabe et univers, hvor der er plads til det hele. Jeg tror på, at vi rummer så mange modsætninger og sider. Det er det, som gør os dynamiske og det er det, som gør os til os.

Jeg tror på, at det uperfekte er med til at gøre os menneskelige og derfor skal det ikke tysses på eller gemmes væk. De fleste mennesker oplever svære ting eller en følelse af ensomhed eller usikkerhed. Det er okay og det skal vi snakke om, fordi chancerne for at andre føler det samme, er langt større end rynkede bryn.

Jeg har skabt der her magasin, fordi jeg gerne vil hylde mine egne sider, fordi det gør ikke noget med lidt selv-hyldest indimellem. Det handler nemlig om at åbne munden, række ud og hvis jeg deler de ting, som står mit hjerte nær, så håber jeg på at inspirationen og passion rækker langt nok ud og resonerer noget i nogle andre. Uanset om det er Monroe, læbetift, hudpleje eller noget helt fjerde.

Der skal være plads til os alle.

#IAmWhatIAmStories

Har du nogensinde hørt sangen “I Am What I Am” af Gloria Gaynor?
Hvis ikke, så sæt den på efter, at du har læst indlægget her. Det er den ultimative powersong til at hylde sig selv.

Men inden jeg fortæller min historie, så vil jeg gerne bede om jeres hjælp.

Det er en opfordring til at dele et billede, en story, en video eller et indlæg med
#IAmWhatIAmStories og eventuelt også tagge mig (@frk.mejer)
Eller send den til info.missmejer@gmail.com – så deler jeg den herinde – med eller uden fuldt navn.


Hvad handler kampagnen så om?
Den handler om at nedbryde tabuer og vise at det er vigtigt, at man holder fast i den person man er.


Der er så mange derude, som føler sig alene eller forkerte, fordi de ikke passer ind. Men denne her kampagne handler om at lave et fællesskab og hvor man hylder ikke at passe ind. Eller måske endda finder ud af, at man passer ind, men det var bare ikke der, hvor man først troede

Det handler om at hylde, at man er det menneske, som man er. Man har sin egen personlighed og man er sin egen person.

Det handler om at hylde, at vi har forskellige sider, som gør os til det menneske vi er. Vi har en fortid, som har formet os og drømme om en fremtid, som er med drive os. Vi har en nutid, hvor vi er den, vi er.

Så…..

Så hvad kan du godt lide ved dig selv?
Eller hvad kan du bare godt lide mere generelt?
Hvem er du? Hvad gør dig speciel?
Hvad er din historie?

Det kan selv være de helt små ting, som gør dig til dig. En sætning, et ord eller et enkelt billede. Det er op til dig.


#IAmWhatIAmStories – Min version

Jeg har tænkt længe over, hvad jeg ville dele i min #IAmWhatIAmStories.

Men hvem er den person, som jeg er?

Jeg er hende der har haft en narcissitisk far, som ikke tænkte på andre end sig selv og som jeg valgte at sige farvel til for 10 år siden. Hende der har haft så meget usikkerhed og som desperat har forsøgt at passe ind i fællesskaber og blive accepteret af andre, fordi jeg ikke fik det af ham.

Jeg er hende, der er blevet kaldt nørd, fordi jeg læste bog efter bog i 7. klasse og som rakte hånden op i historietimerne.

Jeg er hende, der har haft en spiseforstyrrelse og hadet mig selv så meget, at det også skulle gøre ondt fysisk. Hende der har straffet sig selv, fordi andres ord om, at jeg ikke var god nok, fyldte mere og havde omvendt mine egne tanker om mig selv.

Jeg er hende, der er blevet skældt ud for at være følsom og derfor har prøvet at pakke det væk i mange år, men som nu skriver side op og side ned om det.

Jeg er en person, som bliver frustreret, når jeg hører, hvordan andre lægger bånd på sig selv, fordi der er et samfund derude, som sætter alting i kasser og skal forstå alting.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører om mænd, der elsker at bære dameparfumer, damelingerie eller høje sko, men ikke tør, fordi det er “forkert”. Eller når man bliver udskammet, mobbet eller afvist, fordi man ikke er som andre.

Jeg er et menneske, som har oplevet, hvordan det er at føle sig udenfor. Hvordan det er, at kigge ind på de andre, som griner og hygger, men selvom man forsøger at grine med, så føler man sig ikke, som en del af det.

Jeg er et menneske, som føler en power i at gå i høje hæle, at bære makeup og som får energi af det. Jeg er et menneske, som elsker at lave hyggebukser på med pesto ned af maven og danse rundt til Elton John en eftermiddag, fordi der ingen planer er.

Jeg er et menneske, som ser mig selv som værende feminist og forsøger at dele mine historier og oplevelser. Hende der prøver at fortælle min familie om strukturer og som nogle gange ruller øjne, når jeg hører andre fortælle om “hvad de plejede at måtte sige”.

Jeg er en, der tror på, at vi alle sammen fortjener lige behandling og rettigheder – uanset køn, seksualitet, religion, race eller noget helt femte.

Jeg er et menneske, som er sammensat af mange forskellige dele og som har mange forskellige roller.

Jeg er den bestemte pige i familien, som har mange meninger og som ikke virker til at være bange for noget.

Jeg er den selvstændige pige, som har kastet mig ud i projekter. Hende som nogen kalder modig, mens jeg selv skriger af panik indeni.

Jeg er hende, der er droppet ud af universitetet til trods for at være en 12-talspige tidligere.

Jeg er hende, der altid har trukket maven ind og strammet bælter så meget ind med vilje, at det har formet mærker. Alt for at se tynd ud.

Jeg er hende, der skriver historie efter historie om følsomhed, sårbarhed og oplevelser, fordi jeg håber på, at det hjælper andre.

Jeg er hende, der er så fokuseret på job og karriere, at jeg ikke kan forestille mig at være mor eller som orker at have for meget ansvar på den front lige nu.

Jeg er hende, hvis humør svinger rigtig meget. Ingen dage er helt ens.

Jeg er hende, som nogen synes er for meget, som griner for højt eller larmer, når jeg går hen over gulvet i mine høje hæle.

Jeg er hende, som har læbestift på om søndagen og ligner en mumitrold mandag morgen. Og som indimellem finder ud af, at der er læbestift på fortænderne og dagen har budt på alt for mange smil til folk.

Jeg er hende, der ikke kan lade være med at tage stiletter med i tasken eller have tøj på, der fortæller noget om, hvem jeg er, fordi det føles rigtigt. Også selvom det er pisse upraktisk og dårlig påklædning til det danske vejr.

Jeg er hende, der ikke kan lege gæt og grimasser eller som spiller drukspil, fordi det giver min panik ud i alle celler.

Jeg er hende, der er bange for mørket, som ikke tør se gyserfilm og som bare godt kan lide at se film og serier, hvor jeg kan slå hovedet fra. Al den overtænkning og overanalysering af alting fylder nok i løbet af dagen.

Jeg er hende, der altid får mor-rollen i gruppen, fordi jeg altid gerne vil passe på de mennesker, som betyder noget.

Jeg er hende, der er stærkt inspireret af modebranchen og vintagetøj på én og samme tid. Hende der synes at Marilyn Monroe stadig er ikonisk.

Jeg er hende, der sagtens kan grine af mig selv, til trods for at have været så nærtagende tidligere hen, at jeg kunne græde, hvis folk satte fingeren på en usikkerhed.

Jeg er hende, der bliver usikker, bange, tvivler og ikke aner, hvad der foregår. Hende der nogle gange får sagt noget dumt, noget uheldigt eller vildt uintelligent. Men også hende der anerkender, at jeg ikke ved noget om alting og som bare prøver at være.

Jeg er den jeg er, fordi jeg er en sammensætning af alt muligt. Jeg har forsøgt at lære af fortiden og glæder mig til fremtiden. Men jeg prøver også at være lige nu og her.

Jeg er stolt af den person, som jeg er. Jeg er kærlig, jeg er indlevende og jeg står ved mine “mangler” og mine styrker.

Jeg ved, at jeg ikke kan alt og jeg ved, at nogen synes at jeg er for meget, mens andre synes, at jeg er for lidt.

Det vigtigste i sidste ende er, at jeg kan lide den jeg er, for det jeg er og det jeg har lyst til at blive til.

I am what I am.


Alle de forskellige sider af mig, er med til gøre mig til den jeg er.

Jeg kan ikke udvælge én side og så sige “det her er mig”, fordi de små dele er med til at udgøre en helhed.

Med makeup, uden makeup, med høje hæle, med pyjamasbukser på, med følelser, med tårer, med glæde, med stolthed.

Det hele.