#IAmWhatIAmStories

Har du nogensinde hørt sangen “I Am What I Am” af Gloria Gaynor?
Hvis ikke, så sæt den på efter, at du har læst indlægget her. Det er den ultimative powersong til at hylde sig selv.

Men inden jeg fortæller min historie, så vil jeg gerne bede om jeres hjælp.

Det er en opfordring til at dele et billede, en story, en video eller et indlæg med
#IAmWhatIAmStories og eventuelt også tagge mig (@frk.mejer)
Eller send den til info.missmejer@gmail.com – så deler jeg den herinde – med eller uden fuldt navn.


Hvad handler kampagnen så om?
Den handler om at nedbryde tabuer og vise at det er vigtigt, at man holder fast i den person man er.


Der er så mange derude, som føler sig alene eller forkerte, fordi de ikke passer ind. Men denne her kampagne handler om at lave et fællesskab og hvor man hylder ikke at passe ind. Eller måske endda finder ud af, at man passer ind, men det var bare ikke der, hvor man først troede

Det handler om at hylde, at man er det menneske, som man er. Man har sin egen personlighed og man er sin egen person.

Det handler om at hylde, at vi har forskellige sider, som gør os til det menneske vi er. Vi har en fortid, som har formet os og drømme om en fremtid, som er med drive os. Vi har en nutid, hvor vi er den, vi er.

Så…..

Så hvad kan du godt lide ved dig selv?
Eller hvad kan du bare godt lide mere generelt?
Hvem er du? Hvad gør dig speciel?
Hvad er din historie?

Det kan selv være de helt små ting, som gør dig til dig. En sætning, et ord eller et enkelt billede. Det er op til dig.


#IAmWhatIAmStories – Min version

Jeg har tænkt længe over, hvad jeg ville dele i min #IAmWhatIAmStories.

Men hvem er den person, som jeg er?

Jeg er hende der har haft en narcissitisk far, som ikke tænkte på andre end sig selv og som jeg valgte at sige farvel til for 10 år siden. Hende der har haft så meget usikkerhed og som desperat har forsøgt at passe ind i fællesskaber og blive accepteret af andre, fordi jeg ikke fik det af ham.

Jeg er hende, der er blevet kaldt nørd, fordi jeg læste bog efter bog i 7. klasse og som rakte hånden op i historietimerne.

Jeg er hende, der har haft en spiseforstyrrelse og hadet mig selv så meget, at det også skulle gøre ondt fysisk. Hende der har straffet sig selv, fordi andres ord om, at jeg ikke var god nok, fyldte mere og havde omvendt mine egne tanker om mig selv.

Jeg er hende, der er blevet skældt ud for at være følsom og derfor har prøvet at pakke det væk i mange år, men som nu skriver side op og side ned om det.

Jeg er en person, som bliver frustreret, når jeg hører, hvordan andre lægger bånd på sig selv, fordi der er et samfund derude, som sætter alting i kasser og skal forstå alting.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører om mænd, der elsker at bære dameparfumer, damelingerie eller høje sko, men ikke tør, fordi det er “forkert”. Eller når man bliver udskammet, mobbet eller afvist, fordi man ikke er som andre.

Jeg er et menneske, som har oplevet, hvordan det er at føle sig udenfor. Hvordan det er, at kigge ind på de andre, som griner og hygger, men selvom man forsøger at grine med, så føler man sig ikke, som en del af det.

Jeg er et menneske, som føler en power i at gå i høje hæle, at bære makeup og som får energi af det. Jeg er et menneske, som elsker at lave hyggebukser på med pesto ned af maven og danse rundt til Elton John en eftermiddag, fordi der ingen planer er.

Jeg er et menneske, som ser mig selv som værende feminist og forsøger at dele mine historier og oplevelser. Hende der prøver at fortælle min familie om strukturer og som nogle gange ruller øjne, når jeg hører andre fortælle om “hvad de plejede at måtte sige”.

Jeg er en, der tror på, at vi alle sammen fortjener lige behandling og rettigheder – uanset køn, seksualitet, religion, race eller noget helt femte.

Jeg er et menneske, som er sammensat af mange forskellige dele og som har mange forskellige roller.

Jeg er den bestemte pige i familien, som har mange meninger og som ikke virker til at være bange for noget.

Jeg er den selvstændige pige, som har kastet mig ud i projekter. Hende som nogen kalder modig, mens jeg selv skriger af panik indeni.

Jeg er hende, der er droppet ud af universitetet til trods for at være en 12-talspige tidligere.

Jeg er hende, der altid har trukket maven ind og strammet bælter så meget ind med vilje, at det har formet mærker. Alt for at se tynd ud.

Jeg er hende, der skriver historie efter historie om følsomhed, sårbarhed og oplevelser, fordi jeg håber på, at det hjælper andre.

Jeg er hende, der er så fokuseret på job og karriere, at jeg ikke kan forestille mig at være mor eller som orker at have for meget ansvar på den front lige nu.

Jeg er hende, hvis humør svinger rigtig meget. Ingen dage er helt ens.

Jeg er hende, som nogen synes er for meget, som griner for højt eller larmer, når jeg går hen over gulvet i mine høje hæle.

Jeg er hende, som har læbestift på om søndagen og ligner en mumitrold mandag morgen. Og som indimellem finder ud af, at der er læbestift på fortænderne og dagen har budt på alt for mange smil til folk.

Jeg er hende, der ikke kan lade være med at tage stiletter med i tasken eller have tøj på, der fortæller noget om, hvem jeg er, fordi det føles rigtigt. Også selvom det er pisse upraktisk og dårlig påklædning til det danske vejr.

Jeg er hende, der ikke kan lege gæt og grimasser eller som spiller drukspil, fordi det giver min panik ud i alle celler.

Jeg er hende, der er bange for mørket, som ikke tør se gyserfilm og som bare godt kan lide at se film og serier, hvor jeg kan slå hovedet fra. Al den overtænkning og overanalysering af alting fylder nok i løbet af dagen.

Jeg er hende, der altid får mor-rollen i gruppen, fordi jeg altid gerne vil passe på de mennesker, som betyder noget.

Jeg er hende, der er stærkt inspireret af modebranchen og vintagetøj på én og samme tid. Hende der synes at Marilyn Monroe stadig er ikonisk.

Jeg er hende, der sagtens kan grine af mig selv, til trods for at have været så nærtagende tidligere hen, at jeg kunne græde, hvis folk satte fingeren på en usikkerhed.

Jeg er hende, der bliver usikker, bange, tvivler og ikke aner, hvad der foregår. Hende der nogle gange får sagt noget dumt, noget uheldigt eller vildt uintelligent. Men også hende der anerkender, at jeg ikke ved noget om alting og som bare prøver at være.

Jeg er den jeg er, fordi jeg er en sammensætning af alt muligt. Jeg har forsøgt at lære af fortiden og glæder mig til fremtiden. Men jeg prøver også at være lige nu og her.

Jeg er stolt af den person, som jeg er. Jeg er kærlig, jeg er indlevende og jeg står ved mine “mangler” og mine styrker.

Jeg ved, at jeg ikke kan alt og jeg ved, at nogen synes at jeg er for meget, mens andre synes, at jeg er for lidt.

Det vigtigste i sidste ende er, at jeg kan lide den jeg er, for det jeg er og det jeg har lyst til at blive til.

I am what I am.


Alle de forskellige sider af mig, er med til gøre mig til den jeg er.

Jeg kan ikke udvælge én side og så sige “det her er mig”, fordi de små dele er med til at udgøre en helhed.

Med makeup, uden makeup, med høje hæle, med pyjamasbukser på, med følelser, med tårer, med glæde, med stolthed.

Det hele.


Tænker du over disse ting om aftenen eller på en tur i byen?

Dette indlæg udspringer både i det tidligere indlæg
“Jeg er bange, når jeg går alene om aftenen” og en quiz som jeg tog på Buzzfeed. Quizzen har jeg smidt nederst i indlægget, så i kan se om i tænker over de samme ting.

Jeg synes, at det var uhyggeligt at jeg tjekkede 27 ud af 28 punkter af. Jeg tænker i forvejen meget, når jeg er i byen eller når jeg går alene. Jeg bryder mig ikke ret meget om det og jeg har flere gange krydset gaden, hvis der kommer en gruppe larmende mænd forbi.

Ingen siger, at de vil gøre mig noget, men det er angsten for, hvad der KUNNE ske.

Mig vs. dem er bare ikke en rar tanke, men den suser igennem min krop i det, jeg hører dem komme glade igennem byen. Jeg knuger min jakke tættere ind til kroppen og jeg kigger direkte ned i jorden. Det handler om ikke at få øjenkontakt eller skabe en mulighed for nogen til at kontakte. Jeg gør alt for ikke at sende en ubevidst invitation.

Headsettet er også mast ind i ørene, men uden lyd, så jeg stadig kan orientere mig og høre, hvis nogen skulle komme. Jeg kigger sjældent tilbage på den let oplyste gade, fordi hvis jeg ser en mand komme gående bare en anelse for tæt på, så rejser hårene sig på mig.

Jeg tager aldrig imod drinks, når jeg er i byen. A) fordi jeg ikke vil “købes” eller “tvinges” til at have en samtale med en og B) fordi de nogle gange står med den i hånden på forhånd og jeg ikke har styr på, hvad der skete fra baren og over til mig.

Jeg tager min veninde i hånden, når én af os skal på toilettet, især de steder, hvor det er unisex, fordi ingen af os vil trænges op i en krog derude.

Jeg har nogle gange ring på i byen eller siger “jeg har en kæreste”, fordi det er en lettere vej til at få dem til at lade en være. Det går hurtigere end, hvis jeg skal forklare, at jeg bare er i byen for at danse med min veninde.

Jeg tjekker ind på mine veninder, hvis de snakker med en fremmed og jeg skal altid sikre mig, at de er okay. Jeg har altid sørget for at en Tinder-date foregik i det offentlige rum, fordi jeg gerne vil have andre mennesker rundt om mig. Der er også flere, som vidste, hvor jeg var og hvad tid. Jeg sørgede for at sende et smiley, når det var fint og jeg ringede tit efter.

Jeg følges altid med mine veninder så langt vi kan, når det er mørkt. Jeg tager mig selv i at råbe “vil du ikke skrive, når du er hjemme?” til dem til trods for, at vi plejer at gøre det alligevel.

Den sorte, stramme kjole bliver hængende i skabet den aften, fordi det er for varmt til den lange frakke og en kort jakke duer ikke. Jeg ved, at jeg skal vente på toget, alene, senere. Jeg tager noget andet på, som jeg føler mig tryggere ved og venter med den sorte kjole til en dag, hvor frakken kan komme på eller jeg ikke skal være alene.

Hvorfor gør jeg de her ting? Hvorfor er jeg så hysterisk omkring det? Er jeg den eneste der gør det? Jeg ved godt, at det lyder voldsomt. Jeg synes selv, at det lyder af meget, når jeg skriver det her.

Jeg gør det, fordi jeg har hørt en milliard historier fra andre piger. Jeg hører, at de ikke tager den korte kjole på, fordi de er bange for, at den er for “udfordrende” eller “inviterer til noget”. Jeg hører om piger, som bliver raget på i toget, til trods for, at de bare er der. Jeg hører om piger, som ikke har kunne gå alene hjem om aftenen eller tage imod en drink. Jeg hører om piger, som bliver catcallet eller kaldt for “luder”, når de ikke svarer. Piger der bliver hevet i, når de danser eller som må gå hjem tidligere, fordi ens “nej” til drinks blev en udfordring for drengegruppen.

Jeg gør det også, fordi jeg selv er en af de piger, som har oplevet meget af overstående.

Så nej, for guds skyld, er det ikke alle mænd, der gør. Det er ikke alle, der føler overstående ting eller oplever det i samme grad eller tager det så nært, som jeg. Men det ændrer ikke på, at mange, især kvinder, tænker over, hvordan de er i nattelivet, fordi der er sket ting og fordi man gerne vil undgå, at det bliver en selv.


Du kan tage Buzzfeed-quizzen lige her. Hvor mange punkter kunne du tikke af?