Vores kærestetur på AC Hotel Bella Sky

Reklame 
Ophold modtaget i gave.

Nå, jeg ved godt, at jeg har spammet på Instagram, men jeg har simpelthen fået taget så mange fine billeder, da R og jeg var på AC Hotel Bella Sky.

Jeg må indrømme, at 50% af tiden gik med at skyde content. Det var lidt stressende og samtidig var det jo en del af oplevelsen/hyggen.

Men ja, det er lidt over en måned siden, at vi besøgte Bella Sky. Det var lidt tilfældigt at det landede på Valentins dag, fordi det er ikke noget, som nogen af os normalt går op i. Sidste Valentins dag var jeg hjemme og R spiste sushi med roomies.

Men nu blev det og det var også rigtig hyggeligt. Vi tjekkede ind præcis kl. 15.00 og tog bagefter elevatoren op gud ved, hvad sal. Det var højt oppe og udsigten var virkelig smuk. Vi ankom til Golden Hour, så solen stod bare helt rigtigt ind ad vinduet. Vi fik pakket ud, taget mange billeder (vi skulle udnytte lyset, jo) og så fandt vi vores badetøj frem.

Det var helt tilfældigt, at vi begge havde pakket orange badetøj. Vi har ikke koordineret det, men hold op, hvor har vi koordineret sådan nogle ting mange gange. Vi har tidligere siddet med hver vores lavendel lilla overdel på. Jeg har én striktrøje i den farve og R har én langærmet t-shirt i samme nuance. Det var først, da vi tog jakkerne af hjemme hos Rs bror og svigerinde, at vi opdagede det. Så ja, vi tænker åbenbart lidt for ens eller også har vi allerede nu, været sammen alt for længe.

Men vi valgte så at valse ind i spa’en med orange badetøj på. Der var to varmt vands-bassiner, ét iskoldt bassin, et dampbad, en sauna, regnvandsbrusere og opvarmede liggestole.

Vi var der i godt og vel et par timer. R var ret presset over dampbaddet og jeg var presset over saunaen. Jeg plejer ellers at elske at gå i sauna, men jeg tror måske at kombinationen af varmt vand, damp og så bagefter gå i sauna blev lige voldsomt nok. Men når det er sagt, så var det utrolig behageligt. Der var også en god stemning derinde og alle tager god hensyn til hinandens private sfære, men også at ingen råber eller vader rundt. Der er stille og der er tid til bare at være hinanden nær.

Vi sluttede af med en tur i det iskolde bassin. Der kommer isterninger ned fra en beholder i loftet, så det hele tiden kan bevare sin temperatur. Det var også helt ufattelig koldt, men det gik lidt op for mig, hvorfor at folk vinterbader. Det er helt utrolig skønt, når man først kommer op igen og på ingen måde koldt, når man er ude af vandet.

 

Vi sluttede dagen spa’en af og gik op på værelset. Her fik jeg lige et hurtigt bad og lagt ny makeup. Jeg må indrømme, at der var en del af mig, som ikke orkede at gøre mig klar igen. Alt den varme havde virkelig fået mig til at slappe af.

Men hey, vi havde reservation på Basalt nede på 1. sal og det havde vi begge glædet os til. Så en hurtig makeup, en glimmerkjole og mine Gucci-sandaler fra Rom og så var vi klar.

Dinner for two, please!

Ja, vi ankom til Basalt kl. 19.35 og havde reservation kl. 19.30, så jeg havde været stresset hele vejen ned i elevatoren. Jeg er lidt af en kontrolfreak, når det kommer til tid og jeg plejer altid at stå og vente mindst 10 minutter før en aftale.

Men vi blev sat ved vores bord og vi havde fået lov at afprøve Basalts “Inferno”-menu. Den består af kokkens valg fra menuen.

  • Appetizer: Chicken Wings i særlig Basalt-marinade.
  • Forret: Hørøget laks med syrnet fløde og crudité af glaskål.
  • Hovedret: Dansk Havtaske med persillesmør (mig) og Oksemørbrad fra Öxneholm med grillet porre (R)
  • Lun æblekompot med crumble og kardemommeis

 

Jeg fik fisk, fordi jeg ikke spiser ret meget kød. Jeg har ikke så meget imod lyst kød som kylling eller fisk, men jeg har ikke spist en steak eller steg i snart fire år. Jeg kan ikke få det ned. Men det blev der heldigvis taget højde for og min fisk var helt fantastisk.

Jeg vil dog anbefale at man til hovedretterne bestiller kartofler eller andre af deres side-dishes, så man får lidt tilbehør. Ikke fordi man går sulten hjem, men bare fordi, at det ville komplimentere alting rigtig godt.

Jeg var så mæt, da vi gik derfra. Vi havde valgt bare at drikke vand til og så fik R en special øl og jeg fik en “A two times sour” cocktail, som minder lidt om en sød udgave af Whiskey Sour. Så er man til den slags drinks, så kan jeg godt anbefale, den jeg fik.

 

Der var rigtig travlt på Basalt den aften, hvor vi spiste og det kunne man desværre godt mærke på personalet. De havde gang i mange ting, men de var utrolig søde, når de var om en og maden var uden tvivl værd at vente på. Så det skal de sådan set ikke høre for.

 

Ja, vi sluttede aftenen af med at tage elevatoren op til øverste etage, hvor vi kiggede på udsigten. Det var virkelig smukt og et kig værd, hvis man alligevel er der. Da vi kom ned på værelset var vi begge så trætte, at vi faldt i søvn efter lidt tid.

Jeg faldt i søvn ved at kigge ud på udsigten. Det var helt vildt skønt.

 

Dagen efter gik vi i spa inden morgenmaden. Det var godt nok også en dejlig måde at starte dagen på. Igen koldt gys inden vi gik op og gjorde os klar. R var meget imponeret over morgenmaden, men den indeholdt også alt, hvad hjertet kan begære.

 

Så alt i alt og med dette dagbogs-agtige indlæg, så havde vi en skøn tur. Jeg tror nogle gange, at man har nogle særlige forventninger, når man tager sådan på kærestetur. Man har en forventning om at være nærværende, om at møde hinanden på en særlig måde og på at hygge virkelig meget.

Vi hyggede og vi nød det. Det er klart noget, som vi vil gøre igen. Måske bare med én enkelt overnatning mere, så vi har mere tid fra check-in til check-out.

Men vi havde oplevet noget sammen og vi havde været fælles om det. Vi havde været sammen på en ny måde, et nyt sted og med nye indtryk.

Men jeg bliver nødt til at sige, at da vi tog hjem og til sidst endte på sofaen med kinesiske nudler, dyner og Suits, så var alting bare helt perfekt.

Det viste mig virkelig, at vi kan være i fint dress, spise udsøgt mad og være i spa og hygge os på én måde og så kan vi en anden dag sidde derhjemme i hyggetøj og spise mini forårsruller og hygge på en anden måde.

Der skal være tid til begge dele og den weekend gav mig muligheden for at nyde godt af begge dele. Det er jeg meget taknemmelig for.

 

Det er hvert fald ikke sidste gang, at vi besøger Bella Sky og det er nok heller ikke sidste gang at vi falder om på sofaen og spiser take away.

Psykisk vold – at blive trigget og komme ovenpå igen.

 

TW: Psykisk vold


Jeg har det underligt i dag.

Den der følelse af sommerfugle i maven og en kæmpe stor usikkerhed lige i midten af det hele.

Jeg tog imod min kæreste igår. Han kom hjem fra en tur i det jyske. Så selvom vi ikke bor sammen, så hentede jeg ham, tog mad med og sørgede for, at det var rart at komme hjem igen.

Jeg har aldrig prøvet det med ham, fordi jeg aldrig er helt sikker på, hvornår han er hjemme og ellers ses vi dagen efter. Men i dag var anderledes og jeg gik glad ned og hentede ham. Jeg havde trods alt savnet ham en god del.

Alt var rigtig fint, men pludselig lå jeg med en følelse af, om jeg gjorde det godt nok eller om jeg var irriterende at være sammen med. Jeg kom til at spilde på hans rene sengetøj og da jeg ville gøre det godt igen, så ramte jeg noget af det, som hang på væggen.

Mit hoved var et stort vivar og jeg mumlede “Undskyld, undskyld. Jeg er bare så klodset. Jeg skal nok tage mig sammen.”

Sjældent har han set så forvirret ud, fordi hvad der skete indeni mig, var jeg heller ikke helt sikker på. Jeg var på randen af tårer og febrilsk hev jeg i sengetøjet for at få det pænt og bagefter pakke mine ting for at smutte ud ad døren.

Jeg nåede ikke så langt, fordi han vidste jo udemærket godt, at der var noget, som ikke var som det plejede.

Det var først, da jeg sad med tårerne strømmende ned af ansigtet. Mens jeg snøftende prøvede at få ud over mine læber, at jeg bare gerne ville være “rigtig” og god nok, nu hvor han kom hjem igen.

Triggers og trusler

Det gik op for mig, at det her ramte den gamle følelse, da min ekskæreste kom hjem efter mange dage.

Jeg vidste aldrig, hvilket humør han var i eller om jeg gjorde tingene godt nok. Det var aldrig til at vide, om smilet var stort og der nærmest blev råbt JEG ELSKER DIG. Eller om han var sur over, at jeg ikke havde varmet mad op eller vasket de bukser, som han skulle have på.

Jeg farede altid rundt og forsøgte at vende vragen ud på mig selv. Det var bare aldrig til at vide om en lyd for meget ville starte et skænderi. Eller om jeg var glad nok til at være sammen med. Men heller ikke for glad.

Følelsen af at være irriterende overvældede mig.

“Du burde være lidt gladere, ellers kan man jo ikke være her” eller “hvis ikke du gør det bedre, så forlader jeg dig – jeg ved ikke om jeg kan være sammen med sådan en som dig.” blev der ofte truet.

Eller ting som:

“Du er FAKTISK ret hyggelig at være sammen med”

“Du kan FAKTISK være ret sjov, her troede jeg ellers at du var så kedelig”

Følelser var ikke tilladt. Sådan var det bare. Eller mine følelser var ikke tilladt.

Kom han hjem om natten, så gik han enten ind for at vække mig, fordi han gerne ville have sex eller også for at råbe eller øse hans frustration over på mig. På den måde kunne han sove og jeg kunne sidde og rokke frem og tilbage inde i stuen.

Jeg havde ramt en boble af angst for at sige nej. Var det sex han var ude efter, så prøvede jeg nogle gange ihærdigt at klemme øjnene i og lod som om, at jeg sov tungt. Andre gange var det lettere at få overstået.

Mentale blå mærker

Men ja, det hele igår bundede nok i, at jeg har været i forhold med rigtig meget psykisk vold. Det tager lang tid at komme ovenpå igen.

Jeg har lagt forholdet bag mig, men indimellem kommer der en situation, hvor jeg kan mærke, at selvom hovedet er ovre det, så husker kroppen.

Min nye kæreste kunne aldrig finde på at råbe af mig eller være så utilregnelig. Jeg gjorde jo også de ting, fordi jeg havde lyst til at se ham og lave mad.

Psykisk vold er bare rigtig, rigtig hårdt. Det er endda også svært at forklare, fordi der ikke er nogle fysiske blå mærker.

De mentale blå mærker er indprentet i de dårlige oplevelser med møbler flyvende igennem lokalet. De grimme ord eller råben lige ind i hovedet. Det er indprentet i usikkerheden og den andens utilregnelighed.

Den psykiske vold er så lammende og da min nuværende kæreste spurgte “hvorfor blev du hos ham? Du af alle burde jo vide, at du fortjener det bedste.”

Så brød jeg helt sammen.

Jeg overså tegnene med vilje

Svaret var uhyggeligt simpelt.

“Fordi dengang troede jeg, at jeg fortjente at blive behandlet sådan”

Jeg troede, at det var den kærlighed, som jeg var værd. Jeg troede, at det var okay, at en anden person behandlede mig sådan. Min biologiske far var ligeså og mine andre forhold havde også været sådan.

Hvordan skulle jeg vide bedre?

Så jeg fandt mig i det. Jeg fandt mig i at blive skældt og smældt. Både fordi at jeg følte, at det var mit lod i livet, men også fordi, at jeg havde ondt af ham.

Det hele var jo ikke startet sådan. Det hele var jo startet så fint med flest grin, blomster, store gaver og vilde oplevelser. Og et løfte om at han ville passe på mig – at alting ville være anderledes for mig denne gang. Han var ikke som de andre.

Han havde jo ikke været sådan hele tiden?

Jovist, var der tegn, men jeg overså dem, fordi jeg tænkte, at vi alle har vores sider.

Jeg kan ikke gå tilbage, men jeg kan lære af det

I dag ved jeg, at psykisk vold ikke er okay.

Jeg ved, at jeg fortjener bedre og at jeg er taknemmelig for at have en kæreste, som passer på mig og som løfter mig. I stedet for at jorde mig.

Jeg kan ikke gå tilbage og ændre min fortid. Jeg er dog alligevel taknemmelig for at have lært så meget, at jeg på mit 3. forhold har fundet en god mand. At jeg aldrig gik tilbage efter at have slået op.

Jeg får dog stadig trigget mine følelser indimellem og har lyst til at spørge min nuværende kæreste, om vi er okay. Eller om han virkelig kan lide mig.

Langt de fleste dage, der tænker jeg ikke over det. Der ved jeg, at jeg er et godt sted. Min usikkerhed eller trigger er heller aldrig på, om min kæreste kunne finde på at være ond ved mig.

Det ved jeg, at han ikke kunne finde på.


Har du oplevet psykisk vold i et forhold? Eller vil du vide mere om det?

Eller ring til Danner.dk på 33 33 00 47

Perfekte steder – perfekt forhold?

Det her indlæg tager inspiration i TV2 Zulus serie “Perfekte Steder”. Serien kører pt. på trejde sæson, som knapt lige har haft sæsonpremiere.

Jeg har fulgt serien fra day one og jeg synes kun, at den er blevet bedre med tiden. De første par afsnit var sådan lidt så-som-så med skuespillet og plottet, men hey, sæson 2 var noget bedre og nu er jeg spændt på hvad sæson 3, kan bidrage med.

Men det skal ikke handle så meget om serien, som sådan. Det skal mere handle forholdet mellem de to hovedpersoner, Rose og Tobias.

Fordi det eneste der går igennem mit hoved, når man følger deres forhold er: “hvorfor er de overhovedet sammen?”

Deres forhold begynder turbulent. De er to meget forskellige mennesker og selvom, at det ikke altid er en ulempe, så kan man indimellem godt være for forskellige. I’ve been there.

Deres forhold er som sådan ikke urealistisk, fordi et eller andet sted, så tror jeg, at mange mennesker oplever kærlighed som dem, især når man er ung, men også fordi vi konstant bliver påduttet, at man skal kæmpe for kærligheden og det skal være konstant push/pull før, at der er noget ved det. Det skal være spændende, nyt, hektisk og vildt.

Men skal forhold være det?

Det eneste jeg tænker med Rose og Tobias’ forhold er, at det er det mest giftige forhold, som jeg længe har kigget på. Der er ikke noget tidspunkt, hvor det bare går godt eller der er ro på.

Hvis ikke den ene er jaloux over den andens succes, studiepartnere eller andre mennesker der strejfer rundt deres sfære, så er der drama over ønsker for fremtid, ambitioner, måde at være på eller måden at ting bliver sagt på.

De seneste par afsnit har Tobias’ haft travlt med at starte sin virksomhed op, som han har investeret alt i. Det huer ikke Rose, fordi hun har sommerferie fra studiet. De formår alligevel at få tid sammen, men hvis ikke den ene straffer, så straffer den anden.

Så mange af deres problemer kan blive løst, hvis de rent faktisk åbnede munden og sagde, hvad der sker og hvad de har på hjerte. I stedet er det mindgames og “jeg skriver lige, at vi tager væk herfra, så han kan få lov at savne mig”. En joke, som gør Tobias i dårligt humør, nu når han er taget op til Rose og allerede har indvilliget i at sætte tid af.

Nå, men det som rammer mig er, at jeg har gjort nøjagtig det samme. Jeg har haft en relation på nøjagtig samme præmisser. Jeg er også skredet, fordi min eks-kæreste skulle have lov til at savne mig. Jeg har også måtte flå min computer ud af laderen og ind i hånden på den anden, så de kunne læse mine beskeder og vide, at jeg ikke var på vej væk eller utro.

Den der konstante usikkerhed, som ligger som en tung dyne over forholdet. Den der ubehagelige mavefornemmelse, når den anden gik ud af døren. De mange skænderier over noget ligegyldigt, fordi man enten skulle forsvare sig selv eller fordi man ønskede at man kunne lave den anden person om.

Rose og Tobias bruger konstant ordene “jeg er din, du er min”, men vi ejer ikke hinanden.

Hvis der er noget, som jeg har lært i mit seneste forhold, så er det, at vi ikke ejer hinanden. Vi leder ikke efter en halvdel for at fuldende os. Vi er hele i forvejen og vi er først og fremmest vores egen.

Selvfølgelig skal alle mennesker finde den dynamik i et forhold, som fungerer for dem. Men set udefra er Rose og Tobias et perfekt eksempel på et forhold, hvor man skal give slip på den anden.

Det er så forkrampet og jeg har stået i nøjaftig samme følelse. Haft samme ansigtsudtryk som både Rose og Tobias, fordi det gør ondt helt ned i maven, når den anden for 117. gang sårede end eller ikke forstod en.

Jeg kan ikke engang sige, at jeg holder mere med den ene end den anden. De er begge to lige slemme, fordi usikkerheden kommer fra dem begge. Men hvor skulle de også vide, hvor de har den anden, når de aldrig taler sammen?

De bruger ordene “jeg elsker dig” igen og igen, men det fremstår bare mere som et desperat forsøg på at holde sammen i kærligheden, end at de rent faktisk gør det.

Jeg har også altid troet at forelskelse og kærlighed skulle være vildt og voldsomt. At vi skulle eje hinanden, være ved at gå til, når den anden ikke var der eller elske hinanden så meget, så det gjorde ondt.

Det gjorde ondt. Det gjorde nemlig rigtig ondt, fordi det var opslidende og psykisk hårdt hele tiden at gå fra den ene modpol til den anden. Hvis ikke man elskede hinanden enormt højt, så var man lige på kanten til at hade den anden. Hade personen for at få en til at føle sådan eller for at gå en helt derud, hvor vaser gik itu og døren blev smækket.

Måske er det også fordi, at gense serien både minder mig om mine tidligere forhold, men også hvor jeg er nu.

Mit seneste forhold langt fra, hvad Rose og Tobias byder hinanden. Det er roligt, det er nogenlunde en lige linje og det er så udramatisk. Der er også ting, ja, men det er der hos alle.

Det er bare ikke et forhold, hvor angsten for at miste fylder alt eller at usikkerheden klæber sig til os.

Vi ejer ikke hinanden og ingen af os har behov for det. Vi har den anden, når der er tid. Vi prøver så vidt muligt at snakke om tingene og ingen vaser er kastet igennem lokalet.

Er det kedeligt eller uden gnist? Nej. Der er masser af kærlighed, fordi det behøver ikke at være enten eller. Det kan også bare være at grine højlydt i kor, fordi Aristocats ruller på skærmen eller at ligge uden at sige et ord, fordi dagen har været lang for os begge.

Måske er det også fordi, at frygten ikke styrer os. Jeg ved, at jeg ikke har lyst til at miste ham, men jeg er heller ikke bange for det, at det skulle ske.

Jeg ved ikke, hvor vi ender henne, men lige nu er vi et perfekt sted.