#IAmWhatIAmStories

Har du nogensinde hørt sangen “I Am What I Am” af Gloria Gaynor?
Hvis ikke, så sæt den på efter, at du har læst indlægget her. Det er den ultimative powersong til at hylde sig selv.

Men inden jeg fortæller min historie, så vil jeg gerne bede om jeres hjælp.

Det er en opfordring til at dele et billede, en story, en video eller et indlæg med
#IAmWhatIAmStories og eventuelt også tagge mig (@frk.mejer)
Eller send den til info.missmejer@gmail.com – så deler jeg den herinde – med eller uden fuldt navn.


Hvad handler kampagnen så om?
Den handler om at nedbryde tabuer og vise at det er vigtigt, at man holder fast i den person man er.


Der er så mange derude, som føler sig alene eller forkerte, fordi de ikke passer ind. Men denne her kampagne handler om at lave et fællesskab og hvor man hylder ikke at passe ind. Eller måske endda finder ud af, at man passer ind, men det var bare ikke der, hvor man først troede

Det handler om at hylde, at man er det menneske, som man er. Man har sin egen personlighed og man er sin egen person.

Det handler om at hylde, at vi har forskellige sider, som gør os til det menneske vi er. Vi har en fortid, som har formet os og drømme om en fremtid, som er med drive os. Vi har en nutid, hvor vi er den, vi er.

Så…..

Så hvad kan du godt lide ved dig selv?
Eller hvad kan du bare godt lide mere generelt?
Hvem er du? Hvad gør dig speciel?
Hvad er din historie?

Det kan selv være de helt små ting, som gør dig til dig. En sætning, et ord eller et enkelt billede. Det er op til dig.


#IAmWhatIAmStories – Min version

Jeg har tænkt længe over, hvad jeg ville dele i min #IAmWhatIAmStories.

Men hvem er den person, som jeg er?

Jeg er hende der har haft en narcissitisk far, som ikke tænkte på andre end sig selv og som jeg valgte at sige farvel til for 10 år siden. Hende der har haft så meget usikkerhed og som desperat har forsøgt at passe ind i fællesskaber og blive accepteret af andre, fordi jeg ikke fik det af ham.

Jeg er hende, der er blevet kaldt nørd, fordi jeg læste bog efter bog i 7. klasse og som rakte hånden op i historietimerne.

Jeg er hende, der har haft en spiseforstyrrelse og hadet mig selv så meget, at det også skulle gøre ondt fysisk. Hende der har straffet sig selv, fordi andres ord om, at jeg ikke var god nok, fyldte mere og havde omvendt mine egne tanker om mig selv.

Jeg er hende, der er blevet skældt ud for at være følsom og derfor har prøvet at pakke det væk i mange år, men som nu skriver side op og side ned om det.

Jeg er en person, som bliver frustreret, når jeg hører, hvordan andre lægger bånd på sig selv, fordi der er et samfund derude, som sætter alting i kasser og skal forstå alting.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører om mænd, der elsker at bære dameparfumer, damelingerie eller høje sko, men ikke tør, fordi det er “forkert”. Eller når man bliver udskammet, mobbet eller afvist, fordi man ikke er som andre.

Jeg er et menneske, som har oplevet, hvordan det er at føle sig udenfor. Hvordan det er, at kigge ind på de andre, som griner og hygger, men selvom man forsøger at grine med, så føler man sig ikke, som en del af det.

Jeg er et menneske, som føler en power i at gå i høje hæle, at bære makeup og som får energi af det. Jeg er et menneske, som elsker at lave hyggebukser på med pesto ned af maven og danse rundt til Elton John en eftermiddag, fordi der ingen planer er.

Jeg er et menneske, som ser mig selv som værende feminist og forsøger at dele mine historier og oplevelser. Hende der prøver at fortælle min familie om strukturer og som nogle gange ruller øjne, når jeg hører andre fortælle om “hvad de plejede at måtte sige”.

Jeg er en, der tror på, at vi alle sammen fortjener lige behandling og rettigheder – uanset køn, seksualitet, religion, race eller noget helt femte.

Jeg er et menneske, som er sammensat af mange forskellige dele og som har mange forskellige roller.

Jeg er den bestemte pige i familien, som har mange meninger og som ikke virker til at være bange for noget.

Jeg er den selvstændige pige, som har kastet mig ud i projekter. Hende som nogen kalder modig, mens jeg selv skriger af panik indeni.

Jeg er hende, der er droppet ud af universitetet til trods for at være en 12-talspige tidligere.

Jeg er hende, der altid har trukket maven ind og strammet bælter så meget ind med vilje, at det har formet mærker. Alt for at se tynd ud.

Jeg er hende, der skriver historie efter historie om følsomhed, sårbarhed og oplevelser, fordi jeg håber på, at det hjælper andre.

Jeg er hende, der er så fokuseret på job og karriere, at jeg ikke kan forestille mig at være mor eller som orker at have for meget ansvar på den front lige nu.

Jeg er hende, hvis humør svinger rigtig meget. Ingen dage er helt ens.

Jeg er hende, som nogen synes er for meget, som griner for højt eller larmer, når jeg går hen over gulvet i mine høje hæle.

Jeg er hende, som har læbestift på om søndagen og ligner en mumitrold mandag morgen. Og som indimellem finder ud af, at der er læbestift på fortænderne og dagen har budt på alt for mange smil til folk.

Jeg er hende, der ikke kan lade være med at tage stiletter med i tasken eller have tøj på, der fortæller noget om, hvem jeg er, fordi det føles rigtigt. Også selvom det er pisse upraktisk og dårlig påklædning til det danske vejr.

Jeg er hende, der ikke kan lege gæt og grimasser eller som spiller drukspil, fordi det giver min panik ud i alle celler.

Jeg er hende, der er bange for mørket, som ikke tør se gyserfilm og som bare godt kan lide at se film og serier, hvor jeg kan slå hovedet fra. Al den overtænkning og overanalysering af alting fylder nok i løbet af dagen.

Jeg er hende, der altid får mor-rollen i gruppen, fordi jeg altid gerne vil passe på de mennesker, som betyder noget.

Jeg er hende, der er stærkt inspireret af modebranchen og vintagetøj på én og samme tid. Hende der synes at Marilyn Monroe stadig er ikonisk.

Jeg er hende, der sagtens kan grine af mig selv, til trods for at have været så nærtagende tidligere hen, at jeg kunne græde, hvis folk satte fingeren på en usikkerhed.

Jeg er hende, der bliver usikker, bange, tvivler og ikke aner, hvad der foregår. Hende der nogle gange får sagt noget dumt, noget uheldigt eller vildt uintelligent. Men også hende der anerkender, at jeg ikke ved noget om alting og som bare prøver at være.

Jeg er den jeg er, fordi jeg er en sammensætning af alt muligt. Jeg har forsøgt at lære af fortiden og glæder mig til fremtiden. Men jeg prøver også at være lige nu og her.

Jeg er stolt af den person, som jeg er. Jeg er kærlig, jeg er indlevende og jeg står ved mine “mangler” og mine styrker.

Jeg ved, at jeg ikke kan alt og jeg ved, at nogen synes at jeg er for meget, mens andre synes, at jeg er for lidt.

Det vigtigste i sidste ende er, at jeg kan lide den jeg er, for det jeg er og det jeg har lyst til at blive til.

I am what I am.


Alle de forskellige sider af mig, er med til gøre mig til den jeg er.

Jeg kan ikke udvælge én side og så sige “det her er mig”, fordi de små dele er med til at udgøre en helhed.

Med makeup, uden makeup, med høje hæle, med pyjamasbukser på, med følelser, med tårer, med glæde, med stolthed.

Det hele.


Jubilæum: 2 år rask

Gud, hvor er det underligt at kunne fejre sin to års dag.

Ja, for to år siden, der erklærede jeg mig officielt rask fra min spiseforstyrrelse.

Det er så dejligt at vide, at tingene bare er blevet bedre med tiden. Jeg har det bedre for hver dag der går og selvom nogle dage er sværere end andre, så formår jeg at kæmpe mig om på den anden side.

Det er noget over to år siden, at jeg havde min sidste bulimiopkastning og jeg savner dem ingenlunde. Jeg savner ikke smagen af mavesyre eller smerterne, som kom efterfølgende. Jeg savner ikke at sulte mig selv eller de dage, hvor jeg ingen energi havde. Jeg savner ikke følelsen af ikke at være til stede i nuet eller kunne holde koncentrationen i mere end fem sekunder.

Det burde jo være ret let for mig at skrive det her indlæg. Det handler om en tid, som er endt og en ny tid, som er begyndt. Jeg synes alligevel, at det har været svært at sætte ord på, fordi det sidste års tid er bare forsvundet. I det år har jeg kæmpet med meget andet end en spiseforstyrrelse. Indimellem har jeg tænkt “åh gud, hvis bare jeg havde min spiseforstyrrelse, så slap jeg for at tage stilling til det her.” For min spiseforstyrrelse er selvfølgelig ikke noget, som jeg ønsker at få tilbage, men den var jo min undskyldning for alting og der hvor jeg gemte alting væk. Jeg behøvede ikke at tage stilling til noget, fordi jeg kæmpede mod den ene ting og det var mere end rigeligt.

Det sidste års tid har jeg kæmpet med angst. Der har været nogle ting, som jeg har været tvunget til at se i øjnene omkring mig selv. Det har været benhårdt og jeg har virkelig måtte tage ansvar for mine tidligere valg og min fortid for at komme videre. Jeg fik fortalt af en veninde, at hun havde set 2018 som et år, hvor jeg havde bokset mig igennem det hele og virkelig taget slag efter slag fra fortiden, som blev ved med at smyge sig ind i min bevidsthed.

Jeg har måtte deale med mine overgreb, mine tidligere forhold, mit drop-out fra studiet og mit arbejde, hvor jeg ikke kunne holde gejsten oppe. Jeg har virkelig haft meget tid, hvor jeg har siddet foran computeren eller herhjemme uden en sjæl. Jeg har haft så meget tid til at mærke efter – på godt og ondt. Det har været godt, fordi jeg har opdaget mange ting omkring mig selv og fordi jeg er stærkere nu, men også ondt, fordi det har været benhårdt og fordi jeg havde mest lyst til at give op på det hele. Jeg har tvivlet så meget på mig selv og mine evner.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg udviklede min spiseforstyrrelse, men det var den letteste coping-mekanisme som jeg kunne nå frem til. Jeg kunne tælle kalorier, lave madplaner og fortælle mig selv, at jeg ikke var god nok dag ud og dag ind. Nogle af dem som var rundt om mig i den tid, sagde jo også, at jeg ikke var god nok, så hvorfor ikke forsætte den stime?

Nu har jeg omgivet mig med gode mennesker, som vil mig det bedste og som fortæller mig, at jeg er god nok og de bekræfter mig i, at jeg faktisk er et godt menneske med et godt hjerte. Det har jeg ikke rigtig kunne se førhen, men jeg er stolt af mig selv og jeg tillader mig selv at mærke efter. Nogle gange mærker jeg måske stadig lidt for meget og nogle gange så er jeg så bange for at gentage en fejl, at jeg passer ekstra meget på mig selv.

Læs også: Spiseforstyrret vol 1. – Anoreksien begynder

Jeg har dog alligevel besluttet mig for at leve livet. Jeg har brugt for meget tid på at være ked af det og hjælpe alle andre end mig selv. Jeg har kigget på mig selv i spejlet og haft så ondt i hjertet over, hvordan jeg så ud og hvordan jeg så behandlede mig selv. Jeg er ikke altid lige glad, når jeg ser på mig selv. Jeg har dage, hvor jeg føler mig tyk eller hvor jeg synes det hele er oppustet og meh. Heldigvis har jeg flest dage, hvor jeg hopper i tøjet med en glæde, hvor smilet går helt op i øjnene og hvor jeg føler mig selv. Jeg tror mere på, at jeg kan klare tingene nu. Jeg tillader de dårlige dage og de dårlige tanker, men jeg lader dem ikke nå helt ind og ødelægge alt det, som jeg har bygget op.

Jeg kan bare godt lide mig selv nu. Må man godt sige det?

Jeg hader ikke hver en fibre. Jeg kan næsten ikke huske, hvordan det føltes at straffe sig selv hele tiden. Jeg læser de gamle indlæg med en knude i maven, fordi jeg ikke føler, at det er mig. Jeg føler, at den Louise, var en helt anden. Jeg forstår ikke, hvordan jeg har kunne gøre alle de ting.

Læs også: Jubilæum: 1 år rask

Jeg ved jo, at min spiseforstyrrelse stadig er en del af mig. Den popper stadig op og den er en del af mig og mit liv. Det er jo som så mange andre afhængigheder, noget som man skal have mig sig resten af livet. Jeg skal ikke kunne sige, om det nogensinde dukker op igen ude i fremtiden. Jeg tror dog på, at jeg er stærk nok til at kæmpe imod det og at opdage det inden, at det går så galt igen.

Spiseforstyrrelser er jo skabt sådan, at de ikke kommer fra den ene dag til den anden, men langsomt bygger sig op og vokser sig større med tiden. Pludselig står man midt i orkanens øje og aner ikke, hvad man skal gøre ved det. Man bliver lovet kontrol, men det er ren og skær manipulation. Kontrollen ligger ikke i spiseforstyrrelsen, men i livet.

Jeg har kæmpet og fået hjælp, jeg har talt, grædt og været vred. Jeg har været igennem mange følelser og udsving for at nå hertil, men jeg kan med stolthed i stemmen sige:

JEG ER RASK FOR 2. ÅR!!!!!

HURRAAAAAA!


I kan læse mere om spiseforstyrrelser hos LMSOS eller få hjælp hos dem.
Ring eventuelt til 70101818 eller chat anonymt med her.