F**king Feminist

Jeg havde lige sat mig til at se dokumentaren “Feminists – what were they thinking?” og jeg nåede kun at se fem minutter, før jeg allerede sad ved tasterne.

Måske fordi jeg så på nogle rigtig badass kvinder som Jane Fonda og Lily Tomlin. Og måske fordi jeg allerede der tænkte, at jeg også gerne vil være en badass kvinde, som gør noget for min tid.

Jeg vil egentlig ikke gå så meget ind i dokumentaren, men mere omkring selve det at være feminist. Det er stadig et ord, som resonerer negativt i rigtig mange menneskers sind. Det er stadig et ord, som minder en om 1970’erne med bare bryster, brændte BH’er og ubarberede ben. Det er stadig et ord, som minder en om ø-lejre og kvinder som bare afskyr mænd med alt i deres sjæl.

Er det sådan, som jeg ser mig selv?

Næh. Egentligt ikke.

Jeg bliver bare så vanvittig træt af, at det er den samme gamle sang og dans, når det kommer til ordet feminist. Folk trækker oftest op til kamp med det samme, fordi de forventer, at man ikke kan have en civiliseret snak med en feminist. Selvfølgelig kan man det. Det hele er jo ikke råberi og vrede. Desuden så er det nok rigtigt, at der er en vrede, men det handler om noget af den uretfærdighed som foregår ude i verden. Det handler ikke om personen specifikt foran en. Der er bare så meget ulighed – nu snakker jeg ikke kun om den mellem kønnene.

Jeg bliver personligt bare rigtig træt på forhånd, hvis indstillingen fra den anden side er: “høhø, sikke en træls feminist, der bare larmer op om ligegyldige ting.”

Jeg finder ikke feminisme ligegyldigt. Jeg finder feminisme virkelig vigtigt. Vi bør dog næsten overveje et andet ord for det, da jeg har hørt mange sige noget feministisk og afsluttet med: “altså nu er jeg ikke feminist, vel?”

Jamen, hvorfor dog ikke? Feminisme handler ikke om kvinder, som brænder BH’er eller som råber, at mænd er nogle klamme idioter. Feminisme handler om ligestilling, at få de samme rettigheder og muligheder uanset køn, identitet, religion, kultur, seksualitet og baggrund. Det handler ikke om, at vi alle sammen skal tage imod alle mulighederne, men de skal være der. Vi skal alle sammen have samme adgang til den samme buffet, men vi behøver jo ikke at spise alle retterne?

Feminisme handler også om mændende. Det handler også om at ramme de områder, hvor mændende mangler rettigheder. Forældremyndighed. Toxic Masculinity. Især hele det aspekt der ligger i toxic masculinity er vigtigt. Det handler om, at den kultur der er mændende imellem – at følelser er en svaghed, at omfavne femininitet er svagt, at være anderledes end den norm, som er sat op i den mande-mand kultur. Det handler også om at sætte fokus på de mangler, som ligger der.

Et eksempel kan være dengang, at Zalando lavede en såkaldt MANBOX*. Flere troede at feministerne blev sure over, at mændene fik en MANBOX. Det var ikke det, som gjorde mig lidt øv. For min skyld må de svømme rundt i MANBOXES. Det blev bare en nærmest tragikomisk parodi på at sælge. Det ærgrede mig at reklamen, udskammer mænd, der godt kan lide at shoppe og at nogle lettere stereotype ting som sport og øl var det eneste rigtige manly-men kunne lide. Reklamen slutter vist med ordene: “Cause we men don’t like to shop – we make decisions”. Så mange spørgsmål til det udsagn. Er der ikke også beslutningstagning i at shoppe? Hvad er det for nogle beslutninger, de mener? Der findes da mange manly-men, som godt kan lide at shoppe? Hvorfor degradere mænd til at være sportsidioter, som ikke kan finde ud af at shoppe tøj og derfor har brug for en MANBOX? Som om der er noget i vejen med at gå op i det, som man har på. Mænd indeholder da mange flere nuancer end fiskeri, sport og øldrikning. Ikke at der er noget i vejen med at være en mand, der kan lide de ting og hader at shoppe – der er bare mange måder at fremstille tingene på.

Feminisme omfavner så mange forskellige mennesker. Der er plads til så mange forskelligheder. Der er mange som tror, at man ikke længere kan sige noget, uden der er nogle der bliver stødt. Selvfølgelig kan man det, men det handler jo også om respekten for hinanden.

Feminisme for mig handler netop om respekt. At jeg kan stå som kvinde i et job og blive taget lige så seriøst som mine mandlige kollegaer. Eller at jeg på vej til eksamen på uni, iklædt en kjole og læbestift, ikke behøver kommenterer som: “nååååå, det er måske en mandlig censor, du har dig?” Det gør mig ikke mindre værdig, fordi jeg omfavner min femininitet. Det gør mig ikke mindre intelligent, at jeg har rød læbestift på og krøllet mit hår.

Senest har folk virkelig været vrede over Gilettes seneste reklame. Hvorfor forstår jeg ærlig talt ikke. Jeg synes, at det er fedt at se et firma med så stor indflydelse tage del i de ting, som foregår ude i verden og bruge dem til noget. Den reklame siger ikke at alle mænd er nogle voldelige idioter, som råber efter kvinder eller ikke kan opføre sig ordentligt. Den siger bare, at vi alle sammen har et ansvar for at gøre vores fælles fremtid bedre – og det gælder os alle sammen. Hvis jeg skulle blive forarget over alle de reklamer og artikler som prøver at opfordre kvinder til at blive bedre til det ene og det andet, så kunne jeg ikke andet. Ja, men jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg skal sige til det her palaver. Jeg er nok mest af alt forvirret, men samtidig har det jo tydeligvis ramt et ømt punkt for mange i en eller anden grad. Hvilket heller ikke er så dumt endda.

Jeg sidder hver gang med en storgrinende far, fordi han synes, at det er sjovt at stikke til feministen eller også synes han ikke at det vedkommer ham. Noget som jeg synes er ved at være brugt op nu. Vi har grint af feminisme nu. Vi har grint af rødstrømperne og de kvinder, der blev så ivrige efter at brænde BH’en, at de næsten ikke fik den af inden. Jeg kan sagtens grine af mig selv indimellem, så det er ikke fordi, at det skal blive så alvorligt, at man ikke kan grine igen. Jeg kan sagtens grine af min måde at være feminist på eller af min måde at være kvinde på. Jeg er bare ved at være så frustreret over, at ørene lukkes i inden, at man har sagt noget, fordi det sikkert er den fjollede “råbe-feminisme” igen.

Jeg bliver så frustreret hver gang. Min egen familie griner af min fremtid og mine børns fremtid (hvis de en da kommer). De har sat sig så meget ud af det, fordi de ikke føler, at det omhandler dem. Det gør det. Det omhandler os alle sammen. Det omhandler den tid, som vi lever i nu. Det handler om fremtiden. Det handler om den måde, som vi har tænkt os at opdrage kommende generationer og sætte en dagsorden for den verden, som de skal vokse op i. Det omhandler dem, fordi vi skal hjælpe hinanden til at udvikle os som mennesker. Argumentet med “sådan har det altid været” er bare ikke godt nok længere. Det er ikke længere gyldigt.

Feminisme handler om, at der skal være plads og respekt til at man gør det, som føles rart for en. Om det så er at barbere sig eller ikke gøre det. At små drenge leger med actionman eller klæder sig ud i prinsessekjoler. At små piger leger med legekøkken eller fodbolde. Om det så er læbestift og langt hår eller om det er kort hår og ingen makeup. Om man så definerer sig som det ene eller andet.

Who cares?? You do you.

Så længe at vi ikke er ondskabsfulde overfor andre.

Vi behøver ikke at forstå hinanden hele tiden, men nogle gange skal man bare acceptere hinanden i stedet for.

Det handler om at kæmpe for rettigheden til at være sig selv uden at skulle være bange for hatecrimes, mobning, grimme ord eller udstødelse. Det handler om at kunne skabe en verden, hvor der er rum til at være anderledes. Det går ikke længere bare at grine af det eller at rulle øjne, når en feminist åbner munden.

Mange tror, at det handler om at kønnene skal være helt ens. Nej da! På ingen måde. Vi skal netop være forskellige, men derfor skal vi stadig respekteres og være lige meget værd. Ingen mennesker kan det samme alligevel og ingen er ens. Vi har alle sammen forskellige evner og gaver, men derfor skal vi da stadig være lige værdige.

Vi burde alle være feminister. Hvorfor? Fordi det handler om dig, din familie, dine kommende generationer, din verden og det som foregår udenfor i verden.

Jeg er så træt af at være familiens feminist, som skal udfrittes hver gang på en grinende, ligegyldig måde. Jeg vil så gerne snakke om det, men når vi alle sammen mødes men en defensiv attitude, så kommer vi ingen vegne. Det er så tit kommunikationen, der går galt. Nogle råber, nogle andre råber så højere og så kommer vi ingen vegne.

Jeg lærer konstant om min egen udgave af feminisme. Jeg føler mig nogle gange som en dårlig en af slagsen, fordi jeg stadig synger med på rap-numre med eksplicitte tekster og stadig godt kan sætte Sex & the City på og nyde det for, hvad det var dengang. Jeg lærer hele tiden og jeg vil gerne udvikle mig. Jeg vil gerne lære og lytte, så vi kan komme videre herfra.

Jeg bliver bare så øv over, at vi sidder fast i fordomme og at man næsten ikke tør stå ved, at man kæmper for kønnene. Jeg ved godt, at den perfekte verden ikke findes og at vejen er lang endnu. Jeg ved godt, at vi ikke kan synge en fællessang og alle kommer til at acceptere det. Man har lov at drømme.

Alligevel så vælger jeg sgu at så ved, at jeg er en fucking feminist – og jeg er fucking stolt af det.


MANBOX* = Den er i øvrigt blevet fjernet fra Zalando og det er reklamen også.

Hvem gider en brystløs, frigid slut?

Jeg er i fuld gang med at læse Ludermanifestet skrevet af de tre ladies fra Girlsquad. Jeg har virkelig være skeptisk omkring dem og bogen, men jeg havde det også samtidig sådan, at man kan ikke have en mening uden at læse lidt op på det. Jeg har kun læst omtrent 100 sider, men jeg har haft kuldegysninger flere gange. De gode af slagsen, fordi jeg netop kan se mig selv i rigtig meget af det. Flere gange har jeg også bare bladret igennem og fundet et citat her og der. Det sat en hulens masse igang inde i mig.

Jeg er blevet kaldt for luder op til flere gange. Luder, fordi at jeg ikke ville give mit telefonnummer til en mand i byen eller luder, fordi at jeg ikke reagerede på catcalling, mens jeg bare mindede min egen business. “Der er jo heller ingen, der vil knalde en brystløs luder” har jeg også fået kastet i hovedet mere end én gang. Godt nok med variation. Det er utroligt, at mine små bryster skal smides ind i ligningen, men det skal de altså. Det er et eller andet forsøg på at ramme noget, der burde gøre ondt. Men truth be told, det gør det ikke, fordi jeg elsker mine små bryster. Det er okay, at andre ikke gør, men jeg er fan. Jeg har haft mine issues, men vi har sluttet fred. Så da en tidligere kæreste spurgte, om jeg ville have lavet dem større, så måtte jeg sige pænt nej – alle fem gange.

Jeg har haft kærester, der har kaldt mig frigid, fordi jeg ikke har været in the mood. Jeg er blevet kaldt uptight og prinsesse mange, mange gange, fordi at jeg går efter, hvad jeg vil og fordi jeg fremstår meget stoisk. Jeg er enormt reserveret, når jeg er blandt mange, men det gør mig ikke til et dårligt menneske. Jeg fik på et tidspunkt smidt i hovedet af en fyr, at jeg gerne måtte “slippe min good girl-act og gå hjem med ham, fordi det var jo det, jeg gerne ville”. Også selvom at jeg lænede mig tilbage og fjernede hans hænder, hver gang at han lagde dem på mig for at trække mig ind til ham. Han spurgte aldrig, om hvad jeg ville? Fordi det var ikke en “act”, det var simpelthen bare sådan at landet lå og sådan jeg er. Jeg sætter ikke en eller anden act op, fordi at jeg ikke går hjem med en dude. Det skal jeg da nok helt selv bestemme. Jeg blev ghostet af en FWB, fordi jeg efter lidt tid begyndte at “kræve”, at jeg også fik lidt mere pleasure ud af det, så det ikke kun var ham. Vores næste aftale blev aflyst og så hørte jeg ingenting derfra. Og alligevel var det mig, som sad med dårlig samvittighed. Mig? Fordi jeg også gerne ville have en afslutning på et samleje.

Det var især linjen “…så jeg kan sætte et fucking godt show på i sengen” fra bogen, som ramte mig. Fordi hvis der er noget, jeg har gjort alle dage, så er det at sætte et show på. Jeg er nået dertil, hvor jeg næsten ikke ved, hvordan man gør andet. Jeg har ikke haft ret mange partnere. Men når jeg tænker tilbage, har alt været for showets skyld. Jeg ved ikke engang, om jeg reelt set er god i sengen. Jeg har været så caught up i at prøve at efterligne pornobranchen udadvendte sex-kitten-ideal, at jeg har glemt mig selv. Jeg har aldrig i mine seksuelt aktive (aktive og aktive er nok så meget sagt) år været i seng med en, hvor jeg har tilladt mig selv at være en del af det. En blanding af, at jeg ikke har troet, at jeg måtte og fordi at jeg hele tiden har troet, at når manden var færdig, så var det hele slut.

Jeg er blevet misbrugt i en eller anden grad som barn, men selv da jeg sagde det højt, der blev det taget imod med en støtte, men samtidig også en “boys will be boys”-vibe. Jeg tog den selv med i ligningen, da jeg fortalte det, fordi intentionen ikke var at gøre mig ked af det, men det blev jeg. Han var 12 år og jeg var 6 år, men intentionen var “bare”, at hans seksualitet var begyndt at udvikle sig og jeg var der. Men hvad med mig? Hvad med al den skam og forkerthed, som jeg sad tilbage med og først kunne få kvækket ud som 22-årig?
Hvad med da jeg blev overgrebet, fordi jeg følte mig presset og overtalt? At jeg først havde sagt nej, men jeg alligevel endte med at gøre det, fordi jeg ikke længere følte, at jeg havde et valg. At jeg har haft svært ved at bruge termet “voldtægt”, fordi jeg stadig ikke helt har accepteret det, eller fordi der ikke var fysisk vold og fysisk tvang. Eller alle de gange, hvor jeg har skulle forsvare det, fordi det heller ikke havde været intentionen at gøre mig ondt? Eller at jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke gjorde noget, men guderne skal vide, at hvis jeg kunne lave alt det om, så havde jeg gjort det.

Hvad med da jeg holdt op med at mærke mig selv, fordi jeg ikke kunne holde ud at være i min egen krop? Hvad med da jeg græd foran min psykolog, da hun foreslog, at jeg skulle lære at være intim med mig selv? Tanken om at skulle køre mine egne hænder ned over min egen beskidte, ulækre og brugte krop gav mig kvalme. Hvad med da jeg prøvede og den velkendte skam skyllede henover mig, fordi jeg har forbundet de to ting. Eller da jeg græd efter at have været inde hos en mandlig læge, som på ingen måde havde tid og overskud til at undersøge mig på en rolig måde eller at lytte til min historie og min bekymring. Så jeg sad sammenkrympet og storhulkende i flere dage, fordi jeg følte, at der endnu engang var blevet rodet ved mit inderste og ved al skammen over at være kvinde. Jeg håbede på at en tur i svømmehallen med klor og vand ville rense mig ren, men hverken det eller turen i saunaen ændrede på, at jeg senere lå på min seng og ikke kunne stoppe med at græde igen og smerterne i mit underliv var altoverskyggende.

Og nu, hvor jeg prøver at finde mig selv og bruger ordet “nej” mere end nogensinde før, så får jeg at vide, at jeg også bare er en eller anden, som tror en hel masse om mig selv. Næh, sådan set ikke, men jeg vil gerne have retten til at sige nej.

Eller hvad med hele historien om, at jeg ikke “kan” være inspireret af pinup og 1950’erne uden, at jeg er automatisk også gerne vil være en hausfrau eller ikke kan være feminist? Eller da jeg blev called out inden en eksamen af en ældre professor, som mente at min påklædning ikke var tækkelig og at han ordret sagde “er det fordi, at det er en mandlig censor, du har dig?”. Jeg stod i en kjole, der gik ned til knæet og en cardigan, samt en hæl og et par røde læber. Jeg kan godt se sådan ud og stadig brillere i at snakke om russisk litteratur. At jeg gerne vil klæde mig på en særlig måde, handler om min egen følelse og ikke fordi, at jeg håber på, at det kan give mig en fordel her i livet. Jeg vil da tages lige så seriøst, som hvis jeg stod i et tækkeligt suit. At jeg også viser lingeribilleder frem, handler om min egen kropsaccept og at jeg aldrig indbyder til noget. Man må gerne kigge, men det er ikke en invitation til noget – nogensinde. Jeg skal nok sige til, hvis jeg vil et eller andet.

Jeg ved godt, at det her indlæg blev lidt mere in your face end, hvad jeg normalt gør. Men jeg tror bare at der var en del af mig, som simpelthen blev så træt af, at jeg altid lidt går og skammer mig. Jeg forsøger at blive mere woke, lære mere og blive mere feminist. Jeg fortæller min historie, min oplevelse og min sandhed. Jeg kan kun sige, hvad der sker indeni mig og jeg kan sige, at jeg glæder mig til at få læst resten af bogen.